Min generation skal ikke samle rige landmænds regning op
En CO2-afgift på landbruget er det første skridt i et opgør med landbrugselitens behov for, at andre samler regningen op efter deres forurening og udledning.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En CO2-afgift på landbruget er det første skridt i et opgør med landbrugselitens behov for, at andre samler regningen op efter deres forurening og udledning.
Der findes mange myter i den offentlige debat. To af de mere sejlivede er, at Danmark er et landbrugsland, og at danske landmænd er en del af ”folk, som de er flest”.
Faktisk er en del af de danske landmænd ”folk, som de er færrest”, hvilket Lotte Folke, opinionsredaktør på Politiken, gennemgik på glimrende vis for nylig. Hun viser, hvordan dele af landbruget opfører sig som en gammel adel med nedarvet jord til værdi af flere hundrede millioner kroner.
Selv bor jeg til leje i en meget lille og dyr studiebolig, og sidst jeg tjekkede, sælger ”folk, som de er flest” ikke et gods til en værdi af 114 mio. kr. til sine børn. Den slags er forbeholdt landbrugseliten.
For mit vedkommende er spørgsmålet om en CO2-afgift derfor i lige så høj grad et spørgsmål om, at det er på tide, at vi tager et opgør med den ekstremt privilegerede og klimafornægtende landbrugselite, der fortsat kæmper for at bestemme slagets gang i dansk miljø- og klimapolitik.
Problemet er, at landbrugets taktik historisk har virket og også kommer til at virke nu, hvis vi ikke holder fast i, at der skal indføres en CO2-afgift på landbruget. Oprindeligt var den foreslåede afgift på 1.000-1.300 kr. pr. udledt ton CO2e, men lige nu er den mest ambitiøse model på bordet en CO2-afgift på kun 750 kr. Landbrugets held med at kalde en lav CO2-afgift for en ”høj CO2-afgift” viser jo, at det, de har gang i, virker.
Forrige weekend holdt Inger Støjberg et CO2-rally og viste, at der fortsat er gang i den deltagende del af det danske demokrati. Men Danmarksdemokraterne brugte bare ikke weekenden med folk, som de var flest. De brugte den med klimafornægterne fra Agerskovgruppen, samme gruppe, der konsekvent truer med at køre traktorer ind og spærre trafikken i København og nu mener, at fordi Solen skinner, så fejler klimaet »ikke en dyt«. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at skrive, hvor faktuelt forkert den udtalelse er.
CO2-afgiften er derfor ikke kun en vigtig kamp for dansk økonomi, klima og miljø. Det er også en kamp for, at almindelige, hårdarbejdende danskere ikke skal løfte regningen for landbruget. For hvis ikke landbruget betaler for deres forurening og udledninger, så ender regningen hos alle os andre.