Postmoderne identitetspolitik hører ikke hjemme i ny abortlov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

To jordemoderkolleger, Liv Abildstrøm og Emma McLellan, kritiserer i et debatindlæg i Sundhedmonitor Jordemoderforeningens forslag om at genindføre benævnelsen (af) ”kvinder” i den ellers kønsneutralt formulerede ny abortlovgivning. Af hensyn til inklusionen af transidentificerede personer, kan de to jordemødre ikke støtte en bredere anvendelse af ordet “kvinde” I lovteksten. Men det kan jeg. 100 pct.

Jordemoderforeningen foreslår ellers i et indledende afsnit af loven at deklarere, at “man respekterer, at ændringerne på abortområdet ikke alene adresserer kvinder, men også personer med en livmoder, der ikke identificerer sig som kvinder, men at man i respekt for det prekære område har valgt en formulering, der italesætter, at det i langt størstedelen af tilfældene er kvinder, der skal gennemgå en abort.”

Denne inkluderende formulering er imidlertid ikke tilstrækkelig for skribenterne. De mener at ordet, kvinde hellere skal erstattes af kønsneutrale udtryk som ”personer med en livmoder”, “den gravide” og “den fødende”. Inklusionen af transidentificerede og nonbinære skal altså ske gennem elimineringen af kvinder i sproget. Og vi taler altså om abortlovgivning.

Jordemødre har som kerneopgave at sætte gravide og fødende kvinders sundhed og sikkerhed i centrum. At anvende et klart, velkendt sprog er en del af den opgave. Den kønsneutrale sprogbrug bevæger jordemødrene væk fra denne kerneopgave. Det rammer f.eks tosprogede, som får sværere ved at forstå loven med ovenstående fremmedgørende termer. Og det rammer også mennesker, der har svært ved at læse. Den gruppe er større, end de fleste tror. Og den vokser.

Modstanden mod at bruge ordet “kvinder” i abortloven er udtryk for en postmoderne tankegang, som gerne vil dekonstruere kategorier, som “kvinde” og “mand ved hjælp af et kønsneutralt sprogbrug.

Det kan resultere i mange opfindsomme formuleringer, som f.eks. ”livmoderbærere” eller ”menstruatorer.”

Disse dehumaniserende termer forstås og accepteres primært af en snæver universitetsuddannet elite, mens de støder eller skaber forståelsesproblemer blandt de fleste andre. Det samme gælder de kønsneutrale pronominer som ”de/dem” og udtryk som ”Identificerer du dig med det køn, du blev “tildelt” ved fødslen?”

Et eksempel på den identitetspolitiske sprogforbistring sås i 2021, da en britisk folketælling afslørede mærkværdige uoverensstemmelser vedrørende folkets “kønsidentitet.” Brighton, et område med velkendt høj population af transkønnede og mange henvisninger til kønsskifteklinikker, viste ifølge tællingen en lavere andel af transkønnede (0,4 pct.) end mange af de tosprogede områder, som omvendt markerede sig ved en overraskende høj procentdel af transkønnede (2,2 pct.). Som følge heraf blev folketællingens data om kønsidentitet degraderet til ”eksperimentelle”.

Selvom køn også har nogle sociale dimensioner, er køn grundlæggende en materiel og biologisk realitet, der ikke bare kan omdefineres uden at vigtige indsamlede sundhedsdata samtidig forvrænges eller går tabt, hvilket har alvorlige konsekvenser for kvinders helbred og rettigheder. Og faktisk også for transkønnedes.

Sundhedsadministrationen og -lovgivningen må derfor sikre et kønsspecifikt sprog og dataindsamling baseret på biologisk køn for at fremme sundhed og ligestilling - ikke bare for kvinder men også for børn og personer med andre kønsidentiteter.

Biologisk køn er en central kategori, der verden over definerer undertrykkelsen af kvinder. Man kan ikke identificere sig ud af et barneægteskab, en stening eller en kønslemlæstelse. Heller ikke ud af en uønsket graviditet.

Ved at opløse kategorien “kvinde” i sproget, usynliggør vi det køn, der magtmæssigt udgør minoriteten, og som i århundreder har været udsat for systemisk undertrykkelse. Uden kvinder som politisk klasse bliver det umuligt at italesætte og adressere problemer som vold mod kvinder, manglende adgang til reproduktive rettigheder og kønsbaserede lønforskelle osv.

