De bor her, men kan ikke stemme. Det er et demokratisk problem
Lige nu er der i Danmark historisk mange mennesker uden stemmeret til Folketinget.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har været vidne til, at medlemmer af Folketingets Indfødsretsudvalg ville lægge en ekstra kontrol oven i de strenge krav om at opnå statsborgerskab – nemlig at vurdere om visse ansøgere nu også havde de rette holdninger – eller f.eks. for mange år siden havde skrevet noget stupidt på Facebook.
Frasorteringen blev ikke til noget i denne omgang, men det var unægtelig en nyskabelse, at lovlig brug af ytringsfrihed kunne blive diskvalificerende. Og den nye kontrol-idé lever øjensynligt endnu og bringer minder frem om f.eks. ”berufsverbot” – en lov i Tyskland i 70’erne og 80’erne, som forhindrede kritiske borgere i at beklæde offentlige embeder.
Vi trænger til en bredere debat om statsborgerskab, og hvad vi forstår ved demokratiet, der jo har som princip, at magten skal udgå fra (hele) befolkningen. Det var langtfra tilfældet, da grundloven og valgloven blev til, idet kun selvforsørgende mænd over 30 fik valgret. Først efter 1915 blev der (stort set) almindelig valgret til Folketinget for alle mænd og kvinder i landet, dog kun hvis man var mindst 25 år og statsborger.
Vi er i øjeblikket på vej væk fra princippet om, at det er hele den voksne befolkning, som regnes for fuldgyldige voksne borgere, altså med stemmeret til Folketinget. Tallene taler deres tydelige sprog: I 1980 var der kun 2 pct. af befolkningen, som havde andet statsborgerskab end dansk. Ifølge de seneste tal er andelen nu over 12 pct.!
Den primære årsag er, at det er blevet gjort meget svært at blive statsborger. En ny, godkendt statsborger har i gennemsnit boet her i 19 år, før et rødbedefarvet pas kan hentes i Borgerservice.
Det er unægtelig en lang prøvetid og alt for længe at skulle vente på en anerkendelse som rigtigt medlem af samfundet. Og er det rimeligt og klogt at parkere medborgere på demokratiets tilskuerpladser i årevis?
Det er et demokratisk underskud, og situationen udfordrer også princippet i menneskerettighederne om, at alle borgere har ret til indflydelse på deres samfund. Det er et skråplan, at demokratiet er vej til at blive som i gamle dage – altså noget, som ikke er for alle.