Med Trump kan vi ikke længere regne med Amerika

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lige da det amerikanske århundrede begyndte, ikoniserede Teddy Roosevelt, dengang præsident, sit lands udenrigspolitik i en enkel, krystalklar formulering: »Speak softly, but carry a big stick!«

Med ”tal sagte, men bær på en stor kæp” samlede Roosevelt både den bløde og den hårde magt i en doktrin: Når alle vidste, at USA besad verdens suverænt stærkeste militær, så behøvede nationen sjældent at hæve stemmen. Opbygningen af den liberale, regelbaserede verdensorden efter Anden Verdenskrig – især med FN og Nato – understregede pointen.

Alle vidste, at USA var så stærk – økonomisk, militært, politisk, kulturelt – at det bestemte det meste. Vi andre, ikke mindst Danmark, lagde os i ly af amerikanerne. Vi tillod, sommetider helt åbent, andre gange i det skjulte, at den, der var præsident, bestemte det meste. Fra Murens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps i 1991 styrede de næsten alt.

Pointen er, at vi lod det ske. Store flertal i Vesten holdt grundlæggende af USA. Ikke at vi var enige med supermagten hver eneste dag og om alting, men fordi vi fornemmede, at præsidenten i Det Hvide Hus var vores ven. Reagan, Clinton, Bush, Obama og Biden var til at tale med. De kerede sig også om os. Det var trygt. Vi var – trods alt – allierede.

Men … Donald Trump, præsident fra 2017 til 2021 og nu igen fra 2025 til 2029, er en exceptionel undtagelse. Fra det øjeblik, han ved sin indsættelsestale i januar 2017 fastslog, at »det fra nu af og uden undtagelse er Amerika Først!«, har han rystet Vestens sammenhold. Trump afskyr internationalt samarbejde, som han ser som en masse små David’er, der forsøger på at trække Goliat ned i sølet. I dag er han endnu tydeligere. Reelt omskriver han Roosevelts berømte udsagn: ”Yell loudly, and flex your muscles!”

Han råber højt, han praler med sine muskler. Hele tiden. Lige nu har han kastet kongeriget Danmark ud i sin største krise siden Anden Verdenskrig.

Muhammed-krisen for 20 år siden var voldsom, da den arabiske verdens vrede ramte os. Dengang havde vi USA på vores side. I dag er det omvendt. Kongeriget er udfordret af ingen værre end netop Amerika. Trump er fuldkommen direkte i sit krav til os:

Han vil »eje« Grønland, han vil gøre Grønland til »en del af vores nation« – og hvis Danmark ikke makker ret, så vil han ikke »afvise« brug af militær magt, og han vil »om nødvendigt« påføre en særlig straftold på dansk eksport til USA. Trump råber sine udsagn ud i megafon, og han ryster virkelig Danmark, Grønland, EU og Nato. Europas ledere er slet og ret chokerede.

Diplomatisk forsøger stats- og regeringschefer at håndtere Trump. Offentligt synger de det samme, gamle omkvæd: Jo, jo, man skal tage Trump alvorligt, men ikke bogstaveligt – og, ja, ja, Trump er af instinkt en forretningsmand, så alt, han siger, er et udspil til forhandling. Rolig nu, prøver de at signalere. Indadtil er de tæt på panik. Det siger kilder entydigt. De frygter, at den verdensorden, vi har kendt i godt otte årtier, er ved at ramle:

For hvad gør Vesten, hvis dens ubestridte leder – USA’s præsident, verdens mægtigste mand – faktisk skal tages bogstaveligt, fordi han mener, hvad han siger? Da Trump var præsident sidst, var han uforberedt. Den republikanske partielite fik derfor indsat en masse såkaldte »voksne mænd i lokalet«, som kunne tøjle ham.

Denne gang er Trump forberedt til tænderne. Hans regering er fuld af støtter, der er 100 pct. bag Amerika Først-doktrinen.

Et eksempel: General Jim Mattis var Trumps første forsvarsminister. En mand, der var loyal tilhænger af Nato, som han havde været øverste leder af. Hver gang Trump truede med at forlade alliancen, beroligede Mattis europæerne. Beskeden var klar: Hvis bare I, europæere, vil øge forsvarsbudgetterne til 2 pct. af bruttonationalproduktet, så går det alt sammen. Det gjorde vi så. Eksempelvis Danmark fra 1,14 pct. til nu godt 2,4 pct.

I dag er alt anderledes: I stedet for Mattis får vi Pete Hegseth som forsvarsminister. Han er indbegrebet af Amerika Først! Nato er, mener han, slet »ikke en alliance, men et forsvar for Europa, betalt for og drevet af USA.« Europas forsvar er ikke, siger han, »vores problem« – for »vi har været der, sikret dem, to gange«. Nato er, lyder det, »en museumsgenstand«.

Et af Hegseths kendte citater handler om Isaf – forkortelsen for den internationale styrke i Afghanistan, som Danmark var en del af. Her er Hegseths pointe om, hvad forkortelsen faktisk står for: »I Saw Americans Fighting!«

For Hegseth og hans kampfæller i Afghanistan var de europæiske allierede nogle, der stod i vejen, eller som bare kiggede på, mens de så amerikanerne kæmpe. FN med sin Genève-konvention om regler for krigsførelse hæmmer den amerikanske magt. To af titlerne på hans nylige bøger siger det meste: ”Amerikas Korstog: Vores kamp for at forblive frie” og ”Krigen mod krigere: Bag om bedraget mod de mænd, der sikrer vores frihed”.

Den linje, som Trump har lagt, er bøjet i neon: Det bliver Amerika Først! døgnet rundt. Den liberale, regelbaserede verdensorden ser han som en obstruktion! FN, Nato, frihandel, kampen for frihed, demokrati og menneskerettigheder er forhindringer, som kan skubbes til side, når det passer ham. Grønland – og i øvrigt også Canada og Panama – er noget, der bør være USA’s. Det er slut med at tale sagte og bære en stor kæp. Nu bliver der råbt højt og pralet med musklerne.

Europa bliver maksimalt udfordret: Kan sammenholdet klare det, hvis Trump lykkes med det, han er bedst til – at splitte, at drive kiler ind i samarbejdet?

Hvad nu, hvis han rent faktisk udfordrer EU’s musketered om, at en straftold på ét medlemsland (f.eks. Danmark) er lig med en handelskrig, fordi EU vil betragte det som et angreb på hele unionen? Hvad siger Orbán i Ungarn? Meloni i Italien? Wilders i Holland?

Som kaptajnen på et amerikansk fly altid med dyb stemmer siger for at forberede passagererne på vej ind i slem turbulens: “It’s gonna be a bumpy ride!”

Ja, de næste fire år bliver vilde. Spørgsmålet er kun hvor vilde? Og om vi er parate?