I er forargede over, at kunsten bliver ødelagt. Tænker I slet ikke på, hvor skrøbelig planeten er?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kastede to aktivister fra Nødbremsen orange majsstivelse på maleriet ”Woman in a Chemise” på Statens Museum for Kunst. Det har udløst massiv debat – nogle bakker op, men mange opfatter det som en ekstremt provokerende handling.

Som aktive i Den Grønne Ungdomsbevægelse undrer vi os: Hvorfor bliver vi så provokerede af maling på et glasbeskyttet maleri, mens ægte ødelæggelser som Danmarks åbning af nye oliefelter, den klimaskadelige kødproduktion og et overskredet 1,5-gradersmål ikke skaber lignende forargelse? Hvor er vreden over og modstanden mod de politikere og lobbyister, der gang på gang modarbejder strukturel og effektiv klimahandling?

Aktivisterne er siden aktionen nedladende blevet kaldt »dovne«, »forkælede« og – af kulturministeren Jakob Engel-Schmidt ligefrem – »opmærksomhedskrævende fladpander«. Det er fair at være uenig med metoden. Men vent med at afskrive aktivisterne som useriøse.

I Den Grønne Ungdomsbevægelse har vi en anden forandringsteori og andre aktivistiske greb. Det er sjældent, vi selv bruger civil ulydighed, men vi respekterer alle fredelige og ikke-voldelige aktivistiske taktikker. Og vi kan sagtens sætte os ind i den desperation og frygt, der drev Nødbremsens aktivister til at lave en aktion, som ikke kunne ignoreres.

Aktivisterne risikerer fængselsstraf for deres handling. De gennemførte aktionen, selvom de ved, at to britiske aktivister netop har fået fire års fængsel for en lignende aktion. At afskrive dem som dovne eller opmærksomhedskrævende er alt andet end omsorgsfuldt, når det er tydeligt, at de handler ud fra en stærk ansvarsfølelse og en oprigtig overbevisning.

Det er åbenlyst, at aktivisterne ikke forventer, at lidt majsstivelse på et maleri alene vil ændre verden. Men de tror på, at aktionen kan sætte gang i den ubehagelige, men nødvendige debat og refleksion, der skal bryde med den nølende og destruktive klimapolitik, som truer vores livsgrundlag. Nødbremsen understreger alvoren. Og den mener vi, at de har al ret i verden til at sætte to streger under.

Selvfølgelig er der en risiko for at skubbe nogle væk med den her slags aktioner – det er klart. Men for det første går aktivisme jo grundlæggende ikke ud på at gøre alle glade, men at trække samfundet i en retning, det ikke har været før.

Og for det andet har vi et fælles ansvar for at fokusere på, hvad det egentlig handler om. Et ansvar for at forklare, at aktionen ikke er ”ballade for balladens skyld” – det er et råb fra unge mennesker, der er villige til at sætte deres egen frihed på spil for at få os alle til at forstå, hvor alvorlig klimakrisen er. Det kræver et kæmpestort mod, og det mener vi fortjener respekt – uanset om man tror på metoden eller ej.

Som minimum fortjener aktionen en ordentlig dialog. Ingen får noget ud af at pege fingre og grave grøfter på en klimafront, der tidligere har været god til at sætte små uenigheder til side. Forstår man ikke Nødbremsens valg af metode, så har vi en opfordring: Prøv at tale med dem. Prøv at forstå deres ståsted. Selvom du måske ikke bliver enig med dem, må svaret på forvirring aldrig være at lukke sig af for andre. Det skaber kun mere polarisering.

Når malingen er tørret af glasset, vil SMK’s gæster fortsat kunne nyde værket. Men når vores økosystemer kollapser, er der intet, der kan reparere tabet. Det er den ubalance, vi mener bør adresseres – en ubalance, som Nødbremsens aktion har skabt vigtig dialog om. For det er på høje tid, at vi reflekterer over, hvad der i virkeligheden er værd at kæmpe for, og hvem vi virkelig bør kæmpe imod.