Det er en ulv i fåreklæder, der angriber Tange Sø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et angreb på Tange Sø i JP 16/10 var kronikør, biolog Anne Margrethe Wegeberg iført fåreham som en bekymret ”borger” nedstrøms søen, der »underviser i forvaltning«. I frygtens navn belærer hun os om risikoen, hvis dæmningen skulle bryde og oversvømme dalen neden for Tangeværket – en trussel, hun supplerer med en bastant belæring om natur, vandrefisk, politik, biodiversitet, EU-regler og naturparker.

Hun karakteriserer også de tusindvis af brugere og beboere omkring søen som lidt pladderromantiske – som folk, der ikke forstår det store sigte og den ”rigtige løsning”: at nedlægge den 16.-største sø i landet.

For som biolog afskyr hun søen. Men hun glemmer at fortælle læserne, at hun er kommunalt ansat biolog hos Randers Kommune, og at hun er ansat til at levere værdineutral og sagligt input til netop de politikere, der beskæftiger sig med Tange Sø, Tangeværket og Gudenåen.

Hvor er den sunde og transparente demokratiske proces i det? Ikke hos Anne Margrethe i alt fald, der må have det lidt svært med objektiviteten i sagsbehandlingen.

Anne Margrethe Wegeberg har i øvrigt fuldstændig styr på, hvordan man kan lave en formel forespørgsel til Tange Søs og værkets hjemkommune om undersøgelse af dæmningen, dens holdbarhed, vedligehold og inspektion og få en objektiv og belyst myndighedsbehandling ud af det. Hun laver formentlig ikke andet i sit daglige virke i Randers Kommune.

Derfor er det et dirty trick, når hun prøver på at jage en skræk i livet på trepartsminister Jeppe Bruus og alle andre – i skikkelse af en neutral og bekymret Langå-borger.

Der er nemlig ikke noget som helst pres på Tangeværkets dæmning. Hverken fra søen eller åen. Heller ikke ved 100-års hændelser med regn overalt. Vandets højde og bevægelse ved selve dæmningen er nemlig altid den samme. I stille sommervejr og i den værste orkan. Det har Anne Margrethe Wegeberg behændigt udeladt.

Presset fra vandet er udelukkende på selve værkets kraftturbiner, som igennem mere end 100 år har vist, at alt det vand, der kommer, med sikkerhed kan håndteres. Hvis der skulle komme mere vand end nogensinde før, er der endda ekstra ”udgange”, der 100 pct. kan styres og reguleres med regnens omfang og timing. Prøv at besøge dæmningen og få selvsyn. Den holder! Den vedligeholdes omhyggeligt af en af landets største forsyningsvirksomheder – Norlys.

Hun er også helt gal på den i sin belæring om fiskevandring og natur. Der er nemlig udarbejdet et forslag, der sikrer fiskevandring forbi værket for alle arter, der findes i Gudenåen.

Den er for længst præsenteret for politikere og embedsværk – og ikke én eneste gang har nogen som helst kunnet fortælle, hvor der er problemer i den løsning – medmindre de har henvist til deres egne synsninger, som mest er bygget på et indædt had til søen og total tilsidesættelse af tusindvis af lokale borgere.

Alt det ved Anne Margrethe Wegeberg godt. Ligesom hun ved, at Miljøministeriets departement egenhændigt har skrevet i høringsoplægget til vandplanerne, at man netop ved Tange Sø også bør overveje at tage hensyn til rekreative værdier, kultur og historie – og at søen i øvrigt er et værn mod oversvømmelser, ligesom den tilbageholder i tonsvis af næringssalte fra Randers Fjord.

Mærkværdigt, ikke? En fagbiolog, der spiller lidt ”dum” inkognito og prøver at jage os alle en skræk i livet. Mod bedrevidende.

Jeg synes, det er totalt respektløst. At hun som embedsansat med så stærk personlig modstand inden for området skal briefe politikere. Som forening har vi oplevet det før, og det er nok ikke sidste gang. Lad os håbe, at politikerne kan gennemskue det. Vi andre kan i alt fald.