Det ser skidt ud for Ukraine. Men det er ikke Trumps skyld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fra Washington til Warszawa, København til Kyiv hviskes der nervøst i korridorerne: Hvordan vil Trumps udenrigspolitik se ud? Ingen ved det, for Trump har ikke sagt meget om den. Og havde han gjort det, kunne man heller ikke vide sig sikker. For Trump er ikke kendt for tålmodigt at forfølge en klar strategi.

Men det kan være anderledes fremover. Dels fordi han er bedre forberedt, dels fordi han har mere kompetente og loyale folk med sig, dels fordi han selv er blevet mere erfaren. Men allervigtigst fordi strukturer betyder mere end individer i international politik.

Hvad siger strukturerne om fremtiden?

De fortæller os, at Ukraine ikke kan vinde krigen. Rusland vil næppe slippe grebet om alle de områder, der retmæssigt tilhører Ukraine. Jeg har selv som de fleste andre støttet våbenleverancer til Ukraine. Men det er som at kaste sten efter en damptromle: De bremser ikke Rusland. Til gengæld dør hundredtusindvis af mennesker i en brutal nedslidningskrig.

Hvis Ukraine skal vinde, forudsætter det en eskalering, hvor vestlige soldater indsættes i krigen. Men hverken europæerne, Trump eller den amerikanske befolkning vil risikere en direkte konfrontation med Rusland, der kunne eskalere til tredje verdenskrig.

Amerikanerne vil heller ikke betale mange flere milliarder dollars for endnu en tabt krig, de ikke har en vital interesse i. De vil i stedet lade de forkælede europæere sørge for deres egen sikkerhed.

Kan Trump så standse krigen og skabe fred? Det er svært at se. Den øverstbefalende for det amerikanske militær, general Mark Milley, foreslog at lave en aftale i november 2022. Det havde været klogt. Men det ville ingen høre på. Tværtimod blev man skandaliseret som Putins nyttige idiot, hvis man foreslog det.

Nu har Rusland så tilkæmpet sig det klare overtag og vil kunne erobre mere territorium. En aftale bliver derfor på russernes præmisser. Den vil blive dyr.

Og hvem vil acceptere det? Ikke ukrainerne, nok ikke engang Trump. Så en fredsaftale synes langt væk.

Der kan dog være en vis mulighed for en mindre eskalering, der kan gøde jorden for en våbenhvile eller en frossen konflikt langs de nuværende frontlinjer. De få skitser til en amerikansk plan kunne tyde på det.

Tilbage til strukturerne. Vi lever i en multipolær verdensorden, hvor USA ikke længere har styrken til at spille verdens politibetjent. Med andre ord må USA bruge sine begrænsede ressourcer forsigtigt.

Amerikanerne har en vital interesse i at inddæmme Kina og sikre Taiwan og Det Syd- og Østkinesiske Hav, der er afgørende for verdenshandlen. Det vil imidlertid kræve så mange ressourcer, at de vil forlange, at europæerne selv i meget højere grad hjælper ukrainerne og bekæmper russerne.

Det er europæerne dog for svage til. Efter årtiers nedskæringer ligner vores forsvar et korthus, der vakler i den kolde vind fra øst. Trump vil sikkert tilbyde europæerne, at de kan betale for amerikanernes våbenleverancer til Ukraine. Det bliver meget dyrt. Vil de kriseramte europæere gå med til det?

Sikkert ikke. For sydeuropæerne er ret ligeglade med Ukraine, franskmændene har det hele i munden, og den tyske regering er i økonomisk krise på grund af Ukrainekrigen. Den manglende russiske gas koster. Kun de nordiske lande og Baltikum giver en stor støtte til Ukraine målt på bnp. Men det er små lande og små beløb. Større lande som Polen er begyndt at kanalisere pengene over i deres eget militær.

Så amerikanerne vil fokusere på at inddæmme Kina og sikkert også kræve europæernes støtte. En handelskrig med Kina vil koste kassen for ikke at tale om en varm krig. Vesten vil skrotte den idealistiske forestilling om ”demokratiernes kamp imod autokratierne”, som liberale kommentatorer som Timothy Snyder og Anne Applebaum har gjort populær. For Vesten bliver nødt til at indgå alliancer med illiberale stater som Saudi-Arabien, Indien og Indonesien i den fælles kamp mod Kina.

Det er nye tider, selv om de blev varslet for en del år siden. Strukturerne har erstattet liberalismen og idealismen med realismen. Det provokerer mange, der stadig benægter og nægter at lytte efter. Det er da også en tragisk, uretfærdig, amoralsk og farlig verdensorden.

Men sådan virker magtens globale tyngdelov. Og det er ikke Trumps skyld.