Er vores bloktilskud til Grønland en investering eller en gave?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Gitte Seeberg skrev i JP forleden, at det danske bloktilskud til Grønland har været en god investering (som blandt andet har sikret Danmark en geopolitisk slagkraft langt ud over vores egen størrelse), og hun er derfor godt træt af al brokken om det årlige danske bloktilskud til Grønland.

Jeg er med på, at det kan føles dejligt at kunne puste sig op over for vore udenlandske samarbejdspartnere som repræsentant for et rige, der ikke kun dækker det geografiske Danmark, men også Grønland og dermed en betydelig del af det arktiske område.

Men kan Gitte Seeberg forklare, hvordan det skal ses som en investering for den danske befolkning som helhed?

Kan hun forklare politimanden fra Fyn, tømrersvenden fra Jylland, ekspedienten i Føtex, lægen, sygeplejersken eller portøren på Hvidovre Hospital, fabriksarbejderen i Odense – alle dem, som gennem deres skatter betaler for det årlige bloktilskud, hvori investeringen består?

Og kan hun forklare, hvornår de kan forvente at få et afkast af investeringen? Pr. definition er en investering kun en investering, hvis man på forhånd og inden for en overskuelig tidshorisont regner med, at der kommer et provenu den anden vej, og som mindst dækker investeringen med renter. Ellers er der tale om en gave.

Jeg er i øvrigt ret overbevist om, at Grønland den dag, det ved hjælp af indtægter fra sine råstoffer kan klare sig uden tilskud fra Danmark, vil løsrive sig i henhold til Selvstyreloven. Så jeg tror godt, at vi kan skyde en hvid pind efter et afkast fra strategiske råstoffer. Under alle omstændigheder vil man som køber af råstofferne skulle betale verdensmarkedsprisen.

Forleden blev det i JP i anden sammenhæng oplyst, at den årlige skattebetaling for en dansk gennemsnitsskatteyder er ca. 105.000 kr. Det betyder, at bloktilskuddet og omkostningerne til de opgaver, der endnu ikke varetages af de grønlandske myndigheder, svarer til al den skat, som ca. 47.000 dansker årligt betaler i skat. Eller med andre ord: De grønlandske finanser hænger kun sammen, fordi det grønlandske selvstyre udover at beskatte sin egen befolkning også kan beskatte 47.000 danske skatteydere.

Rigsfællesskabet med Grønland har efter min vurdering ingen positiv betydning for Danmarks sikkerhed. Vi er ikke, som mange tror, tålt medlem af Nato som følge af rigsfællesskabet med Grønland, men fordi Danmark geografisk er en del af Europa placeret ved udmundingen af Østersøen. Grønland er derimod af sikkerhedsmæssig stor betydning for USA. Truslen mod Danmark kommer ikke fra vest, men fra øst.

Jeg tror, at når der er danskere, der brokker sig over at skulle betale bloktilskud, så hænger det sammen med, at toneangivende grønlandske politikere – ingen nævnt, ingen glemt – i det daglige fremstår som eller af pressen bliver fremstillet som værende meget utaknemmelige og nærmest barnlige i deres opførsel over for yderen.

Hvis en person dagligt giver udtryk for ikke længere at elske sin ægtefælle og kun ser frem til at få råd til at flytte og indlede et forhold til naboen, skal man jo næppe bebrejde den anden part, hvis han/hun siger: ”Så skrid da, for pokker.”

Personligt ønsker jeg, at Grønland i al fremtid fortsat vil være en del af rigsfællesskabet og dermed formentlig også i al fremtid har brug for et bloktilskud. Det ønsker jeg ikke, fordi det er en god investering eller af sikkerhedsmæssige grunde, men alene fordi jeg elsker Grønland efter at have boet der næsten halvdelen af mit liv.