Hvis grundlovens fædre levede i dag, ville de tage sig til hovedet og sige: Det var ikke det, vi mente

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I debatten om, hvorvidt Indfødsretsudvalget kan indkalde visse ansøgere til en samtale, er der fremkommet forskellige synspunkter.

Fortalere for ordningen henviser bl.a. til, at tildeling af statsborgerskab er et politisk anliggende, og at samtalen kan sidestilles med en jobsamtale.

Det er korrekt ifølge grundlovens § 44, stk. 1, at tildeling af statsborgerskab er et politisk anliggende, som tilkommer Folketinget, men herudover forholder loven sig ikke nærmere til proceduren.

Betingelserne for statsborgerskab er reguleret i den almindelige lovgivning besluttet af Folketinget.

I praksis bliver sager om indfødsret behandlet i Indfødsretskontoret, som henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Hvis man opfylder lovbetingelserne for at få statsborgerskab, bliver man optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, som senere skal vedtages af Folketinget.

Lovforslaget fremsættes to gange om året og indeholder navnene på de personer, som har søgt om statsborgerskab, og som lever op til kravene for at få dansk statsborgerskab.

Og det er her, bestemmelsen i grundloven bliver aktuel. Bestemmelsen betyder nemlig, at Folketinget har enekompetence til at stemme for eller imod lovforslaget om indfødsrets meddelelse.

Folketinget kan således bestemme, om det vil vedtage det fremsatte lovforslag.

I forbindelse med afstemningen af lovforslaget i Folketinget er politikerne alene bundet af deres egen overbevisning. Det er således valgfrit, om de vil stemme for lovforslaget, og det kræver ikke nogen saglig begrundelse at stemme imod.

Den nuværende model for tildeling af statsborgerskab har en klar rollefordeling, som bygger på, at embedsværket vurderer, hvorvidt ansøgere opfylder lovbetingelserne for statsborgerskab, og at politikerne herefter er fritstillet med hensyn til, om de vil stemme for eller imod lovforslaget.

Det er i sig selv intet problem i en ordning, hvor statsborgerskab tildeles ved lov. Det afgørende er den underliggende sagsbehandling og sagsoplysning, der finder sted i forbindelse med politikernes stillingtagen til, om en ansøger skal optages eller ej. Selv til en jobsamtale er der forhold, en arbejdsgiver ikke må spørge nærmere ind til.

Som jurist er jeg bekymret for en ordning, hvor politikere foretager en form for ”afhøring” af ansøgere.

Efter min opfattelse skaber det en farlig præcedens. Hvis politikere overtager embedsværkets rolle i sagsbehandlingen, vil det underminere borgernes retssikkerhed. Eksempelvis udtalte Liberal Alliances udlændingeordfører for nylig, at det ville trække ned, hvis en ansøger har råbt »From the river to the sea«.

»From the river to the sea, Palestine will be free” – eller på dansk: »Fra floden til havet, Palæstina vil blive frit« er en frase, som er blevet gentaget som parole under flere demonstrationer, og som bliver tolket forskelligt, afhængigt af hvem man spørger.

Nogle tolker det som antisemitisme, andre som et slogan, som sætter fokus på palæstinensernes ret til frihed.

Spørgsmålet er, om fortolkningen skal afgøres af politikere, når de vurderer ansøgninger om et dansk statsborgerskab.

Selvom tildeling af statsborgerskab efter grundloven er et politisk anliggende, som alene tilkommer Folketinget, bevæger vi os ind på en meget farlig glidebane, hvis politikere ender med at foretage de endelige vurderinger af, hvorvidt en ansøger har tilstrækkelig demokratisk sindelag eller ej.

En sådan praksis vil ikke kun være problematisk ud fra et juridisk, men også ud fra et demokratisk perspektiv.