Syv gode grunde til, at vi ikke skal have kvoter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi oplever stadig uligheder på baggrund af køn. Det står i vejen for en reel ligestilling, som ikke kan eksistere, når vi har forskellige forventninger til køn, som avler både forskelsbehandling og diskrimination. Men jeg går ikke ind for kønskvoter, for jeg mener ikke, at det er den rigtige måde at løse vores ligestillingsproblemer på.

Det betyder ikke, at jeg har svaret på, hvad der er den rigtige løsning. Til gengæld er jeg overbevist om, at hvis vi stiller højere krav til os selv og hinanden, så kan vi levere langt bedre løsninger end staten. Men det kræver både, at vi tør og får lov, for lige nu er vi opdraget til, at hvis ikke staten har svaret og ansvaret, hvem har så?

Ligestillingsproblemer skal ikke løses med et quickfix som statslige kønskvoter. Ja, vi skal stille krav til os selv og hinanden, så vi i fællesskab behandles ligeværdigt, men tvang og krav er ikke det samme. Jeg har syv grunde til, hvorfor vi ikke skal have kønskvoter. Jeg gør det både som kvinde, der ønsker mere ligestilling, og som ung liberal, der vil sætte en ny dagsorden.

1. Tvang regulerer vilje, ikke overbevisninger: En indførelse af kønskvoter er et forsøg på at ligestille fordelingen af mænd og kvinder på diverse poster i samfundet, da forskellige kulturelle forventninger f.eks. i høj grad tilgodeser mænd på de tungere poster i de høje samfundslag. Dette skaber en skævvridning af kvinders tilstedeværelse på f.eks. bestyrelsesgange, på trods af at befolkningen er udgjort af ca. lige mange mænd og kvinder.

Men det er, som om vi overser, at grunden til at kvinder i første omgang er underrepræsenterede, skyldes en irrationel overbevisning om, at mænd er mere egnede til posten end kvinder, selvom de har samme faglige kvalifikationer. Vil denne overbevisning pludselig ændre sig, bare fordi staten tvinger mænd ud af stolene for bordenden og erstatter dem med kvinder? Det tror jeg ikke. Tværtimod vil det bidrage til det negative kvindesyn og skabe mere mistillid.

Tvang regulerer vilje, ikke overbevisning, og derfor synes jeg heller ikke, at kønskvoter er en rationel måde at løse vores ligestillingsproblemer på.

2. Umyndiggørelsen af det frie valg: Lige så simpelt og måske banalt, som det lyder, har vi krav på retten til det frie valg. Og det gælder også, når mænd vælger mænd til bestyrelsesposter på baggrund af den ene faktor, at de er mænd. Ja, det er uretfærdigt, for der findes mange mindst lige så kompetente kvinder, som bliver overset og fravalgt, fordi de ikke er mænd. Men jeg synes ikke, at man kan retfærdiggøre én uretfærdighed med en anden.

Vi kan sagtens være uenige i de valg, andre træffer, men det betyder ikke, at vi skal fratage dem retten til at træffe dem. Selvom det er helt absurd at fravælge kvinder alene på grund af deres køn, bliver det ikke mere rigtigt at vælge dem til alene på grund af det. Jeg vil ikke vælges til, fordi jeg skal opfylde en statslig kvote.

3. Kvoter som quickfix: Ligestilling for loven ikke er det samme som ligestilling i praksis. Vi er alle tildelt samme juridiske rettigheder, men det forudsætter åbenbart ikke, at vi også behandles ens. Der findes desværre alt for mange fordomme og myter om, hvad kvinder kan og bør gøre. F.eks. at kvinder ikke har lige så gode lederegenskaber og autoritet som mænd, fordi vi tilsyneladende er mere følelsesladede og dermed ikke tænker rationelt. Problemerne stikker langt dybere end tal på overfladen, men så snart statistikken passer, og der er 50/50 repræsentation, mister vi også en følelse af at være personligt forpligtede til at gøre en forskel. Dermed har staten på samme tid både påtaget og fralagt sig alt ansvaret ved at bruge kønskvoter som ”den nemme løsning”, for hvad gør vi så, når vi stadig oplever diskrimination?

4. En glidebane af krav på særrettigheder: Udover at jeg er bange for, at vi med kønskvoter risikerer at overse dybden af vores ligestillingsproblemer, fordi vi mener, ”det hele er løst”, efter kvoterne er pålagt os, så kræver det også, at staten i langt højere grad skal definere køn, for at kvoten kan opfyldes, hvilket kun vil lede til en endnu større polarisering i debatten og potentiel eksklusion.

En anden pointe er, at hvis vi først lukker op for kønskvoter, kan etnicitetskvoter, alderskvoter, og hvad bureaukraterne ellers kan finde på, pludselig også blive til en realitet. For ligesom det ikke er retfærdigt, at køn ikke er repræsenteret i bestyrelsesposter i samme grad, som de er repræsenteret i vores fødselsrater, hvad så med etniciteter og aldersgrupper? Vi kan gå fra gamle hvide mænd til gamle hvide mænd og kvinder til alle aldersgrupper, etniciteter og køn er proportionelt repræsenteret i bestyrelserne som i diverse registre.

5. Ligestilling er ikke et nulsumsspil: Jeg kan egentlig godt forstå de mænd, der er bange for feminisme og mener, at ligestillingen er gået for langt. Men det kan jeg kun, fordi jeg ved, at den fortælling om ligestilling, venstrefløjen konstant og konsekvent fylder dem med, er én stor anklage, der går ud på, at vi skal omfordele og typisk fra mænd til kvinder. Ligestilling handler ikke om at tage noget fra nogen, som man gør med kønskvoter, men om at sikre lige muligheder og rettigheder for alle. Feminister, herunder mig selv, er glade for at sige, at alle vinder med ligestilling. Hvad så med at stoppe med at behandle ligestilling som et nulsumsspil?

6. Et fælles ansvar: Lidt i forlængelse af at vi ikke må misforstå, at kønskvoter er ”den nemme løsning”, er jeg bange for, at vi lader os nøjes. Med en stat, der gang på gang viser, at den ikke er bleg for at overskride sit ressortområde, fratager den os også ansvarsfølelsen, når vi står over for en problemstilling. Vi er ikke længere vant til selv at tænke i løsninger, for vi er blevet vant til, at staten skal levere alle svar. Det er skadeligt, når vi selv har et ansvar og en pligt. Kønskvoter vil ikke kun fjerne fokus fra ligestillingsproblemer i kulturen, det vil fjerne incitamenter hos den enkelte til at gøre en forskel, fordi ”det har vi jo løst”. Kønskvoter er en falliterklæring på ligestillingens vegne.

7. En stigende polarisering: Bare fordi jeg er så meget imod kønskvoter, at det gør ondt, betyder det ikke, at jeg er imod ligestilling. Den holdning skal der også være plads til, når vi snakker om ligestilling. Det gør mig ked af det, når jeg f.eks. får at vide, at jeg er imod kvinders fremgang og rettigheder, bare fordi jeg ikke støtter idéen om kønskvoter. Det er både usandt og unødvendigt, for det skader en konstruktiv dialog.

Med kønskvoter tror jeg kun, at debatten bliver yderligere polariseret, når vi bliver tvunget til at markere os på de yderste standpunkter som modsvar. Og det tror jeg ikke ligefrem kommer til at hjælpe ligestillingskampen, som i forvejen kæmper med polarisering.