Grønlandsk sprog-stædighed er ikke i samme liga som den sønderjyske

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forbindelse med Folketingets åbning vakte den grønlandske politiker Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) opmærksomhed med kravet om at tale på grønlandsk.

Den 27-årige politiker afviste efterfølgende at læse talen op på dansk og erklærede sig uforstående over for, at der i givet fald ikke var mulighed for at rette spørgsmål til hende efter talen.

Det ville være meningsløst at debattere en tale, hvis indhold ingen forstod. End ikke Folketingets andet grønlandske medlem, Aaja Chemnitz (IA), ville kunne deltage i debatten, da hun er dansktalende og kun til dels forstår talt grønlandsk.

Det var ikke første gang, Aki-Matilda vakte opsigt med sit krav om at tale grønlandsk i Folketinget. Allerede i forbindelse med den årlige redegørelse om rigsfællesskabet i maj 2023 rejste Aki-Matilda lignende krav. Også dengang afviste hun efterfølgende at læse talen op på dansk.

I 2023 blev Aki-Matilda mødt med stor sympati i pressen, og der var flere gange tilløb til at udråbe hende som vor tids Hiort Lorenzen. Holder sammenligningen?

Peter Hiort Lorenzen (1791-1845) var købmand i Haderslev og valgt til stænderforsamlingen i Slesvig, hvor han i 1842 blev kendt for »at tale dansk og vedblive at tale dansk«. Stænderforsamlingens officielle arbejdssprog var tysk, men det var tilladt medlemmer, som ikke talte tilstrækkeligt godt tysk, at tale dansk. Den tosprogede Hiort Lorenzen vakte opsigt ved midt i sin fremlæggelse at skifte fra tysk til dansk. Og ikke mindst for sin beslutning om – trods gentagne advarsler fra stænderforsamlingens præsident – at »vedblive at tale dansk«.

Beslutningen skaffede Hiort Lorenzen heltestatus i en senere tids dansk historieskrivning som den modige oprører, der i grænselandets stadig mere forbitrede sprog- og kulturkamp vovede at trodse tyskerne. I virkeligheden var Hiort Lorenzen blot et rummeligt og liberalt menneske, som mente, at folk havde ret til at henvende sig til myndighederne på deres modersmål.

Aki-Matilda er ikke vor tids Hiort Lorenzen. Det danske rigsfællesskab hærges ikke som Helstaten af ødelæggende kultur- og sprogkampe. Hiort Lorenzens beslutning om at tale dansk var inden for stænderforsamlingens vedtagne sprogpolitik. Aki-Matilda valgte derimod at ignorere Folketingets sprogpolitik. Hiort Lorenzen blev med urette frataget ordet. Aki-Matilda fik en henstilling om at følge Folketingets sprogpolitik.

Det har altid været tilladt et grønlandsk eller færøsk medlem af Folketinget at tale på sit modersmål, blot har man altid skullet gentage talerne på dansk eller sørge for oversættelse heraf, i tilfælde af at man ikke selv talte tilstrækkelig godt dansk.

Det sidste er der intet odiøst i. Politiske beslutninger kan ikke gennemføres, hvis der kommunikeres på sprog, som flertallet ikke forstår. Der er heller intet odiøst i tanken om, at et parlament har et officielt arbejdssprog, som anvendes i forbindelse med politiske debatter og i lovgivningsarbejdet.

Sluttelig bør man ikke glemme, at Aki-Matilda ikke selv stammer fra Grønland, men blev født i Hillerød som barn af dansk-grønlandske forældre. De smukke ønsker om at tale direkte til hjemlandets befolkning, som ikke føler sig hjemme i det danske sprog, kommer derfor lynhurtigt til at virke en anelse skinhellige.

Mistanken om, at Aki-Matildas sprogforbistring i langt mindre grad handler om Grønland og grønlænderne, men i langt højere grad om Aki-Matilda selv, presser sig på.

Peter Hiort Lorenzen overholdt stænderforsamlingens sprogpolitik og havde ingen personlig agenda. Aki-Matilda Høegh-Dam forsøgte at sætte sig ud over Folketingets sprogpolitik og gøre sig til offer.