Organiseringen af Forsvaret skal på værksted hurtigst muligt – og væk fra skrivebordene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På dagen for våbenstilstanden i Første Verdenskrig kom det svenske forsvar med en serie i fem dele under titlen ”När Kriget Kommer”.

I serien forklares det, hvorledes en konflikt vil påvirke det svenske samfund, og hvilke krav det stiller til Sveriges fremtidige militære forsvar.

Det er slående at opleve den åbenlyse forskel, der er i virkelighedsopfattelsen mellem det officielle Danmark og Sverige.

Som vi har set før, så er der en helt anderledes konkret tilgang til sikkerheden i Sverige, hvad angår det civile og militære forsvar. I Sverige sidder man ikke tilbage med samme indtryk som i Danmark, hvor man nærmest får opfattelsen af, at vi har et forsvar af hensyn til den kommende præsident Trump.

Det har vi naturligvis ikke. Vi har et civilt og militært forsvar af hensyn til alle borgere i vores fælles kongerige, og vi optimerer vores sikkerhed gennem at være en troværdig allieret i Nato og i EU. Det kræver en anden kommunikation til borgere end den, vi har i dag, og det forudsætter langt mere åbenhed om, hvilket civilt beredskab og hvilket forsvar Danmark bør råde over.

Denne sammenhængende fortælling om det fremtidige civile beredskab og Forsvaret reduceres i den aktuelle debat om Forsvaret til at være et spørgsmål om udskiftning af konkrete materielgenstande og støtte til en spirende forsvarsindustri, der ofte efterlader indtryk af, at vi ønsker at opfinde hjulet igen.

Ser man på forskellen mellem Danmark og vores nærmeste naboer, så ser det billedligt talt ud, som om vi i Danmark har set naboens hus brænde, og at vi derfor kontakter en ingeniør, der kan konstruere en brandbil, og en arkitekt, der kan tegne en brandstation, som vi måske får leveret i slutningen af 2033. Forståelsen for, at det faktisk haster med at få genopbygget et forsvarligt og forklarligt dansk forsvar og civilt beredskab, synes ikke at være til stede i den offentlige debat.

Og der synes slet ikke at være nogen forståelse af, at det ikke er nationale industrimæssige interesser, der kan drive værket, men derimod europæiske løsninger, hvor vi i fællesskab udvikler og skaber hensigtsmæssige materielløsninger, der kan styrke de europæiske landes samlede bidrag til sikkerheden gennem Nato.

Kunne vi ikke lade os inspirere af den svenske, norske, finske, tyske, polske, lettiske, litauiske og estiske tilgang og så begynde at beskæftige os med det, der burde være væsentligst for Danmark: Hvordan vi hurtigst muligt genopbygger et troværdigt, funktionsdueligt og sammenhængende dansk forsvar og civilt beredskab.

Første skridt kunne hensigtsmæssigt være at se på, om vi har den optimale organisering af Forsvarsministeriets samlede ansvarsområde.

Den nuværende organisering med et departement og talrige sideordnede styrelser havde værdi, da opgaven var at udmønte en fælles politisk forståelse for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, der hvilede på en præmis om, at der ikke var en konkret militær trussel imod Danmark og dansk nærområde.

Her havde man ikke behov for ”oberst Hackel’er”, der med faglighed argumenterede imod de besparelser og nedskæringer, som med bred politisk konsensus blev implementeret i perioden, men derimod et konkret behov for centralisering af beslutningskompetence i sideordnede styrelser, der hver især blev tillagt samme vægt.

Det var en organisation, der tjente sit formål, da vi ikke havde nogen militær trussel imod Danmark og dansk nærområde og skulle nedspare Forsvaret.

Der er imidlertid ikke situationen i dag. Nu har vi en konkret og udfordrende opgave med at få genopbygget dansk forsvar med en massiv budgetforøgelse, der skal omsættes i et effektive og sammenhængende forsvar, der kan løfte både nationale og alliancemæssige opgaver.

Det kan formentlig kun ske ved, at vi underkaster den nuværende organisering et serviceeftersyn og gennemføre en konsekvent decentralisering, der flytter beslutningskompetence ud til værnene og i de spidse ender af Forsvaret.

Det åbner mulighed for igen at gøre den operative prioritering styrende. Genopbygningen af det danske forsvar kan ganske enkelt ikke gennemføres i rammen af sideordnede styrelser, der hver især optimerer deres opgaveløsning uden den nødvendige hensyntagen til helheden.

Forsvarsministeriet har i dag – efter udskillelsen af ansvaret for det civile beredskab – kun én opgave. Det er at udvikle og drive et slagkraftigt, sammenhængende og indsatsberedt forsvar.

Det kræver en stærk militær decentral organisering, naturligvis under demokratisk kontrol af et effektivt (lille) og handlekraftigt forsvarsdepartement. Det betyder også, at den nuværende organisatoriske pyramide, der står på hovedet, skal vendes om, så toppen slankes, og styrelser gøres til tjenester, der understøtter Forsvarets samlede opgaveløsning.

Forsvarsministeriet har allerede taget det første skridt ved at gøre op med den besynderlige og ansvarsforflygtigende centerstruktur og er i stedet vendt tilbage til en traditionel linjeorganisation, hvor ansvar defineres mere entydigt.

Den nuværende departementschef har også erfaringer fra et departement, der med betydeligt færre ansatte var i stand til at forvalte op til 2 pct. af bnp.

Det var i perioden før den aktivistiske forsvars- og sikkerhedspolitik, hvor de skiftende forsvarsministre blev betjent på en måde, der sikrede strategisk og politisk overblik samt ikke mindst en god nattesøvn, i erkendelse af at man ikke var ministeriets øverste sagsbehandler, men at man derimod havde en organisation, der var i stand til at træffe hensigtsmæssige beslutninger på lavest muligt niveau eller præsentere gennemarbejdede beslutningsoplæg.

Skal vi i mål med genopbygningen af et forsvarlig og forklarligt dansk forsvar, så skal vi have en hurtig debat om organiseringen af Forsvarsministeriets samlede område.

Der skal decentraliseres for at komme i mål med genopbygningen, og de gode principper om tillid, ansvar og konsekvens skal igen i højsædet. Rækker det politiske mod ikke til at give slip på økonomistyringen, så kan dette område beholdes på departementalt niveau. Men alle de øvrige styrelser og myndigheder bør af indlysende årsager indordnes under en militær ledelse, så de understøtter den samlede opgaveløsning.

Der skal ganske enkelt igen være fokus på soldatens, sømandens, flyverens og hjemmeværnssoldatens opgaveløsning i rammen af de tre værn og et hjemmeværn, der integreres i Forsvaret. Det er den spidse ende af det samlede forsvar, der skal prioriteres med militærfaglighed og ressourcer. Alt andet skal understøtte denne kendsgerning.