Regeringen tager ikke det nødvendige opgør med forholdet til Afrika

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen har just offentliggjort sin strategi ”Afrikas århundrede – Strategi for et styrket dansk engagement med de afrikanske lande”, som skubber lidt til dansk politik over for Afrika, men langtfra tager det opgør, der er brug for.

Papiret indeholder meget af ”mere af det samme”. EU skal gøre mere, handel og investeringer skal styrkes, klimatilpasning skal støttes, og migrationen skal håndteres. Det er der ikke meget nyt i.

Der er dog tre nye og vigtige elementer i strategien.

For det første taler man om ligeværdigt samarbejde. Det har Danmark tidligere været god til i forbindelse med udviklingsbistanden, men i de senere år er det blevet nedprioriteret. Ligeværdigt samarbejde med afrikanske lande, organisationer og civilsamfund er uhyre vigtigt, hvis man skal gøre sig håb om at nå fælles målsætninger, men det konkretiseres desværre ikke. Hvordan sikrer man ligeværdighed i de forskellige samarbejder? Her er der virkelig brug for klare initiativer, hvis den ambition skal være overbevisende.

For det andet udstrækker man nu den danske interesse til hele Afrika. I de seneste år har der været en tendens til at fokusere på Sahel-landene, hvorfra eller hvorigennem irregulære migranter til Europa ofte kommer. Men at tage hele Afrika alvorligt er absolut nødvendigt.

For det tredje lægger man op til, at nogle få afrikanske unge skal kunne komme til Danmark for at studere. Det er vigtigt, da det kan bidrage til at skabe bedre folkelige kontakter. Noget, vi også var meget bedre til for 25 år siden.

Alt i alt er der tale om tre fine, nye, men helt utilstrækkelige elementer. Og hvorfor så det? Hvad er det, der mangler? For at besvare det spørgsmål må vi rundt om dels Danmarks interesser, dels de udfordringer, verden står over for.

Historisk er Afrika blevet set som et område for Danmarks udviklingspolitik, og den har fulgt ganske mange interesser. Fra solidaritet og fattigdomsbekæmpelse over kommercielle hensyn og særlige værdier (menneskerettigheder, demokrati, ligestilling osv.) til begrænsning af migration og bekæmpelse af radikalisering.

Mange af disse interesser har været kortsigtede og umiddelbare. Efter 9/11 blev sikkerhed koblet på udvikling, efter finanskrisen i 2007-8 blev handel koblet på udvikling, og efter ”flygtningekrisen” i 2015 blev det nye hit at sammenkoble udvikling, nødhjælp og fred.

Nu er der dukket en geopolitisk interesse op. Danmark og Vesten skal have venner i Afrika, for ellers løber Kina og Rusland os over ende. Det handler om den globale verdensorden, og hvilke værdier der skal bestemme den. Det er en mere langsigtet interesse, som også karakteriserede udviklingssamarbejdet under Den Kolde Krig.

For mig at se er det en helt rigtig interesse at forfølge. Vil vi sikre plads til vores samfundsorden i den fremtidige verden, er det absolut nødvendigt at have venner forskellige steder på kloden.

En anden, mere overset, langsigtet interesse handler om en fredelig og fremgangsrig verden. Danmark er et lille land, der gerne blæser hid og did på et uroligt hav. Vi er stærkt afhængige af, hvad der sker omkring os, og det gælder ikke kun i vores umiddelbare nærhed. Muhammed-krisen var et godt eksempel på, at vi er langt mere forbundet med fjerne egne, end vi umiddelbart tror.

Fremgang, velstand og mindre ulighed skaber sværere betingelser for, at uro og alskens dårligdomme breder sig. Derfor har vi en egeninteresse i at skabe muligheder og forbedringer mest muligt. Det er en klar langsigtet interesse. Vi kan selvfølgelig ikke indfri den alene, men vi kan bidrage demonstrativt til at bevæge verden i den retning.

