Ryger klassiske sprog i skraldespanden, bliver vi ringere til moderne fremmedsprog

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der mangler akut dygtige sprogstuderende på de danske universiteter.

Alene på tysk optages der i dag ca. halvt så mange studerende som for 10 år siden, og på gymnasierne faldt antallet af elever med tysk på A-niveau fra 11 pct. i 2005 til under 6 pct. i 2020.

Det er altså historisk svært at rekruttere unge til at fordybe sig i sprog.

Alligevel foreslår regeringen i sit finanslovsudspil for 2025 at sløjfe den særlige støtte på ca. 5 mio. kr. om året til at oprette græsk og latin på A-niveau i gymnasiet.

Det vil i praksis gøre det stort set umuligt for de enkelte gymnasier at oprette latin og græsk som studieretningsfag.

Jeg har meget svært ved at forstå, at regeringen er klar til at sende så tydeligt et signal til danske unge om, at sprog ikke er vigtigt.

Det er nemt at sige, at latin og græsk ikke har nogen relevans i dagens Danmark eller for de hårdt pressede moderne sprogfag. Men det er ikke rigtigt.

Jeg blev selv klassisksproglig student i 2022, og jeg er nu en af de 28 nye studerende på bacheloren i tysk sprog og kultur på Københavns Universitet.

Det sidste er jeg kun blevet, fordi jeg i mine studieretningsfag i gymnasiet fik en så stærk sproglig ballast, at jeg pludselig også kunne knække koden til det tyske sprog. Kasus og konjunktiv gik fra at være volapyk til pludselig at give mening, og min glæde for faget voksede i takt med min forståelse.

Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg aldrig havde søgt ind på tysk på universitetet endsige kunnet snakke sproget, hvis ikke jeg havde fået muligheden for at lære latin og græsk i gymnasiet og derigennem fået en for mig uvurderlig forståelse af de sprog og den kultur, som den vestlige verden er bygget på.

I 2017 lavede den daværende regering en national sprogstrategi med to målsætninger: »Målsætning 1: Flere elever og studerende skal vælge fremmedsprog og opnå solide sprogkompetencer udover engelsk. Målsætning 2: Sproguddannelserne skal være fagligt stærke og relevante uddannelser, der tiltrækker og fastholder de dygtigste studerende.«

I min gymnasieklasse startede vi 15 elever, og 14 af os bestod som klassisksproglige studenter. Det gjorde vi som klasse med gymnasiets højeste gennemsnit af de 17 klasser på årgangen i alt.

Og af de 28 nye studerende på tysk i København kommer to af os med samme klassisksproglige eksamen, men fra to forskellige årgange.

Og ikke bare regeringen, men også Dansk Industri ønsker flere sprogstuderende. I 2020 eksporterede danske virksomheder for 154 mia. kr. til Tyskland, men Dansk Industri konkluderede allerede i 2021, at danske virksomheder oplever problemer ved manglende sprogfærdigheder, og at de »undlader at lave fremstød på de internationale markeder eller går endda glip af ordrer«.

Derfor undrer det ikke bare mig, men også mine medstuderende og professorer, at man endnu en gang fra politisk side vil nedprioritere sprogfagene.

De klassiske og de moderne sprog er nemlig ikke konkurrenter, men derimod fag, der understøtter hinanden. At fjerne græsk og latin fra gymnasierne vil ikke bare smadre et traditionsrigt studiemiljø, men også sikre, at endnu færre unge end i dag vil komme ud af gymnasiet med en sproglig ballast, der giver dem evnerne og modet til at lære de fremmedsprog, vi som land har så meget brug for.

Så hvis vi i Danmark stadig ønsker – og måske i endnu højere grad end hidtil – at kunne begå os på det europæiske marked og have mennesker, der kan tale de største og vigtigste sprog i EU, har vi også brug for de klassisksproglige studenter.