Højtuddannede skal spredes for at gøre gavn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med ufine midler lykkedes det præsident Trump at ruske op i forholdet mellem Grønland og Danmark. Ikke mindst da Danmark blev omtalt som et overherredømme, der ikke behandler grønlænderne ligeværdigt.

Landsstyreformand Mùte Egede fik pludselig albuerum, fordi Danmark var blevet voksenmobbet.

Først når der er en direkte trussel mod den politiske elite, bliver den klar til at flytte sig. Så af den grund var det måske ikke tosset at få rusket op i nogle af de forhold, der er så dybt indlejret, at vi ikke ofrer dem en tanke i hverdagen. Sådan kan store, stærke USA med lethed behandle lille Danmark. På den anden side behøver den stærke ikke at behandle den svage sådan.

Efter den seneste tids debat om rigsfællesskabet er vi usikre på, om grønlænderne overhovedet føler sig som en del af kongeriget – eller om de blot hører til, fordi det har de altid gjort. Under alle omstændigheder er grønlænderne ikke altid blevet behandlet ordentligt – heller ikke, selvom den pågående debat mangler nuancer i forhold til nogle af de sager, der er oppe.

Ikke desto mindre kan vi – uden sammenligning i øvrigt – skimte visse ligheder i mange års udvikling af grønlændernes og ”udkantsdanskernes” situation. Herunder den lidt for ringe respekt fra hovedstaden og nogle af institutionerne i København.

I mobbeverdenen er det ikke ualmindeligt først at blive pisset på og derefter at blive beskyldt for at lugte – svarende til USA’s aktuelle strategi over for Danmark.

Ingen landsdele kan fungere uden højtuddannede. Derfor er det med højtuddannede som med møg: de skal spredes for at gøre gavn. I lighed med Grønland mangler ”udkanten” læger og andre højtuddannede. Disse foretrækker i hovedsagen at bo i København, Nordsjælland og øvrige større byer sammen med nogen, der statusmæssigt matcher dem.

I Danmark har vi institutioner, som er hele befolkningens, f.eks. Danmarks Radio og TV 2.

Men er de reelt hele Danmarks?

Følger man nyheds- og debatudsendelser, viser det sig, at de ikke er repræsentative for hele Danmark. Godt nok har ”udkanten” både regionalradio og -tv. Men det ses og lyttes der ikke til i København. Derfor ved de kun lidt om provinsen. Regionalradio og -tv er en sutteklud, som ”tosserne i provinsen” kan have for sig selv, mens København uafladeligt tæller egne navler i Danmarks Radio – og TV 2.

Måske forstår vi grønlænderne mere, end man gør i de største byer. Vi forstår og kender i hvert fald følelsen af at blive betragtet som ligegyldige og uden for det gode selskab. I Danmark er den situation forsøgt løst fra Christiansborg ved at centralisere – at gøre alting større. Kommunesammenlægning fra små til store kommuner – fra overskuelige amtskommuner til meget store regioner – og snart regionssammenlægning i Østdanmark.

Hvad har det ført til? Større ulighed samt ringere lægehjælp og offentlig service i provinsens yderområder.

Da Region Sjælland skulle have udpeget en placering for sit supersygehus, blev det i Køge, tæt på København, fordi det skulle være muligt at lokke læger til. Patienterne kommer nemlig af sig selv. Fra Nakskov til Køge er der 132 km. Fra Rigshospitalet til Region Sjællands Universitetshospital i Køge er der 46 km.

Alle Østdanmarks supersygehuse er placeret der, hvor folk har det bedste helbred og lever længst, mens yderområderne, hvor folk er mest syge, ikke har supersygehuse – og dårlig nok kan få fat i en læge.

Det er ikke en udvikling, ”Udkantsdanmark” kan være tjent med. Det er heller ikke en udvikling, København og Nordsjælland kan være tjent med, fordi den både undergraver velfærdssamfundet og demokratiet.

Tiden er inde til at tænke nyt, hvis ikke Danmark skal ende med alt for stor ulighed og deraf følgende uro som i Frankrig, England og Tyskland. Som danskere vil vi gøre klogt i at lytte til Grundtvig, som skrev: »Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.«

Det var forudseende ord, som passede på udviklingen i sidste halvdel af det 20. århundrede. Nu er det anderledes. Mange har for lidt – og flere for meget. Den udvikling har sat vores universelle velfærdssamfund under pres og ført i retning af det angelsaksiske, hvor enhver kerer sig om sig selv og sine egne gennem private forsikringer.

Vi er naturligvis bekendt med, at situation i de danske yderområder ikke kan sammenlignes med situationen i Grønland.

Kulturen er forskellig, sproget og næsten alt er forskelligt. Én ting har vi dog til fælles – behovet for medmenneskelighed. Et behov, der også findes hos velhavere i storbyerne og nord for København.

Medmenneskelighed er efter vores opfattelse velfærdssamfundets forudsætning. Det er så at sige den, der kitter samfundet sammen. Udfases medmenneskeligheden, udfases tillige velfærdssamfundet, og enhver må klare sig selv. Dengang vi havde en arbejderbevægelse, var der solidaritet. Men så skulle man pludselig være solidarisk med sig selv, og så forduftede solidariteten.

Den gyldne regel bliver aldrig for gammel: ”Du skal handle mod andre, som du selv ønsker at blive behandlet”. Den kan også formuleres negativt: ”Du må ikke handle mod andre, som du ikke selv ønsker at blive behandlet”. Vi siger ikke, at alle skal være ens eller skal have lige meget. Slet ikke.

Men vores påstand er, at såfremt store dele af befolkningen bliver overset, mister vi det samfund, som danskerne i fællesskab har bygget op gennem mange generationer.

Tilpasningen af den offentlige service kræver veluddannede og tillige kloge mennesker. At være veluddannet er ikke nødvendigvis det samme som at være klog. I mange år har tilpasningen handlet om at fremme fagligheden og overlade omsorgen til frivillige. Det er ikke en klog udvikling. Faglighed, der ikke understøttes af medmenneskelighed, bliver let nedbrydende. Faglighed er værdineutral og kan derfor sættes i både det godes og det ondes tjeneste.

Styres fagligheden f.eks. af grådighed, bliver den ond, som vi har set eksempler på i penge- og finansverdenen. Såmænd også i ældreplejen og handicapforsorgen. Styres den derimod af medmenneskelighed, bliver der plads til alle.

I den forbindelse har centralisering vist sig at være en blindgyde, som alene er til gavn for de stærke. Det medfører uretfærdighed og nedladenhed over for svage borgere – ikke blot i Danmark, men i hele rigsfællesskabet. I sidste ende bliver det et spørgsmål om ”indenfor eller udenfor”.

Demokrati og velfærd er, at alle har en stemme, alle har de samme rettigheder, og alle skal høres. De højtuddannede bør fordeles i hele riget. Det vil være en strukturændring, der fremmer demokratiet, velfærdssamfundet og det gode liv – ikke kun for de rige – men for alle i det danske rige.

Lige om lidt kommer der nogen og banker os i hovedet for vores vanvittige provinsielle holdninger. Det kan de ikke gøre med grønlænderne, for så kommer Trump og tilbyder ”langt bedre forhold”. Vi slutter, som vi startede: Først når der er en direkte trussel mod eliten, bliver den klar til at flytte sig. Det har amerikanernes udfald mod Danmark netop bevist.