Klimapolitikken skal gøre op med venstrefløjens prestigeprojekter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan ikke være rigtigt grøn uden også at være blå. Det ser vi til fulde illustreret i den danske klimapolitik, som er reduceret til at være et spørgsmål om, hvilke prestigeprojekter venstrefløjen ønsker og ikke ønsker at planlægge efter.

Særligt under Mette Frederiksen er det gået helt galt, hvor de grønne ambitioner er sunket ned i en sump af dårligt politisk håndværk og jagt på medieomtale – og en tilsvarende beskeden interesse for det egentlige rugbrødsarbejde. Det har vi blå givetvis især os selv at takke for, men nu skal vi videre. Vi har ikke råd – hverken på den ene eller den anden måde – til at fortsætte denne kurs.

Det er mindre end 10 år siden, verdens stats- og regeringsledere mødtes i Paris til klimatopmødet COP21 og blev enige om at undgå drastiske temperaturstigninger. Vi befinder os nu inden for Parisaftalens røde linjer. Vi kan stadig undgå de største og mest alvorlige klimaforandringer, men kun hvis lande som Danmark viser vejen til en grøn omstilling, der skaber nyt i stedet for kun at afvikle. Men det kræver en hel anden form for seriøsitet og forståelse for de konkrete problemstillinger, end vi tidligere har udvist.

Lad mig give et par eksempler. I sin nytårstale for tre år siden præsenterede Mette Frederiksen et mål om en grøn indenrigsflyrute i 2025. Selvom indenrigsflyvning står for mindre end 0,3 pct. af Danmarks CO₂-udledninger og forslaget ifølge fagfolk var udtryk for en ekstrem dyr og ineffektiv klimapolitik, trak prestigeprojektet talrige avisoverskrifter. Siden har regeringen ikke interesseret sig meget for det nødvendige rugbrødsarbejde, der skal gøre målsætninger til virkelighed, og det er fortsat stærkt tvivlsomt, om der overhovedet kommer en grøn indenrigsflyrute i år.

Også danmarkshistoriens største havvindudbud endte som en bragende fiasko. Selvom fagfolk advarede mod statsligt ejerskab og understregede vigtigheden af en brintinfrastruktur for at aftage den øgede elproduktion, lyttede regeringen ikke.

Fagfolk advarede også mod at sætte 2030 som mål-år, da det ville fordyre projekterne. Også her insisterede regeringen dog på, at virkeligheden skulle indrettes efter regeringens politik og ikke omvendt. I december 2024 stod det klart, at der end ikke var et eneste bud på havvindudbuddet. Endnu en gang viste det sig, at de vidtløftige ambitioner, der ganske vist havde affødt en masse avisoverskrifter til regeringen, ikke endte med at gøre en faktisk forskel for klimaet.

Energiøerne er et tredje eksempel på den fejlslagne klimapolitik. Under Dan Jørgensens tid som klima-, energi- og forsyningsminister blev uanede mængder af tid og ressourcer brugt på de såkaldte energiøer. De skulle placeres i Nordsøen og ved Bornholm, men prestigeprojekterne var fra begyndelsen dømt til at fejle. Energibranchen advarede mod, at prestigeprojekterne ville ende som »havvindens IC4-sag« og talrige fagfolk råbte vagt i gevær. Desværre til ingen verdens nytte. Indtil videre er der brugt mere end 1,5 mia. kr. på at forberede energiøerne, og skattekronerne lader til at være spildt. Energiøen i Nordsøen er skudt til hjørne, og Energiø Bornholm er planlagt på en måde, så det kræver et tocifret milliardbeløb i statsstøtte for overhovedet at hænge sammen.

Men det værste er dog ikke de spildte skattekroner. Det værste er, at den fejlslagne klimapolitik har forsinket den grønne omstilling. Når staten lægger beslag på hundredvis af embedsmænd, stærkstrømsingeniører, jurister og andre fagpersoner, betyder det, at de ikke kan bruge tid på andre og mere nødvendige opgaver. Og her finder vi den egentlige skandale. Vi har spildt værdifulde år, fordi planøkonomiske prestigeprojekter fik forrang for løsningen af de kedelige, men nødvendige opgaver. Fællesmængden ved det hele var røde, stats-egoistiske hensyn, som i sidste ende stod over de grønne ambitioner.

Den røde tråd – i bogstaveligste forstand – i disse eksempler er, at prestigeprojekter har fået lov til at tage fokus fra det nødvendige benarbejde. Så hvordan bør vi gøre det anderledes?

Med få politiske ændringer, der burde kunne opnå tilslutning i praksis, vil vi faktisk kunne komme ret langt. For det første skal der fut i elektrificeringen af Danmark. Vores elforbrug er kun steget med sølle 2 pct., siden vi vandt EM i fodbold i 1992, og i dag indtager vi en pinlig 23.-plads i Europa målt på elektrificeringsgrad.

Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at komme i mål med en grøn omstilling, bliver vi nødt til at udbygge elnettet. Som Klimarådet også har påpeget, er elnettet mange steder 30-40 år gammelt, og det kan tage mere end fem år, før en energipark kan nettilsluttes. For selvom nedgravede elkabler under jorden ikke pynter i baggrunden af klimaministerens selfies på samme måde som en vindmølle, nytter det selvfølgelig ikke noget at opføre flere vedvarende energikilder, hvis elnettets kapacitet ikke kan følge med.

Et andet greb, der vil være oplagt at tage fat på, er at sænke elafgiften til EU’s minimumssats. I dag har Danmark af uransagelige årsager en af Europas højeste elafgifter, hvilket medfører årlig ekstraskat på knap 4.000 kr. for en gennemsnitlige husstand. Det, man beskatter, får man selvfølgelig også mindre af. Hvis vi gerne vil sætte strøm til den grønne omstilling, er der derfor ikke meget ræson i at indføre særlige afgifter på elektricitet.

Afslutningsvis er det oplagt at undersøge muligheden for at tage kernekraft i brug på dansk jord. Sveriges borgerlige regering besluttede for nylig, at der atter skulle spaltes uranatomer i de svenske atomkraftreaktorer. Frem mod år 2045 vil svenskerne derfor etablere langt flere kraftværker, hvilket forventes at fordoble landets elproduktion. Og det er ikke kun vores svenske naboer, der har set skriften på væggen. Både EU og FN har allerede grønstemplet atomkraft som en nødvendig energikilde.

Men alligevel står fortærskede fordomme fra dengang, Anker Jørgensen var statsminister, stadig i vejen for at få undersøgt muligheden for at bruge energikilden i Danmark.

Vi har ikke råd til fortsat at føre klimapolitik med bind for øjnene. Derfor skal en Niels Bohr-kommission bestående af uvildige eksperter endegyldigt undersøge, om vi også kan få gavn af kernekraft herhjemme – og hvis venstrefløjen og midterpartierne oprigtigt er så sikre på, at atomkraft er en dårlig idé i Danmark, har de vel ikke noget imod, at uafhængige klimaeksperter bekræfter dem i denne konklusion?

Klimaforandringernes konsekvenser lurer forude, og jo længere tid vi venter, desto værre bliver problemet. Danmark kan godt nå at blive et grønt foregangsland. Men det kræver et opgør med venstrefløjens prestigeprojekter, der i højere grad handler om at generere medieomtalt end at lave det nødvendige rugbrødsarbejde. Det kræver fornuft og fremsynethed. Men det er vi heldigvis nogle, som har på lager.