Naturen eller møllerne – hvem vinder i Østerild? Indtil videre er tilliden den store taber

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skoven falmer trindt om land, og løvet falder for den friske vind, som de store VE- og brintprojekter falder for virkelighedens økonomi og bæredygtighed. Værdier står for fald – naturværdier, grundværdier og menneskeværd er truede af en ekstremistisk vindindustri. Vindindustriens værdier falder også, og måske lurer en gentagelse af Vestas’ konkurs, som det skete sidste gang, statsstøtten reduceredes tilbage i de glade 80’ere.

Vi magter ej at sætte det mindste blad tilbage på træet, men vi kan lune os ved, at de spirer frem igen i forårets grønne omstilling. Vi kan lune os ved den hjemlige hygge i familiens skød, de stærkeste rødder, selvom tiderne bliver mørke. For vi ved, det er for en stund, at blæsten tuder, og løvet falder. Medmindre man bor i Thy nær testcenterskandalen i Østerild.

Her hører vi både vindindustrien, der tuder over utilstrækkelig statsstøtte, mens den søger at tiltuske sig enestående naturområder til industrialisering. Vi ser løgnene falde, når ministeren for landdistrikter, Morten Dahlin, lovede gennemsigtighed og åbenhed, når han netop nu postulerer, at her var der mindst mulig påvirkning af omgivelser og borgere, når han påståeligt forstår den lokale »bekymring«.

Det har været et mørkt år, siden planerne om testcenterudvidelsen slap ud og bredte sig lokalt. Uden information, uden borgerinddragelse, uden åbenhed. Den skjulte magt var hele tiden foran, for med sin toplobbyist indsat som ikke-folkevalgt klima- og energiminister og en målrettet rekruttering fra embedsværket har vindindustrien gjort sit arbejde dygtigt. En overgang så selv Danmarks Naturfredningsforening (DN) ud til at være indgået i et tvunget ægteskab med vindlobbyen og handlet sig til politisk indflydelse med en grøn trepart.

Men nu spirer håbet igen lysegrønt for Danmarks største naturbeskyttelsesorganisation. Endelig har DN meldt utvetydigt ud, at testcenterudvidelsen i Østerild er fejlplaceret med sin uoprettelige ødelæggelse af helt unikke naturværdier, der ikke findes lige i hele verden, og som vi er forpligtede til at beskytte nationalt, i EU og moralsk. Spørgsmålet er, om DN er stærk nok til at følge dette til dørs – altså om rødderne er stærke nok til den modvind, det uden tvivl giver, og vil tage kampen hele vejen til EU-Domstolen, skulle det komme så vidt. Eller står naturen og biodiversiteten for fald?

Det udstiller en åbenlys modsætning mellem vindindustri og naturværdier med biodiversitet og sammenhængende naturområder, at man vil generationsforurene netop dette naturområde, der er udpeget af Biodiversitetsrådet som oplagt til sammenhængende natur.

Desværre er ansvaret fordelt på mange plan, når det kommer til beskyttelsen af området, men det lader sig heldigvis gøre. Den meget modne, lavthængende frugt er den allerede velforberedte udvidelse af Danmarks første nationalpark, Nationalpark Thy, fra Hanstholm til Bulbjerg. Naturen, der er områdets og hele Thys største stedbundne kvalitet.

Naturen, som står for evigt fald, hvis testcenterskandalen fuldføres mod bedre vidende. Frugten er lige til at plukke, og formanden for nationalparken har nyligt på P4 ytret ønske herom. Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune har for en stor del ytret medvind til dette, og ud fra politiske udmeldinger fra Christiansborg og DN burde den frie, beskyttede natur få særbehandling og stryge gennem Folketinget. Hvis ikke de naturgrønne intentioner er for forvaskede allerede.

