Jeg holder med Demokraterne. Derfor håber jeg, de taber med et brag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan kort før det amerikanske valg konkludere to ting: USA er stadig splittet i to lejre. Og de danske medier er stadig håbløst ensidige i deres dækning af det.

Jeg tilhører den lille danske minoritet, der håber på en sejr til Trump. Ikke fordi jeg bryder mig synderligt om ham eller regner hans første præsidentperiode som succesfuld. Men fordi jeg oprigtigt tror, det grundlæggende ville være bedst for USA og for Demokraterne.

Min interesse startede tilbage i 90’erne. Den karismatiske Bill Clinton var overraskende blevet USA’s præsident og genskabte en begejstring i partiet efter et årtis ørkenvandring i 80’ernes Reagan-æra. Jeg genkendte bedre egne værdier hos Demokraterne end hos et republikansk parti, hvis holdninger til våben, religiøsitet og skattetryk virkede for stramme for en velfærdsstatsdansker.

Præferencen for Demokraterne fortsatte op gennem 00’erne, bl.a. bakket op af tv-serien ”West Wing”, hvor man som seer ikke kunne undgå at betages af den vidunderlige, fiktive præsident Jed Bartlett, som var selve legemliggørelsen af partiets idealer; værdiforankrede og alligevel dialogsøgende; patriotiske og alligevel åbne for andre; liberale og alligevel med et ønske om at fordele til alle. Med en dyb kærlighed til egen historie og kultur.

Men det var dengang, da partiet endnu var til at genkende.

Der har altid været en skør venstrefløj i Det Demokratiske Parti; den havde bare i mange år ingen virkelig indflydelse. I dag har denne ekstremistiske fløj mere eller mindre erobret partiet. Og derved er dets engang brede folkelige appel efterhånden totalt smidt overbord. Således har demokraterne indtil for få måneder siden været fortalere for vanvittige idéer, såsom at biologiske køn ikke eksisterer, at politiet skal afvikles, at hele det økonomiske system skal underlægges det marxistiske equity-begreb, at den amerikanske kulturhistorie er gennemsyret af racisme, at al maskulinitet er undertrykkende, at grænserne skal åbnes, at alle republikanere er fascister, og at selv små børn skal kunne identificere sig selv som alt fra flydende køn til dyr.

Rabiate tanker som disse er blevet politisk implementeret de seneste 15-20 år i USA; fra nidkære HR-afdelinger på arbejdspladser til rabiate lærere i skolerne.

Det er formentlig den primære grund til, at Trump vandt valget i 2016. Folk har simpelthen været villige til at stemme på enhver, der turde tale imod dette tyngende åg af politisk korrekthed. Tvunget ned over befolkningen til glæde for et lille, elitært woke-segment, men til voldsom irritation for stort set alle andre.

Samtlige groteske demokratiske strømninger samler sig i Kamala Harris, der vil blive den uden sammenligning mest venstreradikale præsident i landets historie.

Lige nu går valget bare ikke hendes vej. Danske medier holder krampagtigt fast i fortællingen om dødt løb, men reelt står Trump til en ganske klar valgmandssejr. Formentlig fordi han trods alle sine personlige fejl taler for en helt anderledes linje end det nonsens, Demokraterne har viklet sig ind i.

Realiteterne synes endelig at være dæmret for Harris. Det er derfor, hun modsat alle sine tidligere udtalelser pludselig vil have stærkere grænsekontrol, mere politi og straf, tror på biologiske køn osv. Strategien kan åbne en sidste mulighed for at vende valget – trods det utroværdige deri.

Skal Demokraterne have en chance for igen at blive, hvad det engang var – et bredt, folkeligt parti, der ikke grundlæggende hader alt amerikansk – er det vitalt, at de ikke alene taber, men taber med et brag! Så er der måske håb om, at partiets gamle idealer igen kan spire frem.