Danske politikeres kritik af Musk er politisk hykleri

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nogle påstår, at det er et demokratisk problem, at amerikaneren Elon Musk deltager i den demokratiske debat om emner uden for de amerikanske grænser. Derudover mener de, at han potentielt kunne tænke sig at støtte partier eller kandidater økonomisk – noget, han dog endnu ikke har gjort.

Det er i min optik ret hyklerisk, da vi i Danmark bestemt heller ikke holder os ude af andre landes demokratiske debatter.

Vi har netop overstået en amerikansk valgkamp, hvor der ikke ligefrem har været neutrale tilstande på den internationale politiske scene. Statsledere, politikere og interesseorganisationer blandede sig aktivt i bl.a. den amerikanske abortdebat, immigrationspolitik, handelspolitik og meget andet.

Ligeså har danske virksomheder med store interesser i USA – som Novo Nordisk – doneret millioner af kroner til politiske kandidater og kampagner.

Men upåvirket af skammen over eget hykleri vil regeringen fremsætte et forslag om at forbyde udlændinge at donere til danske valgkampe. Det er værd at bemærke, at vi har 250.000 danskere bosat i udlandet og 50.000, som er en del af det danske mindretal i Slesvig.

Disse danskeres muligheder for at bidrage til deres moderlands politiske udvikling er allerede stærkt begrænsede, da man blandt andet mister stemmeretten som udenlandsdansker. Hvorfor skal de nu have at vide, at de skal stilles ringere end andre, når det gælder retten til at donere penge? Det har jeg svært ved at forstå.

Jeg har endnu sværere ved at forstå det, fordi forslaget i praksis vil være let at omgå, som valgekspert Rune Stubager påpeger. Altså er der tale om en sædvanlig omgang symbolpolitik, hvor det vigtigste er at se ud, som om man gør noget, og man ikke går særlig meget op i, om man lover noget sjusk. Det er én af Mette Frederiksens værste unoder, som Venstre og Moderaterne åbenbart har underlagt sig.

Men uanset om forslaget er sjusket symbolpolitik eller ej, er fokus helt forkert. Det er ikke dem, der giver, der bør stå i centrum, men derimod om dem, der modtager, bliver korrumperet. Det kræver åbenhed, et sundt politisk og mediemæssigt klima, hvor det er let at komme til orde, at kunne stille magthaverne til ansvar og et embedsværk, der agerer uden partipolitiske hensyn.

De seneste år i dansk politik har desværre givet rigelig anledning til bekymring for den måde, magten bliver forvaltet på, og hvor kontroversielle eller direkte katastrofale beslutninger bliver mørklagt. F.eks. da Mette Frederiksen (S) og Barbara Bertelsens sms’er under minkskandalen blev slettet, og befolkningen fik at vide, at det var af sikkerhedsmæssige hensyn.

Dertil kommer f.eks. regeringspartiet Moderaternes manglende åbenhed om egne donorer i en sag, hvor lukketheden i den grad ikke hjælper til at afkræfte mistanken om, at man kan købe sig til indflydelse hos partiet.

At befolkningen har en voksende mistillid til os politikere og systemet, er måske ikke så mærkeligt på sådan et bagtæppe. Vi har en stor og vigtig opgave i at vende udviklingen. Før seneste valg lancerede Liberal Alliance en række principper for god regeringsførelse, som en regering på vores mandater skulle efterleve, bl.a. en mere sparsom brug af vidtgående, disproportionale love, en respekt for ministeriernes faglighed og en større åbenhed i forvaltningen og omgang med pressen.

Som bekendt fik vi ikke en regering på vores mandater, og vi kan også konstatere, at alle tendenserne kun er blevet værre siden, så behovet er kun vokset. Men det kræver grundighed, ærlighed og en solid dosis ydmyghed. Så er det straks lettere at pege fingre ad en velhavende udlænding med et højreorienteret værdisæt.