Digital markedsføring gør os til kultmedlemmer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De største og mest magtfulde aktører i kapitalismens vilde vest har tilsammen en skræmmende indflydelse på, hvordan vi tænker, føler og bruger vores hårdt tjente penge.

Det vidste vi måske godt. Men præcis hvor udspekuleret vor tids digitale markedsføring kan være, er blevet tydeliggjort for mig i mødet med den anerkendte amerikanske medieekspert Mara Einstein.

Einstein er ikke i tvivl: I dag handler markedsføring om at få folk til at tilslutte sig en kult. Som hun formulerer det: »Konsekvente og forførende taktikker, som engang blev brugt af spirituelle charlataner, bliver nu brugt til at sælge alt fra tandpasta til apps og endda politiske ledere.«

Man kan med rette mene, at mange allerede for årtier tilbage havde held med at opbygge et kultagtigt følge. Tænk bare på brands som Apple, Nike og MTV – eller personer som Madonna, Ronald Reagan og Michael Jordan.

Men takket være teknologien er denne kultskabelse blevet langt mere sofistikeret og dermed accelereret.

For få årtier siden var vores medieforbrug i høj grad analogt, og det fandt også generelt sted i mere afgrænsede tidsrum.

I dag er medieforbruget domineret af digitale skærme, som vi kigger på dagen lang – computere, telefoner og tablets – og det meste af det indhold, vi forbruger, er omgivet af reklamer. Hvis altså de forskellige budskaber ikke ligefrem er integreret i indholdet i form af ”native advertising” eller ”product placement”.

Læg hertil de sociale medier og techgiganternes algoritmer, der nærmest kender os bedre, end vi selv gør, og den ekstreme udbredelse af influencere på disse platforme.

Der er god grund til at spidse ører. For ingen har vel lyst til frivilligt at melde sig ind i et fællesskab, der frem for alt er bundet op på forførende følelser, og som typisk er svært at forlade.

I markedsføringsuniverset handler kultskabelsen om at kapre forbrugernes følelser og fremkalde angst. Om at forføre os gennem illusionen om, at vi kan være blandt de få udvalgte. At vi alle deler den samme ideologi, og at vi bør hylde milliardæren, der tjener allerflest penge på vores forbrug.

Målet er at styre vores adfærd i retning af køb, vi ikke har brug for og måske endda ikke har råd til. Fordi vi tror, vi får et bedre liv, et smukkere udseende og et styrket tilhørsforhold i verden.

Som jeg ser det, ligger der fra forbrugerens side en stærk analogi i begrebet ”rabbit holes”. Det bruges tit som billede på, at man lige pludselig ender et eller andet uventet sted på Youtube, Wikipedia eller Instagram.

Så spørger man sig selv: ”Hvordan endte jeg lige her?”

Man trækker måske på skuldrene og griner lidt ad, hvor nemt det er at blive fanget af tilfældighedernes spil – ét klik ad gangen. Men når teknologien tillader markedsføringseksperterne at drive rovdrift på den naturgivne nysgerrighed og vores ønske om at være en del af fællesskabet, mener jeg, at det er på høje tid at stille os selv det samme spørgsmål om vores valg som forbrugere og borgere.

Vi bør opbygge en helt ny grad af bevidsthed om, hvorfor vi bruger penge på bestemte produkter, går i bestemt tøj og frekventerer bestemte steder.

Samtidig bør vi undersøge nærmere, hvad vores politiske idiosynkrasier egentlig er formede af, vel vidende at der er andet og mere på spil end bare et sæt af grundværdier, som vi tror aldrig ændrer sig.

”Hvordan endte jeg lige her? Hvorfor forsvarer jeg disse bestemte forbrugsvaner og politiske holdninger så kraftigt? Er jeg frivilligt blevet del af de fællesskaber, de tilbyder mig – og kan jeg frivilligt forlade dem?”

Sådan lyder de spørgsmål, som den oplyste borger og medieforbruger bør stille sig selv anno 2024. Det er den eneste vej til at bevare vores kritiske sans i denne nye medievirkelighed.