I Alternativet passer man sit arbejde, når man holder fri
Kaare Dybvad Bek er nødt til at forstå, at vi ikke forsømmer noget, selv om vi ikke sidder på arbejde i døgndrift. Faktisk gør den ekstra frihed det muligt at passe vores arbejde.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»Alternativet burde passe sit arbejde.« Sådan skriver socialdemokrat og minister Kaare Dybvad Bek i Jyllands-Posten. I et indlæg 26/1 kommenterer han på Alternativets eksperiment med en firedages arbejdsuge i vores sekretariat på Christiansborg.
Mit korte svar til Kaare er: Det er lige præcis, hvad vi gør!
Ja, det er et nybrud på Borgen med den slags forsøg. Og det er heller ikke altid let. Men når vi alligevel eksperimenterer med arbejdstiden, er det netop, fordi vi passer vores arbejde. Lad mig vende tilbage til dét.
Først vil jeg lige runde ministerens indlæg. Hans kæderække af stråmænd skal påvise, at Alternativets produktivitet er gået nedad med vores eksperiment. Men de påstande er fuldstændig grebet ud af den blå luft. Men vi hilser debatten velkommen!
I Alternativet kæmper vi for at leve op til vores navn og være et alternativ til de herskende magtpartier, der er ansvarlige for tingenes tilstand. Vores rolle er mangfoldig, men afgørende er det, at vi tør opholde os i eksperimentalzonen. At vi ikke bare taler om fremtidens politik, men at vi også tester den i praksis.
Det er ikke grebet ud af ingenting, at vi kæmper for en nedsat arbejdstid. En undersøgelse af Cevea viser, at næsten halvdelen af danskerne ønsker at gå ned i tid. Flere og flere mennesker ønsker en kortere arbejdsuge, større fleksibilitet og mere tid til det, der tæller for dem.
Derudover kalder vores klode på, at vi behandler den bedre. Og for rigtig mange mennesker i et land som Danmark er vores høje arbejdstid knyttet til vores høje materielle forbrug og overproduktion. Dét er en bunden opgave for os politikere at håndtere.
Hvis socialdemokrater har svært ved at forstå de bevæggrunde, så er det nok, fordi de hænger fast i fortiden. Og det er et politisk svigt.
Det er ikke enkelt at ændre på noget så grundlæggende som … hverdagen. Efterspørgslen på løsninger vokser, og i Alternativet har vi længe ønsket at gøre nogle erfaringer, så vi bedre kan tage stilling – politisk, men også rent praktisk.
Det kunne man måske lære lidt af i regeringen. Rigtig mange organisationer, virksomheder og offentlige institutioner har allerede gjort sig mange positive erfaringer med nedsat arbejdstid.
Men nej, arbejdstiden skal der ikke rokkes ved – medmindre man finder lejlighed til at sætte den op ved f.eks. at afskaffe en helligdag …
Vi har sat arbejdstiden ned igen og igen. I 1900 var den ugentlige arbejdstid 60 timer. I 1974 var den 40 timer. Men siden starten af 90’erne har den stået stille. Vi har ikke sat arbejdstiden ned siden udbredelsen af internettet.
Vores produktivitet er vokset gennem historien med alle de fremskridt, vi har skabt – såsom internettet. Fremskridt har muliggjort at sænke arbejdstiden til samme løn. Og det princip bruger vi i vores eget eksperiment.
Hvis ikke vi går kritisk til noget så tidskrævende som vores arbejdstid, så får vi ikke ryddet ud i al den spildtid og pseudoarbejde, som mange mennesker bruger al for meget tid på. Tid, hvor de kunne gå tur i skoven, være sammen med deres venner, læse en god bog eller hente deres børn tidligt.
Vores eget eksperiment er endnu ikke færdigt. Men vi har allerede lært meget. Og viden skal der til, hvis nytænkningen skal stimuleres. Og det skal den – i hvert fald hos os.
En ting, vi dog for længst har konkluderet, er, at Folketinget har brug for et parti, der tør eksperimentere. Som tør introducere nye idéer. Bryde med gamle vaner og støvede normer for at udvikle principperne for fremtidens bæredygtige liv.
Hvis denne nytænkning lyder som noget for dig, er du mere end velkommen i Alternativet. Hvis det lyder lige frisk nok, så er der jo altid gode gamle Socialdemokratiet.