Er kønskvoter virkelig vores bedste bud på ligestilling?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er som en karrierefokuseret kvinde utroligt træt af at høre om kønskvoter. Hver gang ligestilling kommer på dagsordenen, er noget af det første, man hører, at kønskvoter er den gyldne løsning på det manglende antal kvinder i bestyrelser. Det er dog rettere et system, der sender ligestillingskampen på afveje.

Kvoter i sig selv er direkte modstridende med formålet – at skabe lige muligheder for mænd og kvinder, når det kommer til at besidde forskellige stillinger på arbejdsmarkedet. Men når man indfører et kvotesystem, der favoriserer det ene køn, underminerer man målet om at skabe et arbejdsmarked baseret på meritter og kvalifikationer.

Derudover overser kvotesystemerne det reelle problem. Problemet ligger i en dybt indgroet kultur, især når det handler om at vælge, hvem der skal sidde i bestyrelserne. Den kultur ændrer sig ikke, bare fordi man pålægger private virksomheder, hvordan de skal sammensætte deres bestyrelser. Statslige kvoter ændrer nemlig ikke den dybt forankrede mentalitet, der stadig præger mange danske virksomheder.

Netop den kultur er også grunden til, at det ikke nødvendigvis vil være en positiv oplevelse at blive ansat som resultat af et kvotesystem. Det betyder, at man resten af sin tid i stillingen risikerer at blive mødt med forestillingen om, at man kun fik jobbet baseret på, hvad der er mellem ens ben, ikke ens ører.

Derfor skal idéen om de såkaldte kønskvoter tilbage til, hvor de kom fra. Det kan ikke passe, at vores bedste svar på at løse et ligestillingsproblem er et våben, der kan skyde direkte tilbage i hovedet på de mennesker, der hævder at hjælpe, og som desuden modsiger sit eget formål.