Alt for få voksne ville underrette: Det går ud over barnet, som er ladt i stikken uden hjælp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kun 56 pct. voksne ville lave en underretning, hvis de kendte til et barn, der blev udsat for fysisk vold, og kun 39 pct. ville underrette om psykisk vold. Det viser en måling, Børns Vilkår har fået foretaget af Epinion.

Men alle voksne i Danmark har underretningspligt. Det betyder, at man skal underrette kommunen, hvis man er bekymret for, at et barn er udsat for vanrøgt, nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i fare.

I det lys er tallene fra Epinion særdeles bekymrende, fordi underretningspligten netop er til for, at børn ikke er overladt til sig selv i hjem med f.eks. vold.

Børns Vilkårs bisidning, Børnetelefonen og Hørt er ofte i kontakt med børn og unge, som fortæller om at være overladt til sig selv i et hjem uden omsorg og kærlighed. Mange af de historier sætter sig fast i hukommelsen.

En af vores bisiddere har f.eks. fortalt om et opkald med en lille pige og hendes mormor, som lavmælt og i frygt for konsekvenserne fortalte om pigens ene forælder, der på daglig basis slog, råbte, skældte ud og var nedværdigende over for pigen og resten af familien. Ingen voksne – hverken i eller omkring familien – turde sige stop eller gribe ind.

Heller ikke med en anonym underretning til kommunen.

Det er reelt, at man kan være bange, men børn har brug for voksne, der griber ind. Børns Vilkår ved desværre også fra samtaler i vores rådgivning, at alt for mange voksne holder sig tilbage, fordi de ikke vil sladre om andre, blande sig i folks privatliv, blive uvenner med naboen eller tænker, at andre nok tager sig af det. Ingen af de undskyldninger tager hensyn til børnene, som det hele egentlig handler om. Det gør mig vred, at der er voksne, som hellere vil ofre børnene end selv at løbe en risiko.

Jeg ved godt, at der har været historier i pressen om familier, der har følt sig ubegrundet anklaget for omsorgssvigt. Men det er en risiko, vi må leve med, hvis vi ikke skal overse børn, der har brug for hjælp. For omvendt er der endnu flere eksempler på børn og unge, der er gået under radaren uden en eneste underretning. Og der er desværre også alle de børn og unge, hvor kommunerne ikke griber ordentligt ind – også selvom der er lavet adskillige underretninger.

Når Børnetelefonen taler med børn og unge om at lave en underretning, bliver de netop bange for, at det ikke nytter, og at de bliver ladt i stikken hos vrede forældre. Kommunerne skal derfor rette op, så det ikke er en risiko, børnene står i. Men samtidig må kommuners lejlighedsvise fejl aldrig være årsag til, at civilbefolkningen stopper med at underrette – for så går sikkerhedsnettet omkring vores børn helt i stykker. Underretningspligten virker kun efter hensigten, hvis både myndigheder og borgere strammer op.

Mens kommunerne skal forstærke deres indsats, understreger tallene fra Børns Vilkår, at befolkningen mangler viden om, hvor vigtige underretninger kan være for børn, der lever i hjem med svigt, vold og overgreb. En underretning er omsorg for et barn. Og netop den påmindelse bliver ved med at være aktuel for Børns Vilkår, indtil alle voksne underretter, når der er bekymring for et barns trivsel, sikkerhed og udvikling.