Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvorfor skal vi producere 28-30 mio. grise om året?

Vi tjener ikke penge, ødelægger miljøet og yder dyremishandling.

Kim BenderSalgschef, Frederiksberg C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark producerer hvert år 25-30 mio. svin, selvom det danske forbrug kun udgør 2 mio. svin. Alligevel tjener vi ikke penge på denne overproduktion, tværtimod. Ifølge Danmarks Statistik var landbrugets samlede gæld i 2022 på ca. 300 mia. kr.

Landbrugets overskud er omtrent lig med de 7 mia. kr., der årligt gives i EU-tilskud. Så hvorfor fortsætter vi med at ødelægge vores natur og bidrage til systematisk dyremishandling uden nogen reel økonomisk gevinst?

I medierne hører vi ofte om, hvordan gødning og gylle fra landbruget forurener vores åer, vandløb, fjorde og havområder. Det understøtter, at landbruget bør skæres markant ned for at forbedre miljøet, dyrevelfærden og økonomien. På ingen af disse områder er landbruget en fordel for Danmark.

Når vi ser på dyrevelfærden, er statistikken også alarmerende. I 2022 døde 23,3 pct. af pattegrisene inden for de første dage efter fødslen ifølge tal fra Seges Innovation. Det svarer til omkring 10,1 mio. døde pattegrise om året eller 27.655 om dagen. Slagtningen af svin er heller ikke uden smerte. I Danmark er det lovpligtigt at bedøve grisene med CO2-gas, men denne metode fører til voldsom hyperventilation, skrig og stor lidelse, da gassen irriterer deres luftveje.

Ifølge Dansk Naturfredningsforening bruges 80 pct. af Danmarks landbrugsjord til at producere foder til dyrene, kun 10 pct. til menneskeføde, mens de resterende 10 pct. ligger brak. Der går store mængder foder til at opfostre 28-30 mio. svin, som slagtes efter blot seks måneder og når en vægt på omkring 100 kg.

Når markerne oversvømmes med gylle, og regnen falder, leder landbrugets drænsystemer overskydende gylle ud i naturen, hvilket forurener vores vandløb og søer. Set med miljøbriller og økonomibriller er der altså ingen gevinst ved den nuværende landbrugsmodel.

Jeg mener stadig, at vi skal spise grisekød, men hvorfor ikke nøjes med at producere til vores eget forbrug? Ifølge DTU Fødevareinstituttet spiser danskerne i gennemsnit 35 kg svinekød om året, så vi kunne i princippet nøjes med at producere under 2 mio. svin. Det ville reducere behovet for foder med op til 15 gange og samtidig mindske forureningen markant.

Der er ingen grund til at producere svin til udlandet, når vi ikke tjener penge på det, og det samtidig skaber dyremishandling og miljøproblemer. Hvad er pointen så?

Tænk, hvis vi i stedet kunne producere kvalitetsgrise, der var fritgående og levede et værdigt liv. På den måde kunne svineproducenterne tjene gode penge på et bedre produkt i stedet for at konkurrere om at sælge billigt kød til under 10 kr. halvkiloet i supermarkederne.

Vi kunne stadig spise svinekød, men med bedre dyrevelfærd, mindre miljøbelastning og en mere bæredygtig økonomi. Det ville være en gevinst for alle.