Skaber jagten på den slanke krop afhængighed?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For øjeblikket er slankemidlet Wegovy på alles læber. Nogle læger udskriver præparatet efter få minutters telefonkonsultation og uden nogen siden at have set patienten i sin klinik.

Senest har Styrelsen for Patientsikkerhed indskærpet, at man kun må udskrive Wegovy efter en videokonsultation, men det er med rette blevet kritiseret af formanden for de praktiserende læger.

Under covid-19-nedlukningen havde jeg i et år videokonsultation med en kvinde i Sverige, der led af en depression, men ikke blev meget bedre på trods af samtale og medicin. Hun brugte en del undskyldninger for ikke at møde personligt op i min klinik, hvilket var nemt under corona-epidemien, men da jeg efter et år endelig så hende, kunne jeg pludselig se, at hun led af ret svær anoreksi. Det havde videokonsultationen ikke afsløret!

Som psykiater udskriver jeg ikke Wegovy, men har forbavsende mange patienter, der får det enten fra egen læge eller de såkaldte fedmekliniker. Nogle patienter er klart overvægtige, hvor Wegovy kan være indiceret, men flere er enten normalvægtige eller har blot ”en delle i siden”.

Det sidste år har flere patienter tilkendegivet, at de er meget nervøse for at stoppe med Wegovy, idet de er meget bange for at tage på igen. Det ligner til forveksling en angsttilstand. Da jeg ved et foredrag af en læge ansat ved Novo Nordisk spurgte, om der var risiko for udvikling af psykisk afhængighed af Wegovy, fik jeg ikke noget svar, men dog erkendte lægen, at Wegovy hos de fleste nok er en livslang behandling, hvis man ikke vil tage på igen.

For nylig har et studie vist, at der muligvis er en forøget risiko for øjensygdom ved brug af Wegovy, men når jeg har nævnt det for mine Wegovy-patienter, ignorerer de det, selv om blindhed kan være en, om end meget sjælden, så dog mulig bivirkning.

Denne adfærd ligner alkoholikere eller rygere, der informeres om skadelige følger af deres misbrug. Den psykiske trang til stoffet overdøver lægens advarsler. Samme adfærd ser jeg hos visse patienter, der får medicin mod adhd og udvikler forhøjet blodtryk eller høj puls. De bliver nærmest fornærmede, når jeg siger, at de skal holde pause med medicinen og tale med egen læge. Patienter med spiseforstyrrelser vil gøre alt for at få fat i Wegovy, og som nævnt blev jeg ”snydt” af en anorektisk patient ved videokonsultationer. Wegovy ordineret til personer med anoreksi er potentielt livsfarligt.

For 40 år siden udskrev læger beroligende medicin (såkaldte benzodiazepiner) ukritisk, og mange patienter udviklede afhængighed af medicinen. Spørgsmålet er, om trangen til at være slank og leve op til idealerne på Tiktok og Instagram (som ofte er photoshoppet!) får nogle patienter på Wegovy til ubevidst at udvikle en slags misbrugsadfærd i deres søgen efter det perfekte.

Jeg kan ikke forstå, at man som læge, første gang man udskriver ny medicin til en patient, ikke skal se patienten personligt i sin konsultation. Der skal jo optages en grundig journal, informeres om virkning og bivirkning af medicinen, og først og fremmest skal lægen jo vurdere, om der overhovedet er indikation for at udskrive præparatet.

I dag har nogle patienter den opfattelse, at en læge blot er et ekspeditionskontor, og hvis lægen ikke makker ret, klager de. Hvis det bliver tilfældet, sætter vi patientsikkerheden over styr. Jeg er normalvægtig og glad for det. Var jeg overvægtig, ville jeg tænke mig meget grundigt om, inden jeg sagde ja til Wegovy. Og jeg gad i øvrigt ikke konstant at have kvalme og maveproblemer, som jo er hovedgrunden til, at patienter på Wegovy taber sig.