Kære regering: Hvorfor er der ikke et ord om religion i jeres strategi for Afrika?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man ser på verdens konflikter gennem et religiøst perspektiv, kan man let blive modløs. I Mellemøsten lider civile under en krig med dybe rødder i religion og historie. I Afghanistan undertrykkes kvinder under Talibans religiøse love. I Indien er der stigende spændinger mellem muslimer, hinduer og kristne under Modis styre, og armenske kristne forfølges i Aserbajdsjan.

Man kunne let foranlediges til at konkludere, at religion er roden til krig og konflikt. Men det vil være en stor fejlslutning. Religion er ofte blevet brugt i konflikter, tit i en sammenblanding med politik, etnicitet og køn. Så religion kan være en del af problemet – men ofte er den en del af løsningen.

Globalt set identificerer 84 pct. af verdens befolkning sig som religiøse ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Center. I mange lande i det globale syd betyder religion meget og mere, end vi er vant til i Danmark. For eksempel svarer 86 pct. af befolkningen i Uganda, at religion er ”meget vigtigt i deres liv”, og i Etiopien er det hele 98 pct. Religion er derfor et faktum, vi må forholde os aktivt til, hvis vi som land vil være relevant i det globale syd.

For den enkelte person kan tro bidrage til åndelig trivsel og psykosociale behov. Samtidig spiller religiøse institutioner og grupper ofte en væsentlig rolle i civilsamfundet i det globale syd. Kirker og andre trosbaserede organisationer når ofte ud til de mest udsatte, der hvor statslige institutioner ikke slår til. For eksempel i Tanzania og Kenya, hvor kirkerne tilbyder blandt andet skolegang og sundhedsklinikker.

Kirker er også stærke forandringsaktører. Bedst kendt er måske Det Sydafrikanske Kirkeråds kamp mod apartheid ledet af Desmond Tutu. Men der er et hav af mindre kendte eksempler på, at kirker og andre trosbaserede organisationer aktivt kæmper for menneskerettigheder og fred i lande, hvor civilsamfundsorganisationer undertrykkes, og menneskerettighedsaktivister forfølges.

I Zimbabwe har den katolske kirke for eksempel været en markant stemme mod menneskerettighedskrænkelser, og i Sydsudan har kirkerne arbejdet for at beskytte civile i krigszoner. På vores rejser gennem årene til lande som Zambia, Myanmar, Kenya, Etiopien, Libanon og Brasilien har vi set, hvordan kirker fungerer som safe spaces, et trygt sted, man kan mødes, diskutere og planlægge uden for myndighedernes søgelys.

I områder med religiøse spændinger spiller religiøse ledere selvsagt også en afgørende rolle. På Zanzibar i Tanzania støtter Danmission for eksempel det lokale interreligiøse råd, hvor muslimske og kristne ledere drøfter, hvordan de kan sikre fredelige valg og forhindre chikane mellem religiøse grupper. Og i delstaten Kachin i Myanmar driver Danmissions kirkelige samarbejdspartnere flygtningelejre for internt fordrevne.

Kaster vi et blik på verdens brændpunkter, kan man som sagt nemt forledes til at tro, at religion er roden til konflikt. Men virkeligheden viser os også, at religion og religiøse aktører kan skabe grobund for social forandring. Hvis vi med dansk udviklingspolitik vil bidrage til fred, retfærdighed og fattigdomsbekæmpelse, bør religiøse aktører og religionens betydning skrives helt frem i den nye udviklingspolitiske strategi.