Farvel til Grønland – ja, men uden tak fra Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP 15/12 skrev Carsten Bank-Mikkelsen et indlæg med overskriften ”Farvel og tak til Grønland: Tid til at opløse rigsfællesskabet”. Jeg giver ham ret i hans argumenter og konklusion, at det er på tide, at Danmark ryster sig fri fra rigsfællesskabet, men bestemt ikke i, at danskerne har noget som helst at sige tak for. Hans hovedpunkter er i strakt arm flere ting:

Den arktiske region er blevet en brændende platform i verdenspolitikken. Danmarks militære kapacitet er ikke tilstrækkelig til at beskytte Grønlands enorme territorium og ressourcer. Men f.eks. har USA meldt sig som køber, hvilket begrundes med flere forhold.

Må jeg tilføje, at Grønland slet ikke er en del af Europa og geografisk langt tættere på Amerika end Danmark. Det ses også af Grønlands øgede orientering mod USA.

Et af de fundamentale bånd i rigsfællesskabet har været sproget. Dansk har længe fungeret som et fællessprog mellem Grønland og Danmark, men denne fællesnævner er under pres. Det ses i f.eks. den nylige sag i Folketinget, hvor grønlænderne kræver, at grønlandsk skal være kommunikationssprog i det danske Folketing, og tolkeudgiften til oversættelse fra grønlandsk til dansk og omvendt skal afholdes af danskerne. Tilsvarende møder kraftig modstand i Siumut.

Man taler i mange forhold om både en push- og en pull-effekt. Således også her. Finder grønlænderne, at de har grund til at løsrive sig helt fra rigsfællesskabet, har Danmark endnu flere. Ja, man kan i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved, om benævnelsen ”fællesskab” er det rette i konstruktionen om de tre landes organisering, i og med at det – som de nordatlantiske lande ofte hævder – er et koloniherredømme, men i høj grad med Danmark som kolonien/underhunden.

Der bor lige knap 6 mio. indbyggere i Danmark og 55.000 i Grønland, som modtager bloktilskud på 4 mia. kr. årligt. Det svarer til en indtægt på 72.000 kr. pr. borger i Grønland (ung som gammel). Men Danmarks totaludgifter er 65,2 mia. kr., idet vi afholder en række udgifter herudover til Grønland.

Men alt er jo ikke penge. Vender vi tilbage til det danske Folketing, hvor udenlandsk (grønlandsk) nu er obligatorisk talesprog, kan vi som et yderligere aspekt på, hvem der egentlig styrer, nævne, at som bekendt har Grønland og Færøerne hver to repræsentanter i Folketinget, dvs. at der går langt færre grønlændere og færinger pr. mandat end på de syddanske folketingsmedlemmer.

Men hvad værre er: Grønlænderne har langt større indflydelse. De har stemmeret vedrørende alt, hvad der foregår hernede, også om vores udgifter til f.eks. Nordatlanten og på, hvem vi vælger som statsminister. Men danskerne har på grund af grønlænderes og færingers selvstyre ikke indflydelse på øernes interne forhold. Ej heller på nationernes ”hjemmestyre” er der et ligeværdigt forhold.

Vi i den sydlige del af rigsfællesskabet under så inderligt grønlændere og færinger fuld selvstændighed, også gerne i tæt samarbejde med USA eller Kina.

Vi bør opmuntre de grønlandske politikere, der ønsker fuld løsrivelse, dertil, og når de får magt, som de har agt, bør vi slå til med det samme. Det ville også give os større politisk og økonomisk selvstændighed, altså en ren vind-vind-situation.

Når nu både Grønland og Færøerne er kvalificerede til deres egne parlamenter, som styrer landene uden udenlandsk indblanding, kan Danmark så ikke også være det? Vi kan jo derudover have et fælles ”rigsting” til at tage sig af sager, der ikke vedrører enkeltstaterne.