Nåeh, Trine Bramsen – følte du dig ramt, siden du er nødt til slå fra dig med vilde anklager?

Hvem har tid til fakta, når man kan kaste om sig med vilde anklager? Det må være Trine Bramsens motto i hendes indlæg i JP, hvor hun anklager os for at være notorisk imod ligestilling i vores kritik af kulturministerens ligestillingskorstog. Vi kan kun ryste på hovedet og smile af Bramsens desperation.

Bramsen påstår, at vi er imod ligestilling, fri abort og homoseksuelle. Men lad os lige dvæle ved denne revision af vores politik og historien et øjeblik. Konservative stemte faktisk for en ny voldtægtslov. Ovenikøbet var det en konservativ justitsminister, der tog initiativ til at få ændret loven. Men hvem har tid til fakta, når man kan kaste om sig med vilde anklager?

At anklage os for at råbe ”woke” som eneste forsvar må være lavmålet for Bramsen. Hvis man virkelig tror, at vores eneste bidrag til debatten er ét ord, så overvurderer man altså ikke kun os, men også sig selv. Måske burde Bramsen bruge lidt mindre tid på at fantasere om, hvad vi siger, og mere tid på at forstå, hvad vi faktisk ønsker og gør.

Bramsens brug af woke som stråmand er slående. Hun hævder, at vi bruger dette ord til at undgå seriøse debatter, men går ikke selv ind i den kritik, vi reelt kommer med. Det virker derfor, som om hun projicerer sin egen mangel på substans over på os. Hvis hun virkelig havde stærke argumenter og en vigtig dagsorden for ligestilling, hvorfor så ikke præsentere dem i stedet for at forfalde til generaliseringer?

Og lad os lige tage fat i hendes kritik af vores modstand mod Engel-Schmidts initiativer. Bodil Koch-prisen og beslutningen om flere kvindestatuer er tiltag, der fremhæver individets køn frem for deres bidrag til kunst og historie. Er det virkelig kulturpolitik og nødvendig ligestilling? Vi mener, at kulturpolitikken skal handle om udbredelsen af dansk kunst og kultur – og ikke om nye priser, der alene gives på baggrund af, om kunstneren lever op til politiske inklusionskriterier frem for på kunstens bidrag til kulturen.

Mens Bramsen og Engel-Schmidt er optaget af symbolpolitik, vil vi gerne gentage, at rigtige ligestillingsproblemer bliver forsømt. Muslimske kvinder fanget i islamistiske ægteskaber, kønsopdelt svømmeundervisning i offentlige svømmehaller og drenge, der sakker længere og længere bagud i skolesystemet er reelle problemer, der kræver handling. Men nej, lad os fokusere på sprogændringer og statuer. Det er jo så meget lettere end at tage fat på de hårde problemer, ikke?

Så kære Trine, skal vi tolke det, som at vi vores kritik ramte et rigtig ømt punkt, siden du føler dig så presset, at du falder til dette niveau? Eller er det blot en ny standard for politisk debat fra et regeringsbærende parti? Uanset hvad, så vil vi fortsætte med at kæmpe for en ægte og seriøs ligestillingsdebat og kulturpolitik, der går ud over symbolpolitik og retoriske krumspring.