Kære influencer: Tag nu ansvar
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Influencere. Vi er nok mange, der kender én eller to stykker. Vi bruger mere og mere tid sammen med dem på sociale medier. Her sidder vi som forbrugere på første række, når influencerne giver os direkte adgang til deres liv, deres venner, deres familier og deres levevis.
Influencer-branchen er blevet big business, og virksomheder er parate til at betale influencerne utrolige summer for at nå ud til deres tusindvis af følgere. De mange følgere har gjort influencerne særdeles magtfulde.
Så magtfulde endda, at man i USA sågar taler om, at sangeren Taylor Swift – der med sine 283 mio. dybt dedikerede følgere nok er den største influencer i hele verden – kan blive tungen på vægtskålen, der afgør, at Kamala Harris bliver USA’s næste præsident.
Helt så magtfulde er danske influencere dog ikke, men der er ingen tvivl om, at de allerstørste af dem har så meget magt, at deres blåstempling af et givent produkt kan skaffe millioner i indtægter for de virksomheder, der har hyret dem til at gøre reklame.
Det er der i sig selv ikke noget galt i, og influencere har for min skyld lov til at reklamere så meget, som de vil, og tjene alle de penge, de kan. Venstre har aldrig stemt for janteloven. Men, men, men: Med stor magt følger et stort ansvar, som Uncle Ben siger til Spider-man. Desværre er der en tendens til, at nogle influencere totalt fralægger sig det ansvar, når de ser en god forretning. I bedste fald pga. uvidenhed – i værste fald pga. grådighed.
I juli kørte en artikelserie i Jyllands-Posten om influencere, der brugte deres platforme til at sælge såkaldte ”kollagenprodukter”, som skulle give en flottere hud. Flere kendte influencere som Mascha Vang, Christiane Schaumburg-Müller, Lisbeth Østergaard og Irina Olsen var ude og reklamere for det samme brand, som de varmt anbefalede som mirakelkuren mod rynker. Problemet var, at flere forskere var ude og modsige effekterne af kollagen, fordi der ikke var nogen beviselig effekt.
Kort sagt – influencerne spredte usandheder.
Og det er ikke første gang, at influencernes løfter om guld og grønne skove ikke helt står mål med virkeligheden om de produkter, de sælger. I 2019 blev bl.a. den tidligere radiovært og journalist Peter Falktoft nødt til at trække annoncer tilbage fra tandblegningsproduktet Smile Bright. Det skete, efter at DR’s program ”Kontant” kunne afsløre, at produktet indeholdt over 75 gange så meget brintoverilte som tilladt. Produktet var altså decideret skadeligt for ens tandkød og tænder.
Ingen af ovenstående eksempler har affødt nogen former for konsekvenser for de implicerede influencere. Jeg siger ikke, at vi skal ud og dele hårde straffe ud til influencerne, hvis de bliver taget med fingrene i kagedåsen, men i mediebranchen kan man, hvis man har skrevet noget forkert, blive tvunget til at bringe et dementi.
Kunne man ikke forestille sig, at influencerne skulle tvinges til det samme? Hvor svært kan det være at skrive: ”Hej, i sidste uge reklamerede jeg for det her produkt, det viste sig at være fake news, det beklager jeg”. Jeg er godt klar over, at det nok ikke vil falde i god jord hos influencerne, der jo lever af deres troværdighed. Men så er det måske også passende, at influencerne selv begynder at tage deres troværdighed seriøst.
Og måske det rent faktisk kunne få flere til at stille sig kritiske over for firmaer, der på mirakuløs vis påstår at kunne fjerne rynker eller blege ens tænder. For hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel det også – uagtet om det så er ens favorit-mommyblogger eller podcastvært, der siger det.