Alex Vanopslagh kunne have gået ad en lysende liberal sti, men er faret vild i den dunkle konservative skov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alex Vanopslagh har tydeligvis ikke forstået, at hans rolle som liberal er at gå ind for åndsfrihed. LA fremsatte i slutningen af oktober et forslag om at indføre nye krav til erhvervelse af statsborgerskab, således at det ikke længere vil være muligt at blive statsborger, hvis man har antidemokratiske værdier. Der skal foretages en profilering, som »… skal foregå efter inspiration fra det såkaldte frihed- og folkestyrekrav i friskoleloven, som pålægger de frie skoler at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske og udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse«. I forlængelse heraf udtaler Vanopslagh, at de internationale konventioner skal udfordres.

Det kan måske for en umiddelbar betragtning lyde fornuftigt, at nye statsborgere skal igennem en sådan form for kontrol, inden de får statsborgerskab. Ikke desto mindre er der betydelige betænkeligheder forbundet med LA’s forslag.

Først og fremmest er der det oplagte problem, at det at screene personers overbevisninger og værdier med henblik på at fravælge på baggrund heraf er sindelagskontrol i en nøddeskal. Alex Vanopslagh lægger da heller ikke skjul på, at hans forslag er udtryk for sindelagskontrol: »Er det en sindelagskontrol? Jamen det kan du godt kalde det,« udtaler han til Berlingske. Dermed har han et helt fundamentalt problem som påstået liberal forkæmper, fordi han går ind for, at magthavere må diktere, hvilke tanker borgere i Danmark må tænke.

Det virker, som om formanden har ladet sig inspirere af andre borgerlige partiers hjerneblødninger og nu tænker, at han skal stille sig i rækken af blå politikere, som har valgt konservatismen over liberalismen. Marie Bjerre og Morten Dahlins genindførsel af begrebet ”assimilation” er et andet strålende eksempel på to påståede liberalister, som går ind for sindelagskontrol.

Det er vigtigt at understrege, at min kritik ikke skal ses som en relativering af de danske værdier. Jeg mener ikke, at det er en god ting, hvis en betydelig del af befolkningen f.eks. har udemokratiske værdier eller er imod ligestilling mellem kønnene. Men hvis man bekæmper udemokratiske værdier med udemokratiske tiltag, så går man på kompromis med det, man egentlig søger at værne om.

Dertil kommer, at Vanopslagh åbenbart synes, at vi skal udfordre internationale konventioner. Det havde vi hverken bedt om eller brug for. Som formanden udtrykker det, udgør Statsborgerskabskonventionen »en hindring«. Internationale konventioner er ikke en irriterende lillesøster, som ens forældre har tvunget en til at tage med til en sodavandsfest, og som man derfor hænger på. Internationale konventioner er beskyttelsen af individet – dig og mig – mod statens vilkårlige indgreb. Når politikere anser internationale konventioner for en hindring, udstiller de et sygeligt magtbegær.

Hvis dette forslag var enkeltstående, ville min bekymring afgrænse sig til dette. Desværre er det blot symptom på en sygdom, som har ramt LA-formanden. LA er blevet en othellolagkage: Det foregiver at være liberalt udadtil, mens der bag marcipanbåndet gemmer sig den egentlige konservative dagsorden.

Måske Vanopslagh med forslaget kommer tættere på at være statsministerkandidat for en borgerlig regering? Men er det attraktivt at være galionsfigur på ”Titanic”? At være den, der står ved roret, når skibet kuldsejler? En liberal formand skal ikke stå i spidsen for en konservativ bevægelse.

Alex Vanopslagh kunne have gået ad en lysende liberal sti, men er faret vild i den dunkle konservative skov. Hvad bliver det næste? At han møder Rødhætte-Mette i skoven og bliver slyngveninder med hende? Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal regne med.