DR's "Døm vores forhold" afslører min generations kollektive selvbedrag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sæson to af realityprogrammet ”Døm vores forhold” rullede over skærmene i efteråret på DR.

Fire kærestepar flytter sammen i et sommerhus, hvor de skal ”dømme” hinandens forhold. Allerede ved ankomsten modtager hvert par fordomme fra de andre par baseret på en introvideo.

Gennem parterapeutiske øvelser og anonyme domme fra de andre par skal de arbejde på deres udfordringer. Idéen er, at de gennem mødet med fremmede par, der alle oplever udfordringer i deres parforhold, dels kan spejle sig i hinanden og dels kan få sandheden om deres forhold råt for usødet. Hvad siger et program som dette om vores samtid?

I Shakespeares ”Romeo og Julie” fortælles historien om to unge elskende, der trods overvældende modstand insisterer på at være sammen, selvom det koster dem livet. En fortælling, hvor hovedrollerne i dag betragtes som arketyperne på unge elskende, der vil gøre alt for kærligheden og ikke lytte til noget eller nogen, der modsiger denne.

Denne fortælling sammen med nyere værker som Susanne Munk og Glenn Ringtveds ”Dig og mig ved daggry”, hvor hovedpersonerne hopper i Aalborg Havn for at være sammen i det uendelige, skildrer en grundlæggende fortælling om unge pars modstandsvilje.

Det står i skærende kontrast til nutidens ungdom, der frivilligt tillægger fremmedes domme værdi. Det ses både i programmet som koncept, men også hvordan vi lukker fremmede ind i det private på sociale medier.

Paradokset opstår, når samme generation hævder at være frisatte individer, der ikke ligger under for normer eller traditioner og dermed hinandens dømmende lænker.

Postulatet går på, at vi er selvstændige og selvdefinerende i hidtil uset grad. Det er ikke kun et paradoks, men også et udtryk for et kollektivt selvbedrag, når vi som ungdom påstår, at vi ikke kerer os om andres meninger. Måske er det netop tabet af tradition og norm, der har skabt grobund for dette paradoks.

Tidligere havde institutioner en stærkere meningsskabende og moralsk indflydelse og tilstedeværelse. Der var i højere grad en veldefineret moral og veldefinerede normer. Vi var optaget af, at den endelige dom, vi skulle modtage, var vertikal, altså at vi skulle dømmes af Gud.

Nu er normerne enten arbitrære eller helt opløste, hvilket fører til en større grad af selvdefineret og dermed partikulær moral.

Nu er det udelukkende i spejlingen med hinanden, vi finder identifikation, og i hinanden, vi søger accept. Nu er den højeste dom, vi kan modtage, horisontal – en dom, vi for eksempel kan modtage i et sommerhus med tre fremmede par.