Inklusion i det amerikanske samfund er langt mere kompleks, end Trump gør det til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da den amerikanske højesteret for snart to år siden slog fast, at positiv særbehandling i optaget af studerende ved amerikanske universiteter var grundlovsstridig, var der en markant undtagelse. For midt i den 237 sider lange kendelse, der underkendte brugen af race-baseret optagelse, og som i årtier havde betydet, at flere sort studerende kunne blive optaget på landets universitetet, stod der, at dette ikke gjaldt USA’s fem militærakademier.

At de fem militærakademier, hvor kadetterne får en universitetsuddannelse, samtidig med at de uddannes til officerer, stadig må tage hudfarve i betragtning, når de optager studerende, mens alle andre universiteter ikke må, er naturligvis bemærkelsesværdigt.

Ifølge højesteretsdommen skyldes det, at militærakademierne har »potentiel distinkt interesse« i at tage hudfarve i betragtning. Og det endda, på trods af at den gruppe, der havde lagt sag an i et forsøg på at gøre op med positiv særbehandling – eller affirmative action, som det kaldes – havde argumenteret for, at hærens militærakademi, West Point, havde en optagelsespolitik, som de betegnede som »værre end Harvards« og »som ukontrolleret racediskrimination«. Det, de mente med det, var, at der blev diskriminerende mod hvide og asiatiske ansøgerne, idet der blev optaget et større antal sorte kadetter, end der rent proportionelt burde.

Undtagelsen i positiv særbehandling på militærakademierne skal findes i, der i det amerikanske militær findes en overrepræsentation af sorte mænd og kvinder blandt menige soldater, men en markant underrepræsentation blandt officerer. I den amerikanske flåde – US Navy – er ca. 40 pct. af de menige minoriteter, mens kun lidt mere end 20 pct. af officerskorpset er minoriteter. Og kommer vi op blandt de tre- og firestjernede generaler, står det endnu mere skævt til.

Den skævhed skaber en potentiel ustabilitet i militæret, som de militære ledere har forsøgt at rette op på i flere år. For et militær, hvor næsten halvdelen af fodfolkene består af ikkehvide soldater, men som styres af hvide generaler, er ikke godt for moralen og kan på sigt føre til utilsigtede konflikter og misforståelse, der kan være fatale, når det er alvor.

Og det var netop det, som præsidenten for den amerikanske højesteret, John Roberts, var opmærksom på, da han skrev sin kendelse om positiv særbehandling i 2023: at unødig ulighed med hensyn til minoriteter i militæret skaber en skævhed, der er problematisk og potentiel kan være en sikkerhedstrussel.

Det var det konservative flertal i højesteretten, der underkendte positiv særbehandling i studenteroptaget på universiteterne. En af dem, der stemte imod, var Sonia Sotomayor, der blev udnævnt til højesteretsdommer i 2009. Hun har flere gange fortalt, hvordan hun er et produkt af den positive særbehandling – og at hun aldrig ville være nået dertil, hvor hun er, hvis hun ikke havde fået det skub, som den positive særbehandling gav hende.

Hun voksede op i et fattig, spansktalende miljø i New York og gik på et af de gymnasier, der er så dårlige, at eliteuniversiteterne fuldstændig ignorerer dem, når de optager studerende. Men positiv særbehandling betød, at hun kom ind på Princeton University, hvor hun tog sin grunduddannelse. Og det ene, lille skub var alt, hun havde brug for til at få udløst sit potentiale.

Da hun fire år senere blev optaget på jurastudiet på Harvard University, som i USA er en treårige overbygning oven på en bachelor, havde hun ikke længere brug for noget skub. Tre år senere blev hun færdig med førstekarakter som den dygtigste studerende på hele sin årgang – og begyndte en imponerende juridisk karriere, der kulminerende med udnævnelsen til højesteretsdommer.

Eksemplerne viser kompleksiteten i positiv særbehandling og det, der i de senere år går under navnet DEI – Diversity, Equity og Inclusion – og som Trump-administrationen har erklæret krig mod, fordi den mener, det diskriminerer mod hvide og er ødelæggende for det amerikanske samfund. Om den kamp også indbefatter den positive særbehandling på militærakademierne, vil tiden vise.

Kampen mod DEI er i de seneste år blevet ført i stort set alle konservative medier, hvor forskellige initiativer, der fremmer lighed og inklusion, er blevet set som de største trusler i det amerikanske samfund.

Og det er rigtigt, at nogle af disse initiativer og træningsprogrammer er overflødige og spild af penge. Men mange af de programmer, der både findes i den føderale regeringer og rundtom i delstaterne, forsøger blot at hjælpe børn og unge, der ellers ikke ville have en chance for at komme ind på en god skole, få en uddannelse og et velbetalt job – og dermed bryde den negative sociale arv.

At det grundlæggende skulle være en trussel mod det amerikanske samfund, skal man vist være MAGA-ekstremist for at kunne se. Virkeligheden er langt mere kompleks. Men kompleksitet er ikke noget, som Trump-administrationen interesserer sig for. Og det har konsekvenser for alle dem, der har brug for et ekstra skub for at komme i gang, men nu ikke længere kan få det.