FN-kritik af Danmark må gøre indtryk på Christiansborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvad gør Danmark for at imødegå tilbageskridt i rettigheder og levevilkår for mennesker med handicap?

Det var et af de indledende spørgsmål, da professor Markus Schefer fra FN’s Handicapkomite eksaminerede Danmark den 23. august. Under mødet i FN-palæet i Genève deltog over 30 embedsfolk fra ni ministerier og en ambassadør. Alligevel tog ingen ordet for at svare.

Nu har komitéen selv svaret på spørgsmålet i sin konkluderende rapport: Danmark gør ikke nok.

Komitéen konkluderer, at de få fremskridt, som landets borgere med handicap har oplevet siden sidste eksamination for 10 år siden, overskygges af den stilstand eller tilbagegang, som dominerer billedet. Her blot et udpluk:

Brugen af magt og tvang på f.eks. botilbud, plejehjem og hospitaler er ikke blevet nedbragt. Tværtimod er der i forsommeren indgået en ny politisk aftale, der åbner op for mere magtanvendelse. Komitéen efterlyser, at Danmark gør en ihærdig indsats for at erstatte magtanvendelse med støtte, der »respekterer vilje, præferencer, værdighed og rettigheder for mennesker med handicap«.

Danmark har heller ikke i tilstrækkelig grad formået at lukke institutionslignende botilbud, hvor et stort antal beboere med meget forskellige støttebehov bor under samme tag. I Danmark afskaffede Serviceloven ellers i 1998 institutionsbegrebet i dansk lovgivning og sigtede mod at komme store institutioner til livs. Men det er ikke sket i tilstrækkelig grad, konstaterer komitéen, der samtidig understreger, at Danmark bør sætte en stopper for, at borgere med handicap kan flyttes fra deres hjem uden deres samtykke.

Ifølge Handicapkonventionen har mennesker med handicap nemlig ret til at leve et selvstændigt liv, og de har ret til indflydelse på eget liv. Alligevel har Folketinget for nylig – stik imod konventionens hensigt – givet kommunerne beføjelse til at flytte mennesker med handicap til et botilbud uden deres samtykke.

Danmark har heller ikke formået at indføre en tværgående, national handlingsplan for hele handicapområdet. Sidste gang Danmark havde en sådan plan, var i 2013. FN understreger, at der er behov for en national handlingsplan, som favner alle aspekter af borgerens liv og livsfaser og har fokus på tværgående koordinering mellem alle relevante sektorer og ressortområder.

Institut for Menneskerettigheder har påpeget det samme i flere år. Det kræver en helhedsorienteret, målrettet – og målbar – indsats, hvis Danmark skal leve op til de anbefalinger, som FN’s Handicapkomite er kommet med. Regeringen har varslet, at der arbejdes på en ny handlingsplan, men den skal kun dække job og uddannelse. Det er et fremskridt, men ikke godt nok. Planen bør favne alle aspekter af et menneskes liv fra vugge til grav.

For hvad nytter det, at en kørestolsbruger kommer i job, hvis ikke den offentlige transport er indrettet, så det er muligt at komme på arbejde? Og hvad nytter det, at en skoleelev med autisme inkluderes i en folkeskole, hvis ikke der følger den nødvendige støtte med i både timer og frikvarter, så eleven udvikler sig og trives med sine jævnaldrende?

Institut for Menneskerettigheder har bl.a. til opgave at følge Danmarks indsats for at leve op til Handicapkonventionen, og vores undersøgelser bekræfter kritikken fra FN:

Flere borgere med handicap oplever i dag, at de f.eks. er hindret i at komme med offentlig transport, vælge eget botilbud eller få adgang til arbejdsmarkedet. For mange er samfundet blevet mindre tilgængeligt, og flere udsættes for diskrimination. Ifølge Institut for Menneskerettigheders ”Handicapbarometer” er der markant ulighed på 10 af 10 vigtige områder som uddannelse, beskæftigelse, vold, sundhed, tilgængelighed eller diskrimination. Mennesker med handicap har med andre ord mærkbart ringere levevilkår end resten af befolkningen.

Det går stik imod både ånd og bogstav i FN’s handicapkonvention, som Danmark har underskrevet. Konventionen forpligter staten til at sørge for, at grundlæggende rettigheder gælder for alle, uanset om man har et handicap eller ej. Men selv om Danmark har haft hele 10 år til at forbedre forholdene siden seneste FN-eksamination, er udviklingen stagneret i stor ulighed eller på nogle punkter gået gradvist ned ad bakke.

I international sammenhæng er Danmark et stærkt og udbygget velfærdssamfund, og landet over er der stadig tusindvis af engagerede ildsjæle på bl.a. bosteder, skoler og i sundhedsvæsnet, der dagligt gør en uvurderlig forskel i menneskers liv. Men grundlæggende tegner udviklingen et billede af et velfærdssamfund, som trods sin rigdom og rettighedsbaserede værdier stadig har en opgave i at styrke de grundlæggende menneskerettigheder for nogle af vores mest udsatte medborgere.

Det må og skal gøres bedre, og FN-komitéens mange kritikpunkter og mere end 30 hovedanbefalinger bør nu sætte ramme og retning for det politiske arbejde, der venter i efteråret. Her skal forsommerens rammeaftale om handicap udmøntes i konkrete politiske initiativer, ligesom psykiatriplanen skal forhandles endeligt på plads. En tværgående national handleplan bør stå øverst på listen over politiske opgaver. Og lovgiverne bør stille sig selv et grundlæggende spørgsmål: Svarer Danmarks nuværende indsats til det menneskesyn, vi ønsker os som rettighedsbaseret velfærdsstat?