Danske børns rettigheder krænkes allerede, så lad os håndhæve dem, før vi taler om at indføre nye

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kunne man her i avisen læse et indlæg fra Radikale Venstres Samira Nawa. Jeg er glad for, at partiet stempler ind i debatten om vold mod børn, og jeg vil også gerne kreditere dem for at pege på et løsningsforslag – at inkorporere FN’s børnekonvention i dansk lovgivning.

Jeg stiller mig dog skeptisk over for, om det gør en forskel for børn, der lige nu sidder i voldelige hjem. For diskussionen, jeg forsøger at rejse med min bog, handler netop om, at vi er for dårlige til at håndhæve de rettigheder, som vi gav børnene for 30 år siden, da vi ophævede forældres ret til at slå børn.

Selvom vi har skålet over afskaffelsen af revselsesretten, så må vi konstatere, at problemet slet ikke er løst i virkeligheden – kun på papiret. Det er i dag hvert femte barn, der svarer, at det har været udsat for vold fra et familiemedlem. Og hvert tredje barn med forældre med ikkedansk oprindelse, der bliver udsat for hårdhændet opdragelse eller vold.

Mange af de børn ved ikke engang i dag, at det er ulovligt. Lad os starte med at håndhæve børnenes eksisterende rettigheder, før vi taler om at indføre nye. Det tror jeg er nødt til at ske med mere praksisnære ændringer. Både politisk og fra alle os borgere i samfundet. I særdeleshed der, hvor børn er i allerstørst risiko for alvorlig vold.

For nogle grupper af børn handler det om, at vi skal være bedre til at opspore og handle på mistanken om vold. Næsten halvdelen af danskerne svarer i en undersøgelse fra Børns Vilkår, at de ikke vil underrette om et barn, selvom de får kendskab til, at det udsættes for vold. Jeg tror meget af det handler om, at man ikke ved, hvad der vil ske med en underretning – fører det til tvangsfjernelse, og hvad, hvis man tager fejl? Det skal vi blive bedre rustet til at vide noget om alle sammen.

Noget andet handler om, at vores myndigheder skal være endnu bedre udstyret til at håndtere de sager, hvor børn udsættes for vold. Der er for mange børn, der gennem tiden kan fortælle om, hvordan de er blevet kastet rundt mellem myndigheder og tilbud – og om ringe kvalitet fra dem, der skulle passe på dem. De skal hjælpes bedre.

Det er der heldigvis en stor forbedring på vej mod med reformen Børnene Først, der blev gennemført under S-regeringen. Men mere skal der til.

Og så handler et tredje ben om, at vi skal blive bedre til at stoppe voldsudøveren fra at fortsætte volden mod nye børn eller partnere. Det gælder både ved at få voldsudøveren i behandling og ved at straffe hårdere. Nogle af straffene er simpelthen alt for lave i dag. Også holdt op imod de men, som ofrene, der er udsat for volden, skal gå med resten af livet.

Jeg køber med andre ord ikke Radikale Venstres løsningsforslag. Ligesom jeg heller ikke køber deres kritik af mit ene forslag af de 21 om at skærpe underretningspligten i parallelsamfundsområderne. For vi ved fra forskning og vidnesbyrd, at volden her er særlig alvorlig og langvarig, og vi ved, at der mange steder hersker en tavshedskultur, som gør det svært for myndighederne at få lov at følge med i børnenes vilkår. Det sætter sig i voldskriminaliteten, som er dobbelt så høj i parallelsamfund.

Det er ikke diskrimination at ville sætte hårdere ind i områder, hvor man der begås særlig kriminalitet eller målrette fokus mod børn, der er særligt udsatte. Det gør vi faktisk allerede mange steder i dag. For mig består diskriminationen derimod i, at politikere fortsat ikke vil se realiteterne i øjnene.

Er Radikale Venstre selv villig til at hjælpe alle børn ud af volden? Også dem, der er underlagt en svær undertrykkelseskultur? Det vil jeg. En ny pamflet med rettigheder hjælper ikke pigen, der afstraffes for at være for dansk, eller drengen, der piskes med bælte bag nedrullede gardiner. Det gør til gengæld den nabo, der underretter kommunen eller ringer til politiet.