Far til transbarn: Danmark svigter os
Man møder kun modstand og forhindringer i Danmark, hvis ens barn ønsker at skifte køn. Det betyder, at man må ty til andre EU-lande for at få hjælp. Det er ikke rimeligt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 7. oktober havde de to konservative folketingsmedlemmer Dina Raabjerg og Per Larsen et debatindlæg i JP under overskriften ”Det er på tide at smide fløjlshandskerne over for LGBT+”
Jeg vil ikke blande mig i diskussionen om LGBT+, det vil jeg lade De Konservative og LGBT+ om.
Men som nybagt far til et transbarn har jeg fået indsigt i transmiljøet på en helt ny måde. Efter stor turbulens fik vi beskeden i januar om, at vi var forældre til en transperson.
Vores barn har et stærkt ønske om at skifte køn, og i den forbindelse møder det stor modstand i det danske sundhedssystem. Først er der ventetid i to år for at begynde en udredning, som tager op til to år. Det vil sige, at ventetiden til første behandling er fire år.
I modsætning til dette tilbud er det muligt at kontakte netklinikker inden for EU og kunne begynde behandling inden for fire uger med mulighed for at hente sine recepter på det lokale apotek.
I min optik er det dybt uansvarligt at gå gennem et så voldsomt forløb uden lokal opbakning fra fagpersonale, og der er risiko for fejlbehandling.
Det får mig til at tænke på tiden før 1973, hvor aborten ikke var fri, men alternative muligheder uden om sundhedssystemet blev flittigt brugt.
Det er denne tilstand, vi som forældre mener, at vores barn er i, og at det oplever et svigt fra samfundet. Vi mener derfor, at det danske sundhedssystem skal opprioritere behandlingen og få forkortet ventetiderne.