Det sku' være så godt …

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I juni fremlagde den såkaldte trepart en aftale, som den under store fanfarer udråbte til historisk verdensklasse.

Forhandlerne bestående af regeringen, Danmarks Naturfredningsforening, FH, KL, Dansk Regioner og Akademikerne havde mestret det umulige – ifølge dem selv – at lægge sporene til en redning af Danmarks natur, havmiljøet og vist også klimaet.

Aftalen var så gennemarbejdet, fik vi at vide, at der ikke kunne flyttes et komma.

Snart ville mægtige skove præge det danske landskab. Storkene, viberne og lærkerne ville igen møde os i agerlandet. Livet ville komme tilbage i hav, vandløb og fjorde.

Et nyt trepartsministerium blev skyndsomt dannet. Skatteminister Jeppe Bruus blev overflyttet som trepartsminister, der skulle implementere den storslåede aftale. Hvorfor ham i øvrigt?

Ansvarsområder i tilgrænsende ministerier blev overført til det nye ministerium. Miljøministeriet fremstår nu udhulet – ja, nærmest undermineret, og miljøminister Magnus Heunicke har reelt kun naturnationalparkerne tilbage.

For hver dag kommer der nye oplysninger, der afslører, at trepartsaftalen er et luftkastel.

Vi får ikke det historiske vendepunkt for naturen, og vi får slet ikke de lovede skove. En CO₂-afgift til landbruget måske, men hvad skal den egentlig hjælpe på? Klimaet? Nåh ja.

At regeringen har glemt at undersøge, om det ifølge dansk lovgivning er muligt at disponere over privat ejendom, er grotesk og udstiller en afgørende svaghed ved trepartsaftalen.

Naturligvis vil de landmænd, der opfordres til at afgive jord til skovplantning, ikke nøjes med 75.500 kr. pr. ha, når jorden er minimum 200.000 kr. værd. Af de 75.500 kr. skal landmændene tilmed betale for plantning og pasning af træerne.

En svaghed mere ved aftalen om skovplantning er, at treparten ikke opererer med en statslig masterplan for skovplantning, men overlader den endelige udpegning af arealer til kommunerne, der samtidig presses eller lokkes til at udtage arealer til energianlæg.

Hvad skal det nye trepartsministerium egentlig lave nu, hvor grundlaget for aftalen smuldrer?