Det geopolitiske opbrud har taget fart de seneste 10 år, men det har andre globale udfordringer også. Klimaforandring, tab af biodiversitet, pandemi, finansiel ustabilitet, krig, flygtninge, risikable teknologier, stigende energi- og fødevarepriser m.v. er konstante udfordringer eller tilbagevendende kriser, der ikke forsvinder ved grænsen til Danmark.

De spiller en afgørende rolle for vores fremtidige velfærd, og de kan kun løses gennem internationalt samarbejde. Derfor har Danmark, Afrika og alle regeringer, der kan tænke langsigtet, en interesse i at sikre det samarbejde. Vi er med andre ord i samme båd og har brug for hinanden for at holde den flydende.

Desværre er det stadig en udbredt tanke i Danmark, at vi kan klare os selv, at vi ikke har brug for andre. Det er bare ikke tilfældet. Vi har i udpræget grad brug for de afrikanske lande, hvis vi skal sikre et stabilt og velfungerende samfund for vores børn.

En ny Afrika-strategi bør derfor tage udgangspunkt i, at vi er fælles om den verden, vi lever i, og de kriser, vi står over for. Samarbejde er helt afgørende, og vi har en klar langsigtet interesse i, at det bliver så effektivt som muligt.

Dernæst er fattigdom stadig en kæmpe udfordring i mange afrikanske lande, og fattigdom er om ikke roden til, så en væsentlig medvirkende årsag til de nævnte globale kriser. Tag de pandemier, som epidemiologer siger vil vende tilbage med mellemrum. Vi ved ikke, hvor alvorlige de bliver, men vi ved, at stærke sundhedssystemer og internationalt samarbejde vil være i stand til at kvæle eller dæmpe deres udbredelse.

Derfor er det en risiko for os danskere, at der er store pletter på verdenskortet med udbredt fattigdom og svage/manglende sundhedssystemer. Det er fint at hjælpe mennesker i nød af et godt hjerte, men det er så sandelig også i vores egen interesse.

En relevant Afrika-strategi skal af denne simple grund også forholde sig til, at fattigdomsbekæmpelse stadig er helt afgørende i nogle afrikanske lande. Danmark har en kolossal erfaring på det felt, men det nævnes næsten ikke i regeringens strategi.

Endelig er der i det globale syd og ikke mindst i Afrika en udbredt træthed over Vestens dominans i internationale institutioner, monopolisering af covid-19-vacciner, hykleriske kritik af Ruslands angreb på hospitaler i Ukraine og tavshed om Israels i Gaza osv. Danmark og Vesten har meget at byde på, som afrikanske lande med glæde modtager, men vi er nødt til også at se kritisk på os selv.

Vi elsker at tale om alle de førertrøjer, vi selv mener at have sammenlignet med andre lande, men glemmer at lytte til berettiget kritik og anerkende vores utilstrækkeligheder. Det er ikke et godt grundlag for det internationale samarbejde, som vi har så stærkt behov for. Og det står der intet om i den nye strategi.

En strategi skal bruges til at identificere de store udfordringer, og hvordan man har tænkt sig at håndtere dem. Den skal give konkrete vink med en vognstang, så vi danskere og et interesseret internationalt publikum kan lade os overbevise om, at strategien betyder ændringer tilpasset udfordringerne.

Regeringens strategi savner det. Den er ikke det nybrud, der har været talt om, og den bevæger sig kun op på den store klinge, når den tager fat i de geopolitiske udfordringer. Vi har brug for en bredere diskussion af Danmarks langsigtede interesser i forhold til det afrikanske kontinent.

Der er ikke mindst brug for at italesætte det åbenlyse behov for internationalt samarbejde om alle de alvorlige udfordringer, verden står over for. Der er brug for at være selvkritisk og for konkrete initiativer, der viser, at Danmark er klar til politisk og økonomisk at investere i det samarbejde. Og der er brug for at sætte Danmarks langsigtede interesser i en verden med fred og fremgang over kortsigtede hensyn af den ene eller anden karakter. Nedlæggelsen af posten som udviklingsminister tyder på, at vi går i den forkerte retning.