Vestens konkurrenceevne kræver handling nu: Frihandel er en blindgyde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I medierne hører vi ofte økonomiske eksperter udråbe frihandel som den universelle løsning på alle økonomiske udfordringer. Argumentet er simpelt: Toldmure og protektionisme gør os alle fattigere. Men hvad sker der, når frihandel bliver et dogme i stedet for en strategi?

Hvad sker der, når et land som Kina har brugt årtier på at spille efter andre regler og anvendt statslig styring, protektionisme og manipulation til at opnå en position, hvor de dominerer globale markeder? Skal vi så fortsat åbne vores døre på vid gab – selv når vi er ved at blive spillet helt ud ad banen?

Frihandel er i teorien en god ting. Den åbner markeder, fremmer innovation og skaber økonomisk vækst. Men det er en idé, der kun fungerer, hvis alle spiller efter samme regler. Kina, som nu er verdens næststørste økonomi, er et skoleeksempel på det modsatte. Her har man brugt målrettet statsstøtte, ulige markedsvilkår og en langsigtet strategi til at udkonkurrere vestlige virksomheder på centrale områder som teknologi, produktion og energi.

Resultatet er, at vestlige lande som Danmark kæmper for at bevare deres industrielle base. Vi ser virksomheder, der bukker under, fordi de ikke kan konkurrere med priserne på varer produceret under vilkår, der ikke engang er tæt på at ligne vores egne. Når vi så står og ser på, at nøglesektorer som grøn teknologi eller højteknologisk produktion flytter til Kina, bliver spørgsmålet: Kan vi overleve, hvis vi bare fortsætter med at spille efter gamle regler?

Her kommer dilemmaet. At indføre midlertidige toldmure eller statsstøtte lyder som en synd for tilhængere af frihandel. Men hvis vi ikke gør noget, risikerer vi at miste endnu mere – arbejdspladser, produktion og i sidste ende evnen til selv at stå på egne ben.

Tænk på, hvad der skete under coronakrisen: Pludselig manglede vi værnemidler, medicin og mikrochips, fordi vi havde outsourcet produktionen til lande, hvor det var billigst. Frihandlens løfter om effektivitet havde gjort os sårbare. Hvis ikke vi tør tage kontrol og styrke vores egen konkurrenceevne, risikerer vi, at historien gentager sig – denne gang i endnu større skala.

Det handler ikke om at lukke sig inde bag permanente toldmure eller opgive globaliseringen. Men vi kan ikke lade dogmer om frihandel stå i vejen for strategisk tænkning. Lande som Danmark og resten af Europa bør:

1. Styrke kerneindustrier: Identificere de sektorer, hvor vi skal være førende – og støtte dem aktivt med forskning, innovation og incitamenter til produktion i Europa.

2. Midlertidige foranstaltninger: Overveje tidsbegrænsede toldsatser eller krav om lokal produktion for at beskytte nøglesektorer, mens vi arbejder på at forbedre vores konkurrenceevne.

3. Strategisk samarbejde: Bygge alliancer med andre vestlige lande, der står over for samme udfordringer, for at stå stærkere over for Kina og andre økonomiske stormagter, der spiller med skæve regler.

4. Bevidst forbrug: Sikre, at forbrugere og virksomheder bliver bedre til at vælge produkter fra lande, der overholder fair handelsprincipper.

Frihandel er ikke død, men den skal reformeres, hvis Vesten skal overleve som en stærk, konkurrencedygtig region. Vi kan ikke længere være naive tilskuere i et globalt spil, hvor andre stater handler strategisk, mens vi nøjes med at håbe på det bedste.

At lukke døren for en tid, mens vi opbygger styrke, er ikke protektionisme – det er sund fornuft. Det er på tide, at vi erkender det og handler derefter.