Unge skal ikke presses til at blive bilister
Regeringens forslag om at lade 17-årige køre bil alene øger risikoen for ulykker og klimaudfordringer. I stedet bør vi satse på bæredygtige løsninger og fremmer sunde transportvaner.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringens forslag om at lade 17-årige køre bil alene for at forbedre mobiliteten i landdistrikterne truer med at skabe et Danmark i øget ubalance. Intentionen er forståelig, men løsningen risikerer at forværre eksisterende udfordringer og skabe nye problemer.
Unge er desværre allerede overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne, og dette forslag vil næppe ændre dette. Hvis unge f.eks. har festet, vil de ofte stadig have alkohol i blodet næste morgen. At lade dem køre i denne tilstand er farligt for dem selv og andre.
Desuden vil mange unge og deres familier ofte skulle vælge ældre biler, da de er mere økonomisk overkommelige. Disse biler har ofte dårligere sikkerhed og højere CO2-udledning sammenlignet med moderne biler. Dette underminerer både trafiksikkerheden og klimaindsatsen og skaber yderligere ubalance i vores samfund. Yderligere vil flere biler på vejene ikke just hjælpe på vores allerede store problemer med trængsel på vejene.
Vi må heller ikke presse de unge ind i dårlige vaner ved at gøre privatbilen til deres primære transportmiddel. I stedet bør vi fremme gang, cykling og kollektivtrafik som sunde og bæredygtige valg, der sikrer de unges trivsel og livsstil. At skabe gode mobilitetsvaner fra en tidlig alder er afgørende for at opbygge et sundt samfund, hvor alle har adgang til sikre og miljøvenlige transportmuligheder.
Frivilligbusser kan være et godt supplement, men de kan ikke erstatte en pålidelig kollektiv trafik med faste køreplaner. Frivillighed er en værdifuld del af vores civilsamfund, men samfundets grundlæggende funktioner, herunder mobiliteten, kan ikke baseres på frivillighed alene. Vi skal sikre, at alle har adgang til pålidelige og prisvenlige transportløsninger.
Bestillingsbusser kan være en del af løsningen, men de må ikke ses som et skridt mod at sløjfe en busrute. Tværtimod bør de skabe tillid og sammenhæng, der kan føre til genetablering af regulære busruter. Usikkerhed om kollektivtrafikken kan afholde folk fra at flytte til landdistrikterne og presse dem til at vælge privatbilen.
Det er også vigtigt, at bestillingsbusserne har samme prisniveau og sammenhæng som øvrig kollektivtrafik, og at de tilbyder køreplaner samt større fleksibilitet og mulighed for mere impulsiv brug end f.eks. Flextrafik.
Vi mener, at kollektivtrafikken skal styrkes og gøres billigere – helst gratis, som i Luxembourg. Kollektivtrafik er ikke kun en del af vores klimaindsats, men også afgørende for at reducere trængslen på vejene, reducere stress og sikre mobilitet for dem, der ikke har mulighed for at have en bil.