Sådan vælter et ansættelsesstop en afdeling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har været sygeplejerske på barselsafsnittet på AUH i mere end 25 år og har set mange fremskridt for mødre, fædre og børn. Fremskridt, som jeg sammen med kollegerne har haft en faglig stolthed over at have været med til at gennemføre.

Men lige nu ser jeg en afdeling, der er ved at vælte. Når der er store besparelser og trængte budgetter, er et af grebene ansættelsesstop. Det rammer helt skævt, og i sidste ende kommer det til at gå ud over patientplejen og den tryghed, der i vores regi skal danne grundlag for en god familiedannelse.

Jeg ser en afdeling, der er tæt på ikke længere at kunne yde en tilstrækkelig kvalitet og patientsikkerhed til mødrene, fædrene og deres nyfødte børn. Årsagen er simpel: Vi mangler kolleger, fordi hospitalsledelsen på AUH for mere end et år siden indførte et ansættelsesstop. Der bliver ikke ansat nogen til erstatning for en kollega, der rejser, går på barsel, går på pension eller bliver langtidssygemeldt.

I det seneste halve år har 15 sygeplejersker og jordemødre på barselsafsnittet været langtidssygemeldte. Samtidig har otte sagt op. Det er ud af et samlet personale på omkring 60 ansatte. Ingen må udfylde de tomme stillinger, heller ikke de kompetente, dygtige, nyuddannede og engagerede sygeplejersker eller jordemødre, der tripper for at komme i arbejde.

Konsekvensen på vores afdeling er, at alle de tilbageblevne skal arbejde mere. Alle har skullet tage mange ekstra vagter. Alle har været nødt til at tage overarbejde. Alle er på daglig basis blevet spurgt, om de kunne tage yderligere ekstravagter. Det kan gå en tid. Kollegerne har været særdeles fleksible. Dels fordi de har en faglig stolthed. Dels fordi de har maksimalt fokus på patientsikkerheden. Og endelig fordi de ikke vil lade kolleger i stikken i en underbemandet vagt.

Men nu går det ikke længere. Der er ikke en uge, hvor der ikke er en kollega, der sætter sig til at græde på en vagt. Øget arbejdspres, følelsen af utilstrækkelighed og dårlig samvittighed ved ikke at tage en ekstra vagt tager pusten fra mange kolleger, da de så ved, at kollegerne kommer under yderligere pres.

Så nu sker der en dominoeffekt: Når en sygeplejerske søger væk eller bliver sygemeldt, vokser presset på de færre kolleger, der er tilbage på afdelingen. Det betyder, at den næste brik let vælter under presset. Nu er der væltet så mange dominobrikker, at kvaliteten af den pleje, afdelingen kan tilbyde de nybagte mødre og fædre og deres børn, begynder at blive tvivlsom.

Kollegerne er motiverede og engagerede sygeplejersker og jordemødre. De vil gerne være med til at modernisere sundhedsvæsenet – men i det indgår ikke at forringe kvaliteten. Hospitalsledelsen på AUH har fokus rettet på bundlinjen. Det har jeg sådan set også. Men det er ikke bundlinjen i økonomisk forstand, jeg holder øje med. Det er derimod grænsen for, hvornår ansættelsesstoppet betyder, at vi rammer bunden, når det gælder kvaliteten og patientsikkerheden. Når der konstant mangler personale i stort set alle vagter, øges risikoen for, at der sker utilsigtede hændelser, og for at patienterne ikke får den optimale sygepleje. Det er uholdbart.

Derfor vil jeg opfordre hospitalsledelsen til at ophæve ansættelsesstoppet. I stedet skulle den have fokus på mere end én bundlinje i fremtiden. For den skade, der er gjort, tager lang tid at reparere, og den koster i værste fald mindst det, man har sparet.