Tilliden og demokratiet står også for fald. Lige knap halvdelen af os danskere har ingen eller lav tillid til de folkevalgte, og knap en tredjedel er direkte utilfreds med, hvordan demokratiet fungerer i dag. Det burde håndteres langt mere målrettet, end diverse udenvælts kriser ophøjes til at skulle på bekostning af livet i det endnu demokratiske Danmark. Jeg genkender endvidere bemærkningen om, at tilliden til demokrati og politikere er endnu mindre i landdistrikterne, for her er genkendelsen af repræsentation i centraladministrationen for længst falmet.

Mistilliden slår særligt rødder, hvor sol- og vindindustri skyller ind over Jylland som en stormflodsbølge over manglende diger. Vores bolværk i form af borgerrettigheder falder for fjerne planlove og giftiggrønne brintkasteller. Vores livsopsparinger i pensioner falder også med erkendelsen af, at såkaldt grøn omstilling er en virkelig dårlig forretning:

»Hvis det ser ud til at give underskud, så er der jo ingen, der med åbne øjne vil investere i det,« siger Tom Vile Jensen, underdirektør i Forsikring & Pension, mens ansvaret skubbes rundt mellem statsstøtte, pensionskasser og branchen selv, Green Power Denmark. Ej heller økonomisk er den nuværende falmet-grønne omstilling bæredygtig.

Falder ministeren for landdistrikter, når løgne og misinformation bliver for åbenbare, eller lever han i de højere luftlag, hvor kun politikere og grønne løfter hører til – det står endnu åbent. På det første og eneste offentlige borgermøde med ministeren den 3. februar 2024, hvor testcenterdommen over området skulle afsiges til 500 utilfredse fremmødte, lovede ministeren både åbenhed, transparens og gennemsigtighed.

Intet var sandt, og afslagene på aktindsigt er fortsat. Op til dette har ministerens styrelse misinformeret Udvalget for Landdistrikter og Øer om antallet af ekspropriationer og nyligt gentaget denne vildledning videregivet af Danmarks Radio, selvom styrelsens egen hjemmeside afslører markant andre antal i forholdet 34 ejendomme versus 95 boliger – de fleste ekspropriationer i de kendte screenede steder.

Endvidere fører intet andet sted end placeringen i Østerild med sig, at enorme fredede naturområder skal bogstaveligt talt jævnes med jorden for at skabe frit vindfelt foran havvindturbinerne – alene placeringen indenlands ved en øst-vestvendt kyst kræver de største påvirkninger af omgivelserne. Nyligt kunne DN i P1 Morgen redegøre for, at naturpåvirkning slet ikke er indgået i screeningerne for testcenterpladser.

Trods dette drister Morten Dahlin sig til i samme udsendelse at udtale om Østerild-placeringen, at den »efter en samlet vurdering generer mindst muligt i forhold til både naboer og øvrige omgivelser«.

Public service står for fald, når DR uden kildekritik kan viderebringe misinformation og vildledning. End ikke de uunderbyggede præmisser om screeningskriterier eller arbejdspladser udfordres. Helt abstrakt står det til med præmissen om en påkrævet nærhed mellem testfaciliteter og produktion af vindturbiner, der ofte fremgår i argumentation for testcentre for havvind i Danmark, selvom intet sted er fundet egnet ved gentagne screeninger, men højst mindst uegnet med tvivlsomme kriterier skjult for offentligheden.

Danmarks vindindustri er åbenbart den mest tilbagestående i verden, siden både Kina, Frankrig og USA har benyttet Testcenter Østerild til netop dette. Det står klart, mens Kina stormer frem som stormagten inden for havvind og gør indtog i Europa med et hylekor fra den hjemmehørende branche om skævhed pga. statsstøtte parallelt med hylekor om mere statsstøtte og bedre kår herhjemme.

Vindbranchen står for fald. Bladene falder udenfor, ikke kun på amerikanske vindturbiner med danske bagmænd. Den kolde tid står for døren, men forhåbentlig kan vi varme os ved håbet om forårets grønne omstilling. Ved håbet om naturens genkomst, også som en grundlæggende værdi, vi vil værne om. Ved håbet om demokratiets opblomstring med tillid, troværdighed og transparens. Ved håbet om en økonomisk, demokratisk og moralsk bæredygtig energipolitik.