Hvordan håndterer vi Trump bedst?
Danmark er under angreb fra en uregerlig Donald Trump. Ligesom andre lande frygter vi hans vrede og uforudsigelighed, og det synes som en vanvittig manøvre. Hvordan kan vi tackle USA's mærkværdige præsident?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lige nu befinder Danmark sig i en enorm udenrigspolitisk krise. Ovenikøbet med USA, vores vigtigste allierede, vores største marked. Mange har idéer til, hvordan regeringen bør agere – fra dem, der roser den forsigtige linje, til dem, som kræver en benhård kurs.
Men hvad siger erfaringen? Hvad plejer at hjælpe? Hvis man altså overhovedet har en chance. Min erfaring siger mig, at der synes at være tre måder, som forskellige folk påstår er bedst til at håndtere en aggressiv Donald Trump:
Mulighed 1: Tyson-modellen: Slå tilbage med fuld kraft! Mulighed 2: Jesus-modellen: Vend den anden kind til! Mulighed 3: Strudse-modellen: Luk øjnene og håb på det bedste!
Lad mig tage dem en for en – og, spoiler alert, ingen af dem har hidtil vist sig at virke:
Mike Tyson, ikonisk sværvægtsbokser, udbasunerede de nu så berømte ord: »Alle har en plan – indtil jeg slår dem i ansigtet!« Med andre ord … vi kan forberede os, lægge verdens bedste strategi, øve os på den bedste respons, men pludselig slår Trump os lige i hovedet.
I weekenden prøvede Gustavo Petro, den colombianske præsident, at sætte hårdt mod hårdt. Trump var i gang med at gennemføre sit store valgløfte – at sende illegale indvandrere tilbage til deres hjemlande. To militærfly fyldt med lænkede indvandrere havde kurs mod Colombia, da Petro slog tilbage:
Flyene ville ikke få lov at lande, lod han forstå, medmindre Trump ville opføre sig »humant«. Trump blev rasende, udsendte et ultimatum i form af en omgående straftold på 25 pct., som automatisk ville vokse til 50 pct. om en uge, hvis ikke Petro makkede ret. Colombianeren slog tilbage med en melding om, at hans land ville gengælde straftolden.
Lige indtil Petro alligevel fik kolde fødder. Colombiansk erhvervsliv med flere pressede deres præsident til at bakke ud. Trump fik sin vilje. Petro tabte. Petro havde en plan – lige indtil Trump slog ham i ansigtet.
For nu at sige det, som det er: Den hårde linje tabte. Små lande – og alle lande er som bekendt små i sammenligning med USA, verdens mægtigste – taber altid og uden undtagelse.
Læren for Danmark: Hvis Mette Frederiksen slog tilbage for fuld kraft, så ville hun og derved Danmark formentlig få Trumps knytnæve lige i fjæset. Vi ville tabe. Det er højrisikabelt at spille med musklerne over for en modstander, som er alt, alt for stærk.
Jesus-modellen: I Bjergprædikenen i Matthæus-evangeliet i Det Nye Testamente giver Jesus en række råd – heriblandt om begrebet ”gengældelse”. Efter han afviser »øje for øje og tand for tand«, som det lyder i Det Gamle Testamente, udtaler Jesus de måske mest berømte ord i Biblen: »Jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.«
Mange har forsøgt sig med Jesus-modellen over for Trump. Sommetider virker den, andre gange gør den ikke. Canadas premierminister, Justin Trudeau, var, da Trump var præsident første gang, kroneksemplet på, at det virkede. Uanset hvilke fornærmelser Trump kom med, smilte canadieren blot tilbage. Han vendte den anden kind til. Trump bakkede faktisk.
Hillary Clinton giver i sin bog om sit valgnederlag til Trump – ”Hvad skete der?” – et eksempel på, at Jesus-modellen ikke slog til: I en afgørende tv-duel mellem de to, hvor de gik rundt på en scene med en mikrofon, blev Trump ved med at følge hende rundt. Den store mand efter den lille kvinde. Clinton beskriver tankerne, der føg gennem hende: Skulle hun holde den kurs, hendes rådgivere havde udstukket – nemlig altid at forblive cool; undlade at lade sig påvirke? Eller skulle hun følge sit instinkt og vende sig om og udbryde: ”Gå væk, dit kryb!” Hun valgte at forholde sig cool – Jesus-modellen. Det virkede ikke. Slet ikke. Hun blev opfattet som svag. Han slog løs. Højre kind, i maven, under bæltestedet.
Læren for Danmark: Hvis Mette Frederiksen bare bliver ved med at vende den anden kind til, uanset graden af fornærmelser, som når hun udtrykker glæde over, at Trump viser så stor interesse for Arktis, så er risikoen stor for, at han ser svaghed og slår videre. Men … det virkede for Trudeau.
Strudse-modellen: Strudsen, der begraver sit hoved i sandet, så den tror, at ingen kan se den, er selvfølgelig billedet på krysteren … men i politik har den ofte vist sig at være endog særdeles effektiv. Fra det øjeblik Danmark tabte krigen i 1864 og frem til Murens fald i 1989, fulgte vi den: Dansk overmod var i 1864 tæt på at koste nationens overlevelse. Kong Christian IX og konseilspræsident Monrad spillede med musklerne over for Preussen, men endte med at stå ydmyget tilbage. Slesvig og Holsten var tabt. Selvforståelsen led et knæk.
Fra da af valgte skiftende danske regeringer – mest berømt under Første og Anden Verdenskrig – at opføre sig særdeles afdæmpede, i håb om at stormagterne nærmest ville glemme, vi eksisterede. Det gav os fordele – først og fremmest meget små tabstal i krigene – men gav også slag på vores selvtillid. Fra Murens fald og frem til nu har vi igen ført en aktivistisk udenrigspolitik.
Lige nu er det fristende for Danmark at lave strudsen i forhold til Trump. Regeringen lader forstå – ikke officielt, men på de indre linjer – at det hele handler om at neddrosle, om at dæmpe konflikten. Hvis bare vi ingenting siger, som provokerer den store bølle, kan det være, han glemmer os. Han har også så meget at tænke på i Det Hvide Hus, lyder logikken.
Men … virker det? Her hjælper historien os med svaret. Da Trump tilbage i 2019 første gang ytrede ønske om at købe Grønland, valgte Frederiksen Tyson-modellen, da hun afviste ham blankt og kaldte idéen for »absurd«. Det gav ballade; Trump kaldte hendes bemærkninger for »nasty«, han aflyste besøg i København. Derefter gik det i sig selv igen. Danmark tav.
Læren for Danmark: Strudse-modellen virkede … lige indtil den ikke gjorde det længere. I fem år var Grønland ude af fokus, men så bragede Trump igennem lydmuren. Han glemte det ikke. Heller ikke, selv om vi gemte os. Strudsen er heller ikke attraktiv. Han lugter blod på lang afstand.
Samlet konklusion: Danmark er bragt i en voldsom krise mod en fuldkommen uforudsigelig modstander. Ingen sædvanlige strategier synes at virke. Hverken Tyson-, Jesus- eller strudse-modellen synes at slå til. Som John Bolton, en af Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgivere, sagde i et fremragende interview her i avisen for nylig, så er der én ting, man altid skal huske:
Trump er ikke en normal person. Det er sådan en, Danmark er oppe mod.
En ikke normal person.