Kunne 251 frifindelser tyde på, at politi og anklagemyndighed har for få ressourcer? Det frygter jeg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Er Danmark blevet et eldorado for økonomisk kriminalitet?

Det spørgsmål er vanskeligt at besvare nogenlunde veldokumenteret. For hvem har egentlig et solidt overblik over den skjulte kriminalitet? Politiet gør en hæderlig indsats for at fange forbryderne, men hvor stor en del af undergrundsøkonomien efterforskes egentligt? Hvor mange forbrydere går under radaren?

Ifølge Hvidvasksekretariatets årsrapport fra 2023 hvidvaskes der for mindst 68 mia. kr. årligt i Danmark, eksklusive skatteunddragelse og almindelig svindel. Det eksakte beløb, der svindles for, formodes dog at være væsentligt større.

Kriminalitetsbilledet ændrer sig hurtigt. Det gammeldags bankrøveri eksisterer ikke længere. Nu bedrages pensionister og godtroende borgere ved svindel med MitID og ved kreative investeringsforslag uden bund i virkeligheden. Oven i alle de mere eller mindre ”civile” snyderier kommer så en omfattende skattesvindel, der medfører højere skat for lovmedholdelige danskere.

Da ”Den sorte svane” løb over skærmen, fik mange danskere et chok. Myndigheder og politikerne ikke mindst. Regeringen har således efterfølgende iværksat rigtig mange tiltag – vel sagtens 15-20 store og små – herunder indgreb mod en del af advokaternes arbejde, licensordning for leasingselskaber, gennemgang af konkurssager med Svane-advokaten som kurator, udvikling af en intelligent kontrol- og analyseplatform og mange, mange flere. Alt sammen gode tiltag, som løser nogle af de konkrete problemstillinger, som journalisterne bag ”Svanen” afslørede.

Problemet er bare, at disse udmærkede tiltag ikke forslår til en generel bekæmpelse af den økonomiske kriminalitet i alle dens forskellige facetter. Det være sig skattesvig, moms-karuseller, nethandel, investeringssvindel osv.

”Den kloge narrer den mindre kloge” er et velkendt mundheld. Men sådan behøver det ikke være. Og sådan skal det ikke være. Har man investeret i et eller andet svindelprojekt, eller er man narret ved køb på nettet, skal sagen selvfølgelig efterforskes, og de skyldige bringes for retten. Længere er den ikke.

Stort set på ugebasis kan tv-programmer som eksempelvis ”Kontant” o.l. afsløre forbrydere, der lever af at snyde folk. Tv skal ikke betragtes som en domstol, men på den anden side set skal vi heller ikke være blinde over for de fakta, som ubestridt afsløres, endsige lukke øjnene for tabene hos de mange ofre. Det kan undre, at eksemplerne i utrolig mange tilfælde ikke har medført strafferetslig efterforskning – i hvert tilfælde ikke før udsendelsen er kørt over skærmen. Om det sker bagefter, ved jeg ikke.

På tilsvarende vis må man undres over, at de aktiviteter, som ”Svanen” afslørede, ikke allerede havde givet politi og myndigheder (med langt flere retsmidler på hånden) anledning til anholdelser mv. Tv-linsen havde jo unægtelig været rettet mod de pågældende i mere end et år.

Er realiteterne ret beset, at politiet ikke har tid, mandskab eller viden nok på området for økonomisk kriminalitet ? Det kunne jeg frygte.

Min antagelse bestyrkes til en vis grad af sagen om ”Panama Papers”. Her købte Danmark i 2016 oplysninger om danskeres konti i Panama med henblik på »at fange skatteunddragere«, som den daværende skatteminister udtalte. I dag kan konstateres, at missionen for såvidt lykkedes, idet den har medført efteropkrævninger på skat for 430 mio. kr., hvoraf et væsentligt beløb allerede er indbetalt.

Men hvad med det strafferetslige ansvar i de 251 sager fra Panama? Ja, det er forduftet. Ingen af de 251 skatteydere har øjensynligt begået noget strafbart, der kunne medføre fængselsstraf. Og de frivillige kontante million-efterbetalinger skyldes øjensynlig ganske undskyldelige forglemmelser fra de pågældende skatteyderes side.

