Har fodboldspillere ikke også ytringsfrihed?
To franske fodboldspillere ville ikke bære et LGBTQ-logo. Det fik sportsministeren til at kræve »den hårdest mulige straf«.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I weekenden havde alle fodboldspillerne i den bedste franske liga et særligt logo på deres trøjer for at markere deres støtte til LGBTQ-bevægelsen.
Jeg kender ikke Mohamed Camara eller hans bevæggrunde for at klistre logoet på sin T-shirt over. Måske er jeg dybt uenig med ham. Måske bryder jeg mig slet ikke om hans motiver.
Det er bare ikke pointen.
Pointen er, at Camara af en eller anden grund ikke ønsker at vise sin støtte til LGBTQ-bevægelsen. Og spørgsmålet er, om ikke der skal være frihed til at sige nej til at støtte specifikke ideologier eller bevægelser selv som ansat i en virksomhed, f.eks. en fodboldklub?
Det handler ikke om at give plads til diskrimination eller forhånelse af minoriteter. Den slags hører ingen steder hjemme, hverken i sport eller andre steder. Men der er et stort spring derfra og til aktivt at kræve, at alle støtter LGBTQ-bevægelsen og dens vidtrækkende aktivisme.
Sand ytringsfrihed indebærer ikke mindst, at ingen skal tvinges til at sige eller aktivt støtte noget, de er uenige i.
Den franske sportsminister, Amelie Oudea-Castera, reagerede skarpt på Camaras handling:
»En sådan opførsel bør udløse den hårdest mulige straf til spilleren, men også til klubben, der tillod ham at gøre det,« sagde hun til tv-stationen RTL.
»Den hårdest mulige straf.« Det er alligevel voldsomt. Ikke mindst i et land, som ellers er kendt som bannerfører for rummelighed og frihed for individet.
Jeg er med på, at Camara er ansat af en klub. At spilledragten er en form for arbejdsbeklædning, og at arbejdsgivere kan kræve, at medarbejdere ikke ændrer på deres uniformer. Man kan hævde, at Camara ikke både kan hæve sin løn og have forbehold over for at støtte LGBTQ-bevægelsen, når nu fodboldforbundet har besluttet, at alle spillere skal bære logoet.
Fair nok rent formelt. Men er det ikke også utroligt småligt? Og er det ikke paradoksalt, at det, som skulle handle om tolerance, rummelighed og inklusion, kommer til at handle om udskamning og eksklusion af en person, som kommer fra en anden kultur og baggrund end den herskende?
Man kan godt sige, at det er en lille sag, men der er i disse år en tendens til, at stærke interesseorganisationer kræver, at virksomheder, sportsklubber og enkeltpersoner forholder sig utvetydigt til en række (identitets)politiske spørgsmål, som intet har med deres industri eller kernekompetencer at gøre.
Jeg er ikke i tvivl om de gode intentioner, men vejen til ensretning, intolerance og snæversyn er brolagt med gode intentioner. Og det er måske vores vigtigste privilegium, der er på spil: friheden til at tænke, tro og tale frit.
Derfor er der grund til at standse op, trække vejret, reflektere og diskutere. Uden frygt for eller trusler om repressalier for at sige ”det forkerte”: Hvad bør man egentlig kræve af sine medarbejdere, når det gælder holdnings- og samvittighedsspørgsmål?
Det gælder også – eller måske især – når man er sikker på at have ret og være på det godes side.