Hvordan kan vi forsvare retten til abort som en sundheds- og ligestillingsrettighed, hvis de kvinder, som (i langt overvejende grad) har brug for aborter, ikke kan kaldes ved deres rette navn?

Man kan ikke bekæmpe et problem, som man ikke kan italesætte.

Derfor virker kønsneutralisering af sproget i den aktuelle lovtekst om abort uigennemtænkt. Som om inklusionsiveren har jaget al fornuft og etik ud af lovgiverne. Selvom nogle få mennesker med alternative kønsidentiteter også kan gennemgå processer som graviditet, fødsel og abort, er den kønsneutrale terminologi en skadelig fiktion, som udover at vanskeliggøre forståelsen for den enkelte også svækker forsvaret for kvinders hårdt tilkæmpede rettigheder.

Disse rettigheder er nemlig forankrede i international sammenhæng f.eks i FN’s kvindekonvention i biologiske kvinders materielle virkelighed.

Ovenstående almindelige formuleringer og henvisninger til kvinders materielle virkelighed og biologi anses efterhånden for stødende og “transfobiske”, fordi “Overton-vinduet”, altså det spektrum af ideer og synspunkter, der anses for acceptable at italesætte eller handle politisk på, er ved at lukke sig omkring den identitetspolitiske dagsorden.

Al tale om kvinders specifikke behov og kroppe forstummer, når henvisninger til deres materielle virkelighed bliver præsenteret som ekskluderende eller transfobisk. Det medfører usynliggørelse og eksklusion af kvinder. “Kvinder forgår. Mænd består.”

Spørgsmålet er, om ikke også den halve eller hele procent af de abortsøgende personer, der ikke identificerer sig som kvinder, ville opponere mod dekonstruktionen af “kvinder” som politisk klasse, hvis de forstod, at den på længere sigt undergraver kvinders rettigheder? I værste fald en dag måske også retten til abort?

En sådan indskrænkning i adgangen til abort vil ramme alle biologiske kvinder, uanset hvordan de identificerer sig.

Et af de store paradokser ved den postmoderne identitetspolitik er, at dens ideer altid kun præsenteres som noget positivt i kampen for inklusion og retfærdighed. Men i praksis ser vi, at det altid er kvinder – aldrig mænd – der skal være imødekommende og give afkald på deres politiske og sociale kategorier i inklusionens navn.

Eksempler på kvinders mere eller mindre frivillige “imødekommenhed” har vi set i kvindesporten, hvor transkvinder, dvs. biologiske mænd, udkonkurrerer biologiske kvinder. I kvindefængsler, hvor (voldsdømte) transkvinder bor, bader og sover i samme faciliteter som (voldsramte) biologiske kvinder. I det lesbiske miljø, hvor lesbiske kvinder kan føle sig presset af transkvinder, som forsøger at gennembryde “The Cotton Ceiling.”

Fænomenet viser sig også på sociale online apps, der henvender sig eksklusivt til xx-kvinder, men hvor transkvinder får retssystemets blåstempling, når de tiltvinger sig adgang. Disse og talrige andre eksempler udstiller en magtstruktur, hvor kvinders interesser og rettigheder reduceres til noget sekundært og mindre betydningsfuldt.

At en af den nyvalgte præsident Trumps først udstedte ”executive orders” også indeholder en biologisk funderet definition af ”køn” vil sikkert få mange på venstrefløjen til at hævde, at nærværende debatindlæg om abortlovgivningen er reaktionært.

Men feministers årelange og grundige kritik af identitetspolitikken med dens dekonstruktion af kvinders rettigheder er ikke pludselig blevet ”reaktionær”, bare fordi højrefløjen (omsider) også kan se en transaktivisme, der er løbet amok. Snarere fremsynet.

Inklusion af kønsminoriteter er en vigtig værdi, men den skal ikke ske på bekostning af kvinders rettigheder og sundhed. Så hatten af for, at Jordemoderforeningen i sit høringssvar har valgt at bruge et klart, kønsspecifikt sprog, der tilgodeser begge parter.