Er du arbejdsløs?! Men du er jo læge!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Gennem hele mit liv har jeg drømt om at blive læge. Efter mange års benhårdt studie, klinik og studiejob har jeg endelig gennemført min KBU (klinisk basisuddannelse). Jeg burde være klar til at påtage mig mit ansvar i sundhedsvæsenet. Men som mange andre nyuddannede læger befinder jeg mig i en absurd situation: Jeg står uden job.

Det er paradoksalt. Vi hører konstant om et sundhedsvæsen, der er presset til bristepunktet. Overfyldte hospitaler, stigende ventelister og erfarne læger, der bukker under for overarbejde og stress. Hvordan kan der så ikke være plads til os nyuddannede læger, der står klar til at hjælpe?

Problemet er hverken nyt eller begrænset til enkelte regioner. I dag står vi over for en situation, hvor fire af fem regioner har eller har haft indført forskellige former for ansættelsesstop.

Regionernes økonomi er presset af øgede udgifter til medicin og inflation, hvilket gør det nødvendigt at finde besparelser – ofte på personaleomkostninger, som udgør langt den største del af sundhedsudgifterne. Mange har råbt vagt i gevær, da ansættelsesstoppet kan få store konsekvenser for patientsikkerheden og skabe længere ventetider, hvilket kan være kritisk for tidsfølsomme behandlinger.

En nyere opgørelse fra Folketinget fremhæver, at ansættelsesstop og nedskæringer er en direkte konsekvens af, at regionerne ikke længere kan håndtere stigende omkostninger uden markante serviceforringelser. Besparelserne går ikke kun ud over patienter, men rammer også de nyuddannede læger, der burde være en del af løsningen.

Regeringens sundhedsreform foreslår flere uddannelsespladser til medicinstuderende som løsning på lægemanglen. Det lyder umiddelbart fornuftigt. Flere læger burde betyde et mindre presset sundhedsvæsen. Men virkeligheden er en anden. Allerede i 2017 advarede Lægeforeningen mod at øge optaget på medicinstudiet uden samtidig at sikre flere videreuddannelsesstillinger og jobmuligheder. Advarslerne blev ikke taget alvorligt. I dag ser vi konsekvensen: en generation af nyuddannede læger, der kæmper om et alt for begrænset antal stillinger, mens sundhedsvæsenet stadig mangler hænder.

Reformen fokuserer på kvantitet – flere læger – men negligerer behovet for at sikre, at disse læger får adgang til arbejdsmarkedet og kan udvikle sig fagligt. Vi risikerer at skabe en generation af læger uden jobudsigter, mens patienter og hospitaler skriger på hjælp.

Samtidig forværrer ansættelsesstop paradokset. I stedet for at udnytte ressourcerne optimalt og lade de nyuddannede træde til, tvinger reformen sundhedsvæsenet ind i en ond cirkel af ineffektivitet. Det er som at fylde vand i en spand med huller – ubrugeligt uden strukturelle ændringer.

Når vi nyuddannede ikke får muligheden for at komme i gang, er konsekvenserne ikke kun frustrerende for os personligt. Det er et tab for hele samfundet og sundhedsvæsenet.

Økonomisk usikkerhed rammer naturligvis hårdt, men det værste er den faglige stilstand. At komme i gang som læge handler ikke bare om at få erfaring, men også om at finde sin plads i et komplekst sundhedssystem. Hvis stilstanden varer for længe, risikerer vi, at nogle forlader faget – og dermed spildes de ressourcer, som samfundet har investeret i deres uddannelse.

At skabe flere job er ikke alene løsningen. Der er behov for en strukturel omlægning, der matcher antallet af uddannede læger med antallet af stillinger og forløb.

Lige nu ser vi store flaskehalse i speciallægeuddannelsen. Mange nyuddannede læger tager tre til fire introduktionsstillinger, før de får adgang til en hoveduddannelse. Denne cirkel er uholdbar. Samtidig ser vi store forskelle i ressourcetildelingen mellem regionerne og specialerne. En del af løsningen kunne være at oprette flere stillinger i primærsektoren og på mindre sygehuse. En bedre fordeling af ressourcer mellem regionerne kunne også sikre, at alle kompetencer bliver udnyttet optimalt.

Hvis ikke politikerne handler nu, risikerer vi at tabe en hel generation af nyuddannede læger på gulvet. Dette er ikke kun spild af ressourcer, men også et svigt over for patienterne, der i sidste ende betaler prisen for et ineffektivt system. Der er behov for reformer, der ser på hele kæden – fra uddannelse til ansættelse. Det kræver en bedre arbejdsfordeling, flere introduktions- og hoveduddannelsesstillinger samt en langsigtet strategi, der sætter fokus på kvalitet frem for kvantitet.

Vi står ved en skillevej. Politikerne har chancen for at rette op på fejlene fra de sidste mange år. Det kræver mod og vilje til at investere i fremtidens sundhedsvæsen. At uddanne flere læger uden at sikre job til dem er ikke en løsning. Det er symptomet på et system i ubalance. De nuværende ansættelsesstop er et alvorligt fejltrin, der forværrer manglen på personale og skaber utryghed for både læger og patienter.