Skolesystemet svigter unge med særlige behov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vidste du, at den britiske efterretningstjeneste specifikt ansætter ordblinde, fordi de er særligt gode til at analysere komplekse problemstillinger, genkende mønstre og tænke kreativt? Eller at personer med adhd og add ofte har en unik evne til hyperfokus?

Disse superkræfter burde vi hylde – men i stedet risikerer vi at tabe en hel generation på gulvet. Aldrig før har så mange unge lidt under mistrivsel i Danmark, og alt for mange føler sig anderledes eller utilstrækkelige på grund af et skolesystem, der ikke forstår eller støtter deres behov.

Det skal vi ændre, for aldrig før har det stået så slemt til. Alt for mange unge ser deres liv smuldre, fordi små problemer får lov til at vokse sig store og uoverskuelige. Nogle siger sågar, at ungdommen er syg. Som ordblind har jeg selv oplevet overgangen fra folkeskole til gymnasiet, og jeg forstår godt, hvorfor ungdommen er syg.

Som elev med særlige behov eller måske retter særlige evner kræver det hjælpemidler for at få hverdagen til at fungere – eksempelvis en it-rygsæk. Men det er desværre en udbredt misforståelse, at en it-rygsæk er en mirakelløsning.

Faktisk halter Danmark teknologisk langt bagud på dette område, hvis du spørger mig. Tag for eksempel offentlige platforme som MitID, e-Boks, Skat og Aula – de bliver opdateret, som vinden blæser, og nogle dage fungerer de lidt bedre end andre. Det samme gælder for it-rygsækken.

Danmark mangler en langt mere effektiv og brugervenlig tilgang, hvis vi virkelig vil støtte de unge med særlige evner. Men det er ikke det, som gør ungdommen syg. Er du ordblind eller har nogle andre evner, der giver ret til hjælpemidler eller ekstra tid, skal du også kæmpe mod fordomme.

De fleste, jeg har talt med, følte sig respekteret og accepteret i folkeskolen, men når man kommer i gymnasiet, melder virkeligheden sig. Her er viden om dine begrænsninger lille, hjælpen er markant mindre, og i stedet henvises man til gymnasiets svar på et jobcenter – nemlig studievejlederen. Der skal søges om alt hele tiden, og det er ikke nødvendigvis skolen, der spørger dig om dine behov for ekstra hjælp.

Nej, det er dig, der skal henvende dig og informere skolen om dine behov. Men når man ser bort fra de tekniske mekanismer, man langsomt tilvænner sig, opstår et nyt problem. Særligt blandt den ældre generation af lærere på gymnasierne landet over oplever jeg – og hører jeg fra andre – en manglende forståelse for ordblindhed og andre evner.

Har du særlige evner, vil du med garanti genkende udsagn som: “Jeg skal jo også se, hvad du kan uden hjælpemidler”, eller “vi skal jo også træne det uden.” Begrundelsen er, at det gør det nemmere at vurdere grammatikken. Men sandheden er åbenlys: Jeg kan ingenting uden mine hjælpemidler.

Siden 3. klasse har jeg kun lært at skrive ved hjælp af dem. Er det snyd? Det må du selv vurdere, men i min verden er svaret klart – nej. For kunne du nogensinde finde på at spørge en paralympisk atlet, om han lige vil tage benprotesen af, så vi kan se, om han nu også kan løbe? Nej, selvfølgelig vil vi ikke det, for det vil jo være absurd.

Hvorfor mener jeg, dette kan være svaret på en syg ungdom? Jo, fordi de største problemer ofte skabes i mørket og kommer frem i lyset. Er du ordblind, har adhd eller kæmper med noget andet, har du med garanti følt dig anderledes – ikke fordi dit selvværd fra starten var dårligt, men fordi din hjerne fungerer anderledes end andres. For du har dine superkræfter, på godt og ondt.

Når du så kommer i gymnasiet, rammer virkeligheden dig, og problemerne kommer hårdt og kontant frem i lyset. Hvis du i forvejen mistrives over dine udfordringer og derefter bliver mødt af udsagn som: “Jeg skal jo også se, hvad du kan uden hjælpemidler,” ja, så bliver du syg. At høre den slags fra personer, der rent hierarkisk står over dig, skaber en følelse af afmagt.

Mange tror, at vi med særlige evner har en lang række rettigheder. Men svaret er nej. Til en engelsk eksamen på et handelsgymnasium har vi for eksempel en time mere end de andre. I stedet for fire timer varer eksamen fem – hvilket er “super smart”, når man har byttet sine superkræfter med koncentrationsbesvær. For langt de fleste fungerer dette system ikke – medmindre du selvfølgelig mestrer hyperfokus i netop dette fag.

Derudover har vi så også vores it-rygsæk – altså når den fungerer. Jeg ser ikke mig selv som bureaukrat, men jeg har måttet indse, at hvis vi ikke skal tabe fremtidens generation af ordblinde eller andre med særlige evner i vores skolevæsen, så kræver det regler. Klare og tydelige retningslinjer.

For jo, jeg har da nogle rettigheder til eksamen, men i hverdagen har jeg ingen. Det kan ikke være rigtigt, at der ikke findes regler for, hvad jeg må, og hvad jeg kan sige fra overfor. Generelt giver det langt mere mening kun at teste os med hjælpemidler, da en test uden kun viser vores mangler.

For nogle lyder det som logik for burhøns, men det er det ikke. Efter min mening burde det stå klart og tydeligt i gymnasiereformen, at man ikke må teste os uden hjælpemidler, i stedet for at lade det være op til den enkelte lærers skøn. Når lærere bryder tilliden og beder om test uden hjælpemidler, kan vi som elever intet stille op udover at makke ret.

Det er med til at skabe en sneboldeffekt, hvor problemerne vokser. Som Alex Vanopslagh har sagt: »I kan godt.«

Og det er befriende at møde optimisme på vores vegne, for der er i den grad brug for det i en mørk tid. Men vi skal kræve klare og flere retningslinjer.

Vi danskere skal stoppe med at se ned på folk med særlige evner og i stedet begynde at hylde dem som paraatleter. Vi skal hylde deres evne til at bruge hjælpemidler i stedet for at dømme dem for det. Vi er Danmarks fremtid, men kun gennem handling kan vi sikre, at fremtiden ikke er syg, men lys.