Alternativet burde passe sit arbejde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alternativets folketingsgruppe kunne i Jyllands-Posten 17/1 stolt proklamere, at man siden sommerferien har givet sine medarbejdere fuld løn, selvom de kun arbejder fire dage om ugen. Partiet selvevaluerer, at nedsættelsen af arbejdstiden har givet et mere effektivt arbejdsmiljø og større arbejdsglæde, og at vi derfor som samfund burde lade alle holde fri om fredagen.

Jeg vil gerne udfordre, at Alternativets folketingsgruppe er blevet mere effektiv, siden man omlagde sit arbejde. Som udlændinge- og integrationsminister behandler jeg love og beslutningsforslag i folketingssalen, hvor partier møder op og giver deres holdning til kende, så deres vælgere og eftertiden kan se, hvad de mener. Selvom et folketingsmedlems arbejde er mangfoldigt, så er det denne kerneopgave, grundlovens § 3 giver os som parlament. Vi er lovgivere. Vores opgave er at diskutere og forhandle om de enkelte lovforslag og beslutningsforslag.

Desværre har Alternativet siden dets firedages arbejdsuge trådte i kraft, glimret ved sit fravær i de 19 debatter om love og beslutningsforslag, der har været om udlændinge- og integrationspolitik i folketingssalen. Kun to gange har vi set dem, mens et parti som DF, der er omtrent samme størrelse, er mødt frem til alle undtaget en enkelt.

Tager man et kig på tiden, før man i Alternativet indførte firedages arbejdsuge, var situationen en markant anden. Ved seneste folketingssamling mødte partiet således op til 14 af 25 førstebehandlinger af lov- og beslutningsforslag. Sagt lidt firkantet er man gået fra en deltagelse på 56 pct. til 10 pct., mens man er gået fra fem- til firedages arbejdsuge. Arbejdet med at forberede ordførertaler er slidsomt, og måske har man ikke tid til det nu, hvor der er en arbejdsdag mindre?

For en privat virksomhed ville det være katastrofalt, hvis man så en produktivitetsnedgang af det omfang. For Alternativet har det ingen direkte konsekvens, men det er alligevel ærgerligt, at såvel resten af Folketinget som partiers vælgere må undvære dets perspektiver på en række områder.

Og selv om partiets leder, Franciska Rosenkilde, ynder at påtale regeringens dårlige meningsmålinger, så tyder noget på, at den manglende arbejdsindsats også har sat sig i målingerne, hvor Alternativet balancerer omkring spærregrænsen og således står til en stor tilbagegang fra folketingsvalgets 3,3 pct.

Alternativets blanke krav om firesdages arbejdsuge er imidlertid også udtryk for en vis privilegieblindhed. Man forestiller sig, at andres arbejde lige så let kan undværes som et politisk parti, der i høj grad selv bestemmer, hvad man vil deltage i. Hvis medarbejderne på landets akutmodtagelser fra en dag til en anden gik over til ikke at arbejde om fredagen, ville det betyde flere konkrete dødsfald hos patienter, der ikke blev behandlet i tide.

Hvis chaufførerne alle skar en femtedel af deres arbejdstid, ville tusindvis af mennesker stå i busskurene og vente forgæves på at komme i skole og på arbejde.

I stedet for at ville diktere lønmodtagernes arbejdsvilkår burde man overlade det til arbejdsmarkedets parter, der netop nu arbejder seriøst med at fordele de produktivitetsgevinster, danske medarbejdere og virksomheder skaber. Fagbevægelsen har f.eks. på industriens område allerede hentet 9 pct. af lønnen på fritvalgskonti, som bl.a. for ældre medarbejdere kan veksles til flere fridage, hvis man ønsker det. Jeg tror, at landets lønmodtagere stadig helst selv vil beslutte, om man vil holde fri eller få pengene udbetalt, i stedet for at få det dikteret af Alternativet.

Under alle omstændigheder viser partiets eget eksempel, at det har store konsekvenser for produktiviteten at give alle fri om fredagen. Netop på kerneopgaven er man blevet så meget mindre effektiv, at man formentlig ville gå konkurs, hvis man var en privat virksomhed.