Jeg er en del af ældrebyrden – og får at vide, at vi må nøjes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er 77 år og føler mig derfor som en af de mange i orkanens øje, når man dagligt kan læse om den ældrebyrde, som truer samfundet.

Lige nu får jeg og mine artsfæller tudet ørerne fulde med, at vi må indstille os på i langt højere grad end tidligere at modtage hjælp, pleje og omsorg fra vores nærmeste, da vi med alle de fremskridt, der er gjort inden for f.eks. kræftbehandlingen, lever mange flere år end ”planlagt”. Samfundet vil ikke kunne yde den service til os, som hidtil har været standard, uden at udgifterne eksploderer. Problemet er, at der bliver for mange af os inden for de nærmeste år.

At der blev født nogle store årgange under og i årene umiddelbart efter krigen, kan næppe komme som nogen overraskelse. Vi har været for mange livet igennem. De efterfølgende årgange var til gengæld små, så problemet burde løse sig selv efter ret få år. Vores årgange fik ikke særligt mange børn, da det blev vores tur.

Nogle foreslår at hente hjælp fra f.eks. Indien. Samtidig kan vi læse, at kunstig intelligens vil gøre megen arbejdskraft overflødig. Hvorfor sætter man så ikke den overflødiggjorte arbejdskraft til at passe de gamle? Eller hvorfor udvikler man ikke apparater med kunstig intelligens til at passe os? Hvis jeg får valget, vil jeg langt hellere vaskes og tørres bagi af en maskine end af et levende menneske, jeg overhovedet ikke kender og måske endda rent sprogligt har svært ved at kommunikere med. Faktisk tror jeg, at det er en myte, at vi gamle er så sultne efter menneskelig kontakt. Ja, vi vil gerne snakke med gode venner, men kan det ikke lade sig gøre, er de fleste af os nok helst fri for at få endnu et fremmed ansigt ind ad døren. I vores generation lærte vi, at vi skulle være høflige, så vi tager det som regel pænt. Og nej. Vi bryder os heller ikke om at blive passet af vore slægtninge. De har forhåbentlig andet at lave.

Problemet er nok, at man primært vil udvikle den kunstige intelligens til erstatning for den mellemdyre arbejdskraft, mens hele sosu-segmentet fortsat er ret lavtlønnet. Det vil næppe ændres, hvis man forlader sig på arbejdskraft, som ikke har dansk som modersmål.