Jeg kender i sagens natur ikke de 251 sager, hvoraf flere kan være ganske legitime. Men på den anden side set, så undrer det mig, at det skulle være tilfældet for alle 251 sager. At der ikke skulle være en eneste sag, der på den ene eller anden måde var et udtryk for grov skatteunddragelse, virker for mig underligt. Selv har jeg i hvert fald aldrig oplevet, at folk, der lige så godt kunne indsætte ”hvide” penge på ”hvide” konti i danske pengeinstitutter, i stedet vælger et eksotisk land med dertil hørende risici af forskellig art.

Kunne en stor del af de 251 ”frifindelser” i realiteten have sin baggrund i, at politi og anklagemyndighed ikke har tid, mandskab eller viden nok til at køre sagerne i straffesystemet? Det kunne jeg frygte.

Antallet af tiltaleopgivelser i sager om økonomisk kriminalitet kunne evt. sige lidt om efterforskningen. Problemet er imidlertid her, dels at der i dag anmeldes rigtig mange sager om it-svindel, dels at tiltaleopgivelser kan skyldes mange forskellige årsager, herunder manglende bevis eller alt for store omkostninger i forhold til den mistænkte forbrydelse.

Antallet og omfanget af tiltaleopgivelser i økonomiske sager skal imidlertid undersøges nærmere under de kommende politiforhandlinger på Christiansborg, ligesom det må dokumenteres, hvor stor en ”bundgrænse” anklagemyndigheden i realiteten opererer med, og dermed hvor mange sager der reelt slet ikke påbegyndes.

På mange andre områder forfølger politi- og anklagemyndighed – korrekt og ihærdigt – sager helt til doms, selv om de vedrører meget små beløb.

At økonomisk kriminalitet såvel politisk som i praksis er stedmoderlig behandlet, er for såvidt ikke nogen ny foreteelse. Opgøret efter finanskrisen vedrørte eksempelvis i al væsentlighed civile erstatningssager mod bestyrelser og direktører i de ramte pengeinstitutter.

Af mig uforklarlige årsager blev ikke en eneste bankdirektør sendt så meget som et minut i fængsel. Ingen havde åbenbart handlet strafbart, og kun ganske få sager blev genstand for strafferetlige undersøgelser. Eller kneb det med tid, mandskab eller viden nok til at køre sagerne i straffesystemet? Det kunne jeg frygte.

Ca. hvert fjerde år målretter et flertal af Folketingets partier i et ”politiforlig” de særlige indsatsområder, som politiet skal fokusere på i den kommende periode. Af en eller anden grund har økonomiske forbrydelser ikke været særligt prioriteret – i hvert tilfælde hvis der sammenlignes med terror, bandekriminalitet og meget andet.

Det kan sagtens forsvares i en periode, men i længden kan et moderne samfund ikke fungere, hvis man mere eller mindre upåagtet kan snyde hinanden og snyde samfundet. Det animerer ganske enkelt til kriminalitet, når der ikke sker en effektiv efterforskning.

Derfor bliver ”økonomisk kriminalitet” et centralt indsatsområde i hvert tilfælde for Venstre i de kommende forhandlinger om politiet og anklagemyndighedens virke.

Men en større og mere effektiv indsats – reelt flere ansatte – koster umiddelbart penge. Sådan er det bare på den korte bane. Men på længere sigt vil en mere effektiv indsats dels have en præventiv virkning over for potentielle nye forbrydere, dels vil efterforskningen som i Panama Papers kunne indbringe væsentlige efterbetalinger.

Endelig bør man i langt større omfang end i dag fra anklagemyndighedens side nedlægge påstand om anvendelse af reglen i Retsplejelovens § 1008, hvorefter den dømte svindler ikke bare skal betale sine forsvarerudgifter som i dag, men tillige betale de nødvendige efterforskningsudgifter med et af retten anslået beløb. Alt andet lige er det kun rimeligt, at den dømte selv betaler for opklaringen af det spind, der er rullet ud til dække af egne forbrydelser.

I dag betales regningen af de lovlydige skatteydere.