Danmark og Norden er på kollisionskurs med Grønland og Færøerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi er dybt bekymrede over den kløft, der er ved at udvikle sig imellem Grønland og Danmark – og Grønland og Norden. Der er stærke politiske strømninger for løsrivelse fra Rigsfællesskabet, særligt i Grønland. Derfor er det ærgerligt, når ubetænksomhed støder grønlænderne fra os.

Et eksempel var, da den svenske statsminister ikke indbød Grønlands og Færøernes (og Ålands) ledere til sommerens statsministermøde om sikkerhed. Hvordan kan man drøfte sikkerhed i Norden uden at inddrage to helt afgørende aktører i Nordatlanten, som næst efter Taiwan-strædet og Østersøen er nogle af de mest sikkerheds-udsatte farvande i verden. Os bekendt er også den islandske regering meget ked af situationen.

Nordatlanten – gabet mellem Grønland, Island og Storbritannien (GIUK-gabet) – er i den grad udsat for stormagtsrivalisering og det, der er værre. Et blik på kortet kan overbevise enhver om, at man ikke kan tale om nordisk sikkerhed uden at inddrage Grønland og Færøerne.

Derfor var det også uheldigt, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen forårsagede en konflikt med Grønland om udnævnelsen af en ny arktisk ambassadør. Vi tvivler ikke på, at embedsmændene i Udenrigsministeriet er imod at afgive en eneste toppost til nogen uden for deres egen kreds, men vi synes, at ministeren i det mindste kunne have forhandlet sagen med den grønlandske regering og bestræbt sig på at finde en løsning, som grønlænderne kunne acceptere.

Når man i EU-institutionerne kan tage hensyn til nationalitet ved udnævnelser, kan vi vel også gøre det i Rigsfællesskabet. Og når man i EU kan give lilleputstaten Luxembourg samme ret som de store, så kan vi nok også i Norden.

Det er lidt som at se en togulykke udspille sig i slowmotion, hvor Danmark er lokomotivføreren, der ikke skifter spor i tide. De seneste år har en politisk strømning i Grønland vokset sig stærk med ønske om løsrivelse fra Danmark og Norden.

Der har hidtil altid været moderate kræfter, der i kulissen har forsøgt at få deres land og borgere bedst muligt gennem det politiske stormvejr, og konklusionen har for det meste været at fastholde et fortsat fællesskab.

Det er desværre ved at ændre sig. Når vi møder nogle af de selvsamme folk, der altid har støttet Rigsfællesskabet, fortæller de, at det bliver sværere og sværere for dem. Vi har fornemmelsen af, at hele det politiske spektrum har taget et ryk tættere på løsrivelse i disse år.

Som en grønlandsk bekendt fortalte i enrum tidligere på året, så er der mange, der næsten har opgivet at kæmpe imod den grønlandske selvstændighedsbevægelse, der i disse år som et Sankt Hans bål bliver næret, hver gang man fra dansk side opfører sig ubetænksomt.

Det er tragisk, hvor lidt vi lærer om Rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne i Danmark og i den danske skole. Særligt mellem Danmark og Grønland er der store kulturelle forskelle. De er ikke uoverstigelige, men hvis ikke man kender til dem, er det alt for nemt at komme galt afsted. Det har vi begge selv oplevet på egen krop i politiske forhandlinger.

Det smertelige ved den kløft, der er ved at blive bygget hen over Atlanten i disse år, er, at det ikke er en selvfølge, at det sker. Det lyder banalt, men ved at behandle de andre stater i Rigsfællesskabet med respekt, både i tanke og gerning, kan det brusende bål dæmpes gevaldigt. Det betyder noget, om man kan tale sit modersmål fra Folketingets talerstol. Det betyder noget, om der bliver truffet beslutninger hen over hovedet på én, og det betyder noget, om man fra dansk side er villig til at indrømme egne fejl og mangler.

Den største kulturelle ændring, der er behov for, starter med os selv. Danske børn bør fra barnsben lære mere om Rigsfællesskabets historie samt den færøske og grønlandske kultur.

Det er dog ikke nok at ændre mentalitet. Det handler også om den struktur og den måde, vi samarbejder på. Vi foreslår her, at de små lande på områder, de har overtaget, kan deltage i det nordiske samarbejde på lige fod med de store. F.eks. har Færøerne overtaget de fleste områder og kan med god ret kræve en plads i egen ret frem for at skulle klare sig med nådsensbrød fra moderlandet, både i Nordisk Råd og i Nordisk Ministerråd.

Men de små lande skal naturligvis ikke have vetoret. Det bør de store lande heller ikke have. For når man kræver enstemmighed, så er det landet, der vil mindst, der bestemmer mest. Det fører til apati og manglende engagement.

Det er 27 år siden, Helsingfors-traktaten (Nordens fælles grundlov) blev vedtaget. Vi synes, det er på tide at få den gjort tidssvarende. F.eks. er det oplagt, at både Rådet og Ministerrådet får udenrigs- og forsvarsudvalg/-råd, efter at dette samarbejdsområde er blevet det vigtigste af alle efter Finlands og Sveriges indtræden i Nato, som indebærer, at hele Norden nu er samlet i Nato. Det vil have stor betydning for Rigsfællesskabet. Men efter vore oplysninger er Danmark nærmest imod.

Vi mener, at de nordiske lande skal opgive småstatsmentaliteten, i betragtning af at det fælles nationalprodukt er på størrelse med Ruslands, og handelsflåden den største i verden. Hvorfor sætter vi os ikke for at udfylde det tomrum, der er opstået efter Storbritanniens ulykkelige brexit-beslutning? Og hvorfor udnytter vi ikke det nye fællesskab med Finland og Sverige i Nato til at realisere århundreders drømme om et nordisk forsvarsfællesskab.

Det kræver et Norden og et Rigsfællesskab, hvor vi tager et nyt spadestik inden for vores demokratiske traditioner. Et ægte demokratisk sindelag kræver en højere grad af ligestilling, end tilfældet er i dag. Udgangspunktet må være, at Rigsfællesskabet består af tre lande og tre folk, der har besluttet at løse væsentlige opgaver i fællesskab. Og at vi med Hal Kochs ord praktiserer, at demokrati samtale og gensidig forståelse og respekt.