Forstå det nu, Engel-Schmidt: Det er ikke lokalhistorie at være immigrant

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nytårsskiftet markerede ikrafttrædelsen af kulturminister Jakob Engel-Schmidts storstilede museumsreform, hvilken jeg i sensommeren kritiserede i en kronik i Jyllands-Posten.

Min kritik omhandlede museumsreformens fejlagtige rubricering af Immigrantmuseet i Furesø Kommune, idet det ansvarshandlende udvalg – til stadighed (!) – betragter museets virkeområde som lokalhistorisk snarere end nationalhistorisk, hvilket ingen mening giver, al den stund gæstearbejdere og indvandring er et nationalt anliggende snarere end et lokalhistorisk anliggende for særskilt Furesø Kommune.

Jakob Engel-Schmidt kvitterede for kritikken og inviterede til møde i ministeriet efter endt barselsperiode. Under mødet den 13. december fortalte han om sin begejstring for Immigrantmuseet, idet dets beliggenhed er nær et busstoppested, som førte til barndomshjemmet i Birkerød, fortalte om, hvor meget hans parti, Moderaterne, værdsætter multikulturalismen og dens utvivlsomme velsignelser, og fortalte om, hvor stolt han er af reformen, eftersom museerne omsider tilføres årlige midler.

Foreholdt min kritik om, hvorfor Immigrantmuseet rubriceres i kategori 1 som lokalmuseum med en lokal samling, når Immigrantmuseet behandler, indsamler og formidler et nationalt og evigt aktuelt emne og derfor burde rubriceres som kategori 3 på linje med Dansk Jødisk Museum, henviste ministeren til Slots- og Kulturstyrelsen, da han sværger til armslængdeprincippet. Fair nok.

Udvalget i Slots- og Kulturstyrelsen kan allerede nu imødese en række klagebreve ved nytårsskiftet, da det er helt grinagtigt, at dansk indvandringshistorie skulle forestille at være lokalhistorie inden for Furesø Kommune. Immigrantmuseet rummer en samling indsamlet fra ikke bare Furesøs kommunegrænse, men også såvel Danmarks som Ukraines landegrænser.

Immigrantmuseet har nemlig indsamlet genstande, historier og vidnesbyrd fra en gæstearbejderlejlighed i Ikast i Jylland.

Immigrantmuseet har også etableret et nødkontor i Sandholmlejren, hvor der indsamles afghaneres personlige historier og vidnesbyrd, bl.a. omhandlende deres flugtrute ud af Afghanistan, hvilket udstilles som lydhistorie.

Og mest bemærkelsesværdigt har Immigrantmuseet iværksat en omfattende indsamling i anledning af markeringen af toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine i 2024, hvor ukrainere og disses værtsfamiliers historie og beretninger dokumenteres.

Jeg fortalte ligeledes ministeren om mit besøg på Arbejdermuseet, som udstiller stort som småt om danske arbejdere. Men gæstearbejderne, som angår min fars generation, havde Arbejdermuseet ikke engang helliget så meget som en hjørneplads til, blot nogle få kvadratmeter nede i arkivet. Så har man set det med.

Dette forekom også påfaldende for ministeren. Men grundet føromtalte armslængdeprincip kunne ministeren rimeligvis ikke forlange, at Arbejdermuseet etablerede permanente udstillinger om gæstearbejdernes historie. Fair nok.

Men hvorfor er det så magtpåliggende for politikere og museer, at dansk indvandringshistorie usynliggøres til uigenkendelighed? Immigrantmuseet er forvist til sibiriske Farum, gæstearbejderne er forvist til Arbejdermuseets kælder, og indvandringens velsignelser er et støvbelagt fokusområde for medier og politikere.

Tidligere borgmester i Farum, nu afdøde Peter Brixtofte udmærkede sig i en sådan grad som borgmester i Farum, at der i Tyrkiet findes ikke blot en eller to, men hele tre vejskilte, som bærer hans navn!

I Danmark er der rundt regnet nul vejskilte, som er opkaldt efter en brun gæstearbejder eller indvandrer i almindelighed for slet ikke at nævne synlige udmærkelser og honorering af indvandrere og gæstearbejdere.

Men hvorfor er det så svært at se, anerkende og hylde os? Jeg forstår godt, at det ikke nødvendigvis er det mest karrierefremmende politisk at unde danskere med anden etnisk herkomst en smule anerkendelse og succes.

Men dit parti, Jakob, iscenesætter uafladeligt sig selv som partiet, der træffer de rigtige og modne beslutninger, uagtet folkestemninger og politiske yderfløje? Er tiden så ikke moden til at sætte dit uafvaskelige aftryk ved at hylde gæstearbejdernes indsats med et synligt monument, mindesmærke eller vejnavn?

Kære Jakob Engel Schmidt: Jeg forstår dit armslængdeprincip. Og jeg synes umanerlig meget om dig som person. Men lad os nu etablere og opføre en synlig hyldest til de gæstearbejdere, som forlod hjemland, familie og venner for at tage del i opbygningen af dette land.

Det kræver ingen årlig tilskud, rubricering eller noget. Det kræver blot det politiske mod og modenhed, som du og din partiformand bryster jer så meget af at have. Men som jeg endnu har til gode at se på kultur- og indvandringsområdet.