Valget er EU's skæbnetime

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med krig i Europa er EU udfordret på en helt ny og farlig måde, og valget til Europa-Parlamentet bliver en temperaturmåling, som kan få mærkbare konsekvenser for de næste år. Det blev sagt helt åbent på stats- og regeringschefernes EU-topmøde for nylig, at lande som Rusland og andre fjender af vores åbne, frie og demokratiske kontinent puster til eksisterende splittelser via alt fra fake news til påvirkningskampagner.

Europa er udfordret, men heldigvis har en ny alvor vist sig i form af en besindelse på værdien af vores frihedsorienterede samfundsorden. Det er faktisk alt det, der stemmes om den 9. juni, og som gør, at det ikke bare er et sædvanligt valg. Dette 10. valg til Europa-Parlamentet er ret usædvanligt.

Alt det velkendte ved EU stemmer vi selvfølgelig også om. Hvis man skal beskrive EU som en mønt, så har mønten som bekendt to sider:

EU har været en succes på den ene side: Fred landene imellem, frihandel, en regelbaseret retsorden, der giver virksomheder og borgere tryghed og ikke mindst udgør en ramme for, at landene er blevet rigere og mere velstående. Alt dette er veldokumenteret, og det er en kæmpefordel for en lille, åben økonomi som den danske at være med i klubben.

Bagsiden af mønten er, at det halter gevaldigt med væksten og konkurrencekraften i Europa. En del af det handler om, at der bliver lagt for mange hindringer ud for virksomhederne. Deres opgave som virksomheder er jo at fokusere på at lave en god, sund og bæredygtig forretning og derved tjene de penge, som politikerne efterfølgende bruger på de helt utroligt mange ønsker, der er. Men desværre møder virksomhederne alle disse snubletråde, som bedst kan sammenfattes i: at der er for meget bureaukrati. Eller sagt lidt anderledes, at den europæiske lovgivning – som vi jo gør til dansk lov, når det først er vedtaget – trænger til en opstramning og sanering.

Heldigvis er det gået op for de politiske ledere, at vi bliver nødt til at få sat bom for overdreven lovgivning. Stats- og regeringscheferne har for nylig givet EU-Kommissionen – der jo har ansvaret for, at der fremsættes lovgivning i EU – besked om, at der i regulering af erhvervslivet skal tages udgangspunkt i de små virksomheders virkelighed. Det er jo dem, der er langt, langt flest af. Og så skal lovgivning forenkles. Her bliver det en kæmpe opgave at holde øje med, at det ikke bare bliver ved snakken. Den risiko er kæmpestor.

EU kan både blive en endnu større succes – eller en fiasko! Problemet er, at vi ikke afgør kontinentets skæbne, men også er afhængig af geografiens magt. Vores nære omverden er så usikker og bl.a. fyldt med kræfter, der afskyr vores fredelige, demokratiske samfundsorden, og det gør dette valg så anderledes.

Der var ellers længe fred og ingen fare, troede mange. At Europa havde fundet opskriften: billig energi fra Rusland, billige varer fra Kina og billig sikkerhed fra USA. De seneste år har budt på en brat opvågnen. Alle disse billige gevinster er væk. Energien er blevet dyrere, forsyningskæderne afkortes med højere omkostninger til følge, og vores investeringer i Forsvaret får et tiltrængt løft oven på mange års forsømmelser i Europa.

Vi har længe levet i skyggen af en liberal, regelbaseret orden, som vi har nydt godt af. Så meget, at det først sent gik op for os, at USA’s og Europas værdier blev modarbejdet af lande som Rusland og Kina. Ruslands invasion i Ukraine i 2022 var kulminationen på mange års forsøg på at destabilisere det europæiske kontinent. Alt for længe ignorerede det politiske niveau, at Putin var en stærk modstander af de europæiske værdier.

Mit håb er, at danskernes og europæernes vilje til at forsvare vores værdier har bundfældet sig og ikke vil lade sig rokke af alle de farlige lokketoner om, at vi skal tilpasse os Putins forsøg på at lade magt være lig ret. Hvis vi kapitulerer på det punkt, vil der være masser af grå områder i Europa, som potentielt vil være de næste, nemlig alle de lande, der søger ind i EU (eller Nato).

Alt det her kan synes fjernt, fordi danskerne er blandt de mest positive over for den ukrainske frihedskamp. Så meget, at PET og FE i deres meldinger om påvirkningskampagner vurderer, at danskerne formentlig er vaccineret mod snedige russiske tricks.

At vi herhjemme har en så relativt fredelig valgkamp, er udtryk for, at vi er blandt de folk i Europa, der er mest glade for EU; den seneste Eurobarometer-undersøgelse viser, at 72 pct. af europæerne mener EU-medlemskabet har været en fordel for deres land. Det dækker over høj variation – i toptre ligger Irland, Luxembourg og endelig Danmark med 88 pct. Sammen med vores hollandske, svenske og finske naboer er vi også blandt dem, der vil sætte grænser for EU og mener, at mange ting bedre løses i medlemsstaterne fremfor på EU-plan.

Der er ingen tvivl om, at vi i kølvandet på det kommende EP-valg vil se de tektoniske plader forskubbe sig mod højre. Der findes en massiv EU-kritik derude, og her står de mere kritiske stemmer formentlig til at komme med ved bordet, og derved bliver de tvunget til at medvirke til konkrete og praktiske løsninger.

Det store spørgsmål er således, hvad et forandret politisk landskab betyder i det fremadrettede. Det hidtidige flertal mellem socialdemokrater (S&D), liberale (RENEW) og konservative (EPP) står for fald. Forventningen er, at EPP formentlig kan etablere en koalition, hvori indgår de dele af højrefløjen, der accepterer EU som den nødvendige politiske ramme, står på mål for retsstaten og fortsat støtte til Ukraine. Det bliver uden tvivl vanskeligt. Men når først valget er overstået, skal der findes virkelige løsninger på virkelige problemer.

Når jeg selv deltager i arbejdet i Bruxelles i de små og mellemstore virksomheders europæiske organisation, er det tydeligt, at der er brug for netop den type praktiske forandringer, der fører til vækst, arbejdspladser og grøn omstilling.

Det gode ved EU er, at der i mange år faktisk er lavet helt konkret lovgivning, der giver lige konkurrencebetingelser for virksomhederne og mulighed for at handle uden hindringer. Millioner af nye job er skabt, vi er blevet rigere og grønnere.

Lidt mere positivt formuleret stemmes der også om, hvorvidt den europæiske sociale model skal gennemgå en fornyelse eller bare skal køre videre. Set med erhvervslivets briller er det et problem at EU’s vækst og konkurrenceevne er så ringe. At USA og Kina konkurrerer om at være førende på de nye teknologier, mens EU mest er førende på regulering, er et kæmpe problem. Hvis det skal ændres, kræver det politisk vilje. Min vurdering er, at et stærkt ændret Europa-Parlament vil være med til at skubbe i retning af, at den praktiske politik bliver nødt til at orientere sig i retning af en fornyelse, som gør, at de virksomheder, som tjener pengene, rent faktisk kan få lov til at passe deres arbejde uden at blive dynget til med bureaukrati.

De færreste af os går og tænker på historien til dagligt. Men vi er hver især en del af den lange historie på godt og ondt. Bundlinjen er, at historien om de sidste slægtleds Europa er en bevægelse fra krig til velstand, fra kaos til en regelbaseret orden. Alt det er ikke kommet af sig selv, og derfor har det betydning, hvordan vi forvalter den succes, EU har været. Derom handler valget den 9. juni.