Krigen i Ukraine kræver et paradigmeskifte: Messerschmidt har forstået det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Morten Messerschmidt fremstår som et sandt mandfolk, når han tør tage tyrene ved hornene.

For det bliver han imødegået med rigelige mængder af patos, når chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i sin leder skriver, at ukrainske mødre lige nu sidder ved de friske grave og sørger over deres tabte sønner i hundredtusindvis. Dræbte ukrainske soldater i hundredtusindvis – gad vide, om det tabstal tåler et faktatjek?

Videre må vi forstå, at Rusland afgav garantier, da Ukraines a-våben blev fjernet. Ja, men USA og Storbritannien afgav ligeledes garantier. Vi lever i en tid, hvor sandheden er flygtig.

Vesten – såvel EU som Nato – har med sin imperialistiske fremfærd stort set omringet Rusland bortset fra ”Ukraine-lommen”. Hvor er det nemt at harcelere over Ruslands angrebskrig, når man udvider sit eget territorium på diplomatisk vis samt med en stor pose penge i hånden. Selvfølgelig vil et fattigt østland hellere følges med EU end Rusland.

Jens Stoltenberg valgte den konfrontatoriske og den krigsliderlige linje. Havde vi da bare haft Reagan eller Kissinger med til forhandlingsbordet, da Rusland havde opmarcheret den 64 km lange militærkonvoj ved grænsen til Ukraine. Vi kunne have indgået store aftaler med Rusland, hvis vi havde anerkendt, at Ukraine ikke kunne blive medlem af Nato de næste 100 år.

Nu står vi så i suppedasen med i værste fald tredje verdenskrig og en atomtrussel hængende over hovedet, i bedste fald med uendelige store regninger. Ene og alene, fordi Vesten partout ikke kunne fravige sit eget imperialistiske væsen.

Sådan er det med skyld og årsag. Det er ofte fordelt på to parter. Det er absolut Ruslands skyld at angribe Ukraine. Årsagen har vi i Vesten selv stået fader til.

Og når Messerschmidt kan gennemskue det, så er det vel nok nemt at beskylde ham for at fiske efter indenrigspolitiske stemmer. Der er formodentligt også en masse stemmer i fiskedammen, når et flertal foretrækker pensionen fremfor at sende flere donationer ud i intetheden til Ukraine.

Vi savner i høj grad et paradigmeskifte hos vore ledere i Vesten. Eller som Niels Hausgaard spørger i en af sine bedste sange: Gad vide, om de fleste mon er de klogeste – eller blot de